Premiummærker sælger bedre end tidligere

Første kvartal af 2014 blev det bedste nogensinde for Audi, BMW og Mercedes.

BMW har vind i sejlene og solgte alene i marts måned 200.000 biler. 3-serie GT er med til at udvide paletten. Foto: Richard Newton
BMW har vind i sejlene og solgte alene i marts måned 200.000 biler. 3-serie GT er med til at udvide paletten. Foto: Richard Newton

Verden hungrer efter luksusbiler.

Det mærker de tre tyske premiumbrands Audi, BMW og Mercedes, som i årets første tre måneder har solgt flere biler end nogensinde.

Forrest ligger BMW, som med Mini og Rolls-Royce solgte 487.000 biler.

Herefter kommer Audi med 413.000 biler, mens Mercedes og Smart har rundet 400.000 af slagsen.

De store markeder er USA og Kina. På det voluminøse amerikanske marked vejrer køberne morgenluft efter en lang og kold vinter, mens en påske, der falder sent, har givet mere gang i bilhusene.

I tørre tal er Audi gået godt 15 procent frem, Mercedes små 12 procent, mens selve BMW er gået 17 procent frem – modelskiftet for Mini har dog bragt den samlede fremgang ned på ’kun’ 11 procent.

I alt forventer koncernen at afsætte to mio. biler i år.

Nye markeder

Det er branchebladet Automobilwoche, som har analyseret salgstallene, og konstaterer, at der nu må være jubelstemning hos de tre producenter.

Kina tegner sig fortsat for en stor del af væksten. Således sælger Audi hver tredje bil i Riget i Midten.

Det overgås dog af moderselskabet VW, som nu afsætter hver anden af samtlige folkevogne på det kinesiske marked. Den tyske koncern har dog også en lang tradition her og har været til stede i flere årtier i tæt samarbejde med lokale bilproducenter. Det gav i starten nyt liv til den Passat-baserede sedan-model, Santana fra midten af 1980’erne, som har været den foretrukne bil for bl.a. taxifolket og politi.

Mens Rolls-Royce sælger godt, har også den VW-ejede konkurrent fra Bentley fået godt fat.

Begge mærker høster også nye rekorder i disse år, hvor nye markeder i Asien og Sydamerika er med til at løfte salget yderligere ud over de klassiske områder som Mellemøsten og Europa.

0 kommentarer
Vis kommentarer