Den brutale

Med en kæmpe 6,3- liters V8-motor og 457 hk lægger C 63 AMG an til føring i sit felt

Ikke en almindelig Mercedes C-klasse, men en C 63 AMG udstyret med en toptrimmet V8-motor og 457 hk. (Foto: Polfoto)
Ikke en almindelig Mercedes C-klasse, men en C 63 AMG udstyret med en toptrimmet V8-motor og 457 hk. (Foto: Polfoto)
AMG står for det ypperligste omkring motorkraft, styling og ekstra tekniske finesser hos Mercedes-Benz.

At have et AMG-emblem på bilen er enhver Mercedes-fanatikers drøm. Det signalerer råstyrke og stil, samt 'her kommer jeg'. For prisen for emblemet er skyhøj, men så er det også de færreste andre bilister, der overhovedet kan følge med i optrækket.

BMW har sit M og Audi sit RS - og begge disse tyskere bliver ved med at udvikle stadig flere kræfter til muskelbilerne. AMG, M eller RS - det står bare for 'muskler'.

457 heste
Senest har den nye Mercedes C-klasse så fået en AMG-udgave. Og her har Daimler-koncernen ikke lagt fingrene imellem. Ingen blød mellemvej, men ligepå og hårdt. Det er blevet til en C 63 AMG i denne testede sedan-version, hvor de 63 står for en buldrende V8-motor på hele 6,3 liters volumen. Presset ned i et motorrum, der oprindelig havde svært ved at rumme det store maskineri.

Men der er blevet plads. Og at den 1,7 tons C-klasse er blevet forsynet med et dunderværk på hele 457 hk og et drejningsmoment på 600 Nm, taler næsten for sig selv. Kun en opdateret ESP gør, at det hele ikke munder ud i hjulspin, når stålet stampes i bund. Men med en god pedalføling rammer du 0-100 km/t. på lige knap 4,5 sekunder.

Trold kan tæmmes
C 63 AMG er som en trold i en æske. De brutale motorkræfter skal tøjles, men vanen tro er Mercedes i stand til at levere varen. For her kræver det ikke den lille rally-eksamen, blot du har respekt for kræfternes frie spil.

Denne C-klasse i AMG-version kan tæmmes ved almindelig køre-dygtighed - og respekt. For undervognen er bygget op, så selv 'amatører' kan være med. Der er en stabilitet, så selv den ekstremt hårde affjedring giver fornemmelse af tryghed. For styretøj, ESP og en eminent stabilitet gør, at du hele tiden fornemmer en påfaldende sikkerhed i enhver køresituation.

Mercedes - og AMG - har udviklet denne C 63 til ikke kun at henvende sig til publikum med gade-rally-interesser. Det er en magt-maskine til dagligt brug - hvis du har råd.

For AMG-modeller er svære at komme i nærheden af for almindelige bilkøbere. Selvom den nye C-klasse starter ved omkring 600.000 kroner, skal du op med minimum 1,4 millioner her med AMG-emblemet. Testbilen koster 1.658.281 kroner med diverse ekstraudstyr.
1 af 3 Hækken er markant - og det lille AMG-emblem samt de dobbelte afgangsrør er ikke til at tage fejl af. (Foto: Polfoto)
2 af 3 Det er lykkedes at proppe den 6,3-liters enorme V8-motor ned i C-klassens motorrum. (Foto: Polfoto)
3 af 3 Ikke en almindelig Mercedes C-klasse, men en C 63 AMG udstyret med en toptrimmet V8-motor og 457 hk. (Foto: Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere