Vinterdæk er farlige, mener Trafikstyrelsen

Tvang om vinterdæk vil give flere ulykker, mener Trafikstyrelsen. Det rene vås, mener andre

Trafikstyrelsen mener, at vinterdæk gør vejene mere usikre, men det er der ingen andre i branchen der forstår et kuk af
Trafikstyrelsen mener, at vinterdæk gør vejene mere usikre, men det er der ingen andre i branchen der forstår et kuk af

I en ny redegørelse kommer Trafikstyrelsen frem til at et påbud om vinterdæk vil give flere ulykker end almindelige dæk:

Trafikstyrelsen deler i grove træk argumenterne imod vinterdæk op i to:

1) Et lovkrav om vinterdæk vil være svært at administrere, fordi politiet ikke altid kan se forskel på vinter- og sommerdæk.

2) Vinterdæk vil give flere ulykker, når der ikke er is og sne på vejene. De dage, hvor det er tør, henholdsvis våd vej, vil der ske ulykker (med vinterdæk), som ikke ville være sket med almindelige dæk.

En meget stor statslig, hollandsk undersøgelse viser dog, at vinterdæk bremser 9 procent bedre end sommerdæk på våd, kold vej. Og noget tilsvarende viser en test, som Michelin har lavet for nylig.

Den meget store og helt officielle hollandske undersøgelsen rapport er dog ikke nævnt med et ord i Trafikstyrelsens redegørelse.

Trafikstyrelsen baserer sine konklusioner om dæks egenskaber på våde veje på meget gamle undersøgelser. Blandt andet en 11 år gammel undersøgelse fra tyske TÜV-Automotive/Umweltbundesamt.

Og det bør man passe på med, mener FDM.

- Man kan grundlæggende sige, at der er sket rigtig meget med dæk, så man skal passe på at drage konklusioner på så gamle undersøgelser, siger Torben Lund Kudsk, chefkonsulent hos bilisternes forbrugerorgansation FDM.

LÆS: Selv trafikministeren bruger vinterdæk

I dækbranchen kalder Kenneth Saust, formand for Dækimportørforeningen, det for en meget akademisk og ligegyldig argumentation, som intet har med sagen at gøre:

- Det er goddag mand økseskaft logik. Kig ud af vinduet. For ham der lige nu fryser fast på vej over Fyn, kan det jo være ligegyldigt hvad der bremser bedst på våd vej.

Hos Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark kalder direktør Erik S. Rasmussen Trafikstyrelsen holdning for mærkværdig.

- I autobranchen har vi i flere år undret os over Trafikstyrelsens holdning til dette spørgsmål. Styrelsen er på mærkværdig vis modstandere af obligatorisk brug af vinterdæk i vinterhalvåret, modsat vore nabolande, Norge, Sverige, Finland, og senest Tyskland, hvor det nu er lovpligtig at køre på vinterdæk når forholdene tilsiger dette.