Nye rabatordninger gør benzin-jagt svær

Hård konkurrence og kontantrabatter på kort får benzinpriserne til at falde - men gør paradoksalt nok også at den billige benzin dyrere

De små selskaber vælger ofte at give rabatten ude ved selve tankstationen - forklaringen er ifølge OK Benzin, at det er dyrt at håndtere rabatkortene, og at man foretrækker at holde prisen nede ude ved selve pumpen. Foto: Liv Collatz
De små selskaber vælger ofte at give rabatten ude ved selve tankstationen - forklaringen er ifølge OK Benzin, at det er dyrt at håndtere rabatkortene, og at man foretrækker at holde prisen nede ude ved selve pumpen. Foto: Liv Collatz

Hører man til dem, der gør en sport ud af at spare rigtig mange penge på benzinen i forhold til den officielle listepris, er der dårligt nyt. En analyse af mere end en million indberetninger via FDMbenzinpriser.dk viser nemlig, at der er langt mindre udsving tankstationerne i mellem, end for et år siden.

Tidligere varierede den gennemsnitlige benzinpris med 90 øre over døgnet, men nu er udsvinget helt nede på 18 øre. Til gengæld er gennemsnitspriserne faldet med 25 øre sammenlignet med tidligere, men samtidig er minimumsprisen steget med 15 øre.

- Udviklingen skyldes, at nogle benzinselskaber har valgt at give en konstant rabat på listeprisen. Det betyder, at udsvingene er reduceret kraftigt hen over døgnet, fordi konkurrencen starter et helt andet sted end tidligere, siger FDMs forbrugerøkonom, Allan Skytte Christensen.

Tendensen betyder, at den travle bilist, der tanker på et vilkårligt tidspunkt, har sparet penge uden at ændre adfærd, mens den prisbevidste bilist, der jagter billig benzin har tabt, fordi det er blevet sværere at opnå en stor besparelse.

Det er dog ikke alle benzinselskaber der opererer med rabatter til folk med kort.

De små selskaber vælger ofte at give rabatten ude ved selve tankstationen - forklaringen er ifølge OK Benzin, at det er dyrt at håndtere rabatkortene, og at man foretrækker at holde prisen nede ude ved selve pumpen.

- Men det handler også om, at vi er et kundeejet selskab - så hvis der er nogen der får rabat, er der andre der skal betale, fortæller Lene Bonde, Kommunikationschef hos OK.

Hvordan kan det nu være?
Vil man spare penge, når man tanker, er det vigtigt at forstå forskellen på liste- og pumpeprisen. Hvor listeprisen er benzinselskabernes officielle pris, er pumpeprisen den pris, bilisten møder ude på tankstationerne, hvor der ofte er konkurrence. Af samme årsag er pumpeprisen som regel lavere end listeprisen..

Selv om der i dag kun er i gennemsnit 50 øre at spare ved at jagte den billigste benzin mod omkring 90 øre tidligere, vil den prisbevidste bilist stadig kunne opnå en gennemsnitlig besparelse på 600 kr. om året. Har bilisten oven i købet et benzinkort, som giver yderligere rabat på pumpeprisen, kan der være endnu mere at hente ved at tanke det billigste sted.

Ugedagen er ligegyldig
- Vores analyse viser også, at det er afgørende, hvornår på dagen, man tanker. Det er fortsat billigst at tanke før kl. 10. Til gengæld spiller ugedagen ikke længere den store rolle, siger Allan Skytte Christensen.

FDM råder bilisterne til at bruge et benzinkort, hvor de får rabat på pumpeprisen, da det er en nem måde at opnå en yderligere besparelse, hvis benzinkortet er gebyrfrit.

Har man derimod et benzinkort, hvor man får rabat på listeprisen og ikke pumpeprisen, skal man være meget opmærksom på, om man kan få billigere benzin et andet sted, da rabatten ikke altid kan hamle op med en lokal priskrig. Som udgangspunkt skal rabatten være på over en krone, for at det kan betale sig at bruge denne type kort.

Vagthund Så meget rabat giver benzin-selskaberne

Fem veje til billig benzin

• Tank før kl. 10 om formiddagen, hvor brændstoffet ofte er billigst.

• Undgå at tanke langs motorvejen, hvor prisen ikke falder hen over døgnet

• Tank i områder med mange tankstationer, da der ofte er priskonkurrence

• Benyt FDMs benzinpriser-app eller benzinpriser.dk

• Anskaf et gebyrfrit benzinkort, hvor der opnås rabat på pumpeprisen, men brug det med omtanke

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere