Hurra – folkesportsvognen er tilbage

Det er kun folk, der ikke har forstand på biler, der kalder Mazda MX5 for en konebil – nu er den tilbage, endnu skarpere

Den nye Mazda MX5 får skarpere design og lavere vægt - og den bliver garanteret sjov. (Foto: PR)
Den nye Mazda MX5 får skarpere design og lavere vægt - og den bliver garanteret sjov. (Foto: PR)

Hurra – Mazda har præsenteret en ny udgave af den folkekære sportsvogn MX5. Det er en bil, som kun tosser ryster på hovedet af, fordi den ved første øjekast ligner en barbiebil. Men dyk ned i teknikken, og du vil opdage, at den lille japanske sportsvogn er tro mod de fineste sportsvognstraditioner – lav vægt, topløs og selvfølgelig med baghjulstræk.

Men alt dette er blevet optimeret med denne nye fjerde generation. Først og fremmest er bilen blevet lettere – Mazda lover selv en egenvægt på lige omkring 1.000 kg. Det er ret utroligt med tidens sikkerheds- og forureningsskrav. Men hvis det er rigtigt, at egenvægten bliver så lav, er det næsten garanteret, at MX5 bliver sjov, uanset hvad Mazda ellers gør ved bilen.

Selv med stofkalechen oppe er profilen elegant. (Foto: PR)
Selv med stofkalechen oppe er profilen elegant. (Foto: PR)
 

Ingen motorer endnu
Mazda har endnu ikke afsløret, hvad der kommer til at ligge under motorhjelmen, men forvent, at det vil være Mazda's Skyactive-teknologi, som er i højsædet. Derfor får vi sandsynligvis også en 2-liters benzin-sugemotor med omkring 170 hk eller mere. Der har også været snak om en turboladet udgave, men intet er endnu officielt. Bemærk dog, at bilens opbygning nu reelt betyder, at motoren er placeret ”front/center”. Det er ikke så godt for pladsen i kabinen, men fantastisk for køreegenskaberne.

 

Bemærk hvor langt tilbage, motoren er placeret - det er gode tegn for køreegenskaberne. (Foto: PR)
Bemærk hvor langt tilbage, motoren er placeret - det er gode tegn for køreegenskaberne. (Foto: PR)

De rigtige nørder frygter dog for fornemmelsen i styrtøjet – Mazda har nemlig sagt, at man med den nye generation vil skifte til elektronisk servostyring, som ofte føles mere dødt og syntetisk end et tilsvarende hydraulisk system. Vi håber. at Mazda kan få skabt noget følelse i styretøjet alligevel.

Den folkekære sportsvogn bliver officielt præsenteret på Paris Motorshow den 4. oktober. Modellen er for øvrigt indtil juli i år solgt i over 940.000 eksemplarer, siden den blev præsenteret i 1989. Det gør MX5 til den mest solgte to-sæders sportsvogn i verden.

1 af 2 Designet af den nye MX5 er mere vovet, end Mazda plejer at have for vane - Mazda kalder selv stilen for Kodo, som er japansk for bevægelse. (Foto: PR)
2 af 2 Den nye Mazda MX5 får skarpere design og lavere vægt - og den bliver garanteret sjov. (Foto: PR)
0 kommentarer
Vis kommentarer