Her er kongehusets million-biler

Kongehuset er en bagatel bedre kørende end os andre. Men hvad kører de i, og har du også råd til dem?

I tv-indslaget tester vi en af de allerseneste biler som kongehuset har erhvervet - en meget hurtig elbil

Store kronebiler, milliondyre luksusbiler og hurtige sportsvogne. De blåblodede er lidt bedre kørende end os andre. Men hvilke biler kører de royale egentlig i? Og har du råd til at være med?

Vi har fundet frem til en top fem over kongehusets mest spektakulære biler og undersøgt, hvad det vil koste at blive kørende som de kongelige. Kongehusets har eller har haft utroligt mange biler, som enten er foræret af bilfirmaer eller købt for de indkomster, de kongelige skovler ind.

Nr. 5: Henriks topløse dollargrin

Prins Henrik gi'r den gas i et dollargrin, når vejret er godt
Prins Henrik gi'r den gas i et dollargrin, når vejret er godt

Nummer fem på listen er Prins Henriks smukke Buick Centurion Cabriolet, en årgang 72, som er totalrenoveret ind- og udvendigt.Amerikanerbilen er blevet udstyret med en Krone 3 nummerplade, og følger altid kongeskibet Dannebrogs sommertogter.

Som Kongehusets eneste topløse bil med V8-motor, er den som skabt til at cruise på de danske sommerveje.

Se hvad en lignende Buick koster her

Nr. 4: Luksustrekløveret

Hvorfor nøjes med én Daimler Limousine, når man kan have tre? Kongehuset råder over tre næsten identiske Damiler Limousine 'eight seaters', som er blevet til perioden 1968 til 1992.

Kongehusets smag for Daimler – som ejes af Jaguar - stammer fra Kong Frederik den 9, som indregistrerede den første Daimler Limousine i 1970. Den blev Dronnings Ingrids bil, og blev luftet ved større arrangementer og officielle begivenheder. I dag har bilen status som Krone 1, og indgår stadigvæk i Kongehusets bilpark, og bliver brugt i ceremonielle kørsler for Kongehuset.



De tre næsten identiske Daimler Limousine 'eight seaters' med karrosserier fra Van den Plas, Kingsbury, London, er en model, der officielt blev bygget i perioden 1968 til 1992. Enkelte modeller blev dog specialbygget af reservedele helt op til 1996.
De tre næsten identiske Daimler Limousine 'eight seaters' med karrosserier fra Van den Plas, Kingsbury, London, er en model, der officielt blev bygget i perioden 1968 til 1992. Enkelte modeller blev dog specialbygget af reservedele helt op til 1996.

I 1986 fortsatte man række af Daimler-indkøb med den nuværende Krone 5. I dag benyttes den som officiel tjenestebil til udenlandske statsoverhoveder og ambassadører, som skal i audiens hos dronningen.

I 1994 fuldførte Kongehuset luksustrekløveret ved at anskaffe sig den nuværende Krone 2 i forbindelse med Prinsgemalens 60-års fødselsdag.

Se om du har råd til en Daimler

Nr. 3: Prinsernes sportsvogne

Det er ingen hemmelighed, at Frederik og Joachim er både bil- og fartglade. I 2007 foretog brødrene en fælles investering i to styks Maserati Quattroporte. En fire-dørs italiensk luksusbil med mekanik fra Marenello udstyret med en 4,2 liters motor og 400 stejlende hestekræfter.



(Foto: Per Ryolf)
(Foto: Per Ryolf)

Bilen ville – i en skrabet udgave – for en almindelig dansker koste godt 2,3 mio. kroner, men da Kongehuset ikke er underlagt skatter og afgifter, kunne de to brødre nøjes med at slippe 700.000 kroner per bil.

Maseratien er i øvrigt kronprinsens tredje italiener i rækken, som tidligere har inkluderet en Maserati Spyder fra 1961 samt en Maserati Coupé, som han købte lige inden forlovelsen med Mary.

Ifølge flere medier står kronprinsens Maserati Quattropote dog over for et salg, da den ikke længere passer til familiens behov.

Se hvad Frederik kan forvente at få for sin Maserati Quattroporte

Nr. 2: Margrethes mange-millionbil

I lighed med det britiske kongehus er Dronning Margrethe stor tilhænger britisk-tyske Bentley. Derfor havde hun i 2012 den helt store check fremme for at købe en spritny Bentley Mulsanne. Bilen har en V8-motor, og kan på trods af en vægt på 2.600 kg accelerere fra 0-100 km/t på bare 5,3 sek. samt opnå en topfart på 296 km/t.

Skulle vi almindelige danskere have købt bilen i 2012, ville prisskiltet lyde på 6.400.000 kroner. Margrethe slap dog for de tårnhøje danske afgifter, og kunne derfor nøjes med at slippe 1.845.000 kroner for den britiske luksusbil.

Se om du har råd til at lease en Bentley Mulsanne her

Nr. 1: Kongehusets kronjuvel

Store Krone har en 6-cylindret rækkemotor på 4.887 ccm med topventil indsugning og sideventilet udstødning.
Store Krone har en 6-cylindret rækkemotor på 4.887 ccm med topventil indsugning og sideventilet udstødning.

Den ubestridte kronjuvel i Kongehusets bilpark er Store Krone. En Rolls-Royce Silver Wraith fra 1958. Den blev anskaffet af Frederik den 9., og bliver trods sine 55 år stadig anvendt, når Regentparret og udenlandske statsoverhoveder skal transporteres til større, officielle begivenheder.

Kongehusets model er en syv-sæders udgave, og er den største udgave af Silver Wraith-modellerne, som også har både servostyring og automatgear. Indvendigt er mastodonten pyntet med blankpoleret valnøddetræ, og sæderne er betrukket med lysegråt skind.

Under kølerhjelmen gemmer sig en 6-cylindret motor, som udvikler 180 hk, hvilket formår at flytte den 2.358 kg tunge Rolls-Royce fra 0-100 km/t på 12,9 sek og giver den en tophastighed på 190 km/t.

Se hvad en lignende Rolls Royce Silver Cloud III koster her

Herudover råder Kongehuset over et antal almindelige personbiler som VW Polo og Audi A8 og en Volvo, minibusser, varevogne samt en hestetransporter og en mindre lastvogn.

Kilde: kongehuset.dk, nrpl.dk,

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere