I Danmark påkøres der mere end 10.000 hjorte hvert eneste år.
I årevis har Dyrenes Beskyttelse og andre organisationer sat fokus på problemet, og der findes mange forskellige forsøg på at nedbringe antallet.
Et af dem er de såkaldte vildtfløjter, som i særligt Nordamerika har vist sig at have en effekt. En af typerne hedder ’Save-a-deer’, som er patenteret i USA af et familieejet selskab ved navn Living Products.
Siden 1988 har de solgt vildtfløjter, som sættes fast på bilen og udsender en lyd, som kan distrahere hjorte og andre dyr i naturen, når bilen kommer kørende.
Hos forsikringsselskabet GF Forsikring har man i et halvt år uddelt gratis vildtfløjter af samme type til bilforsikringskunder i Skive, Thy og Mors.
- Det er vores håb, at fløjterne skal bidrage til færre vildtpåkørsler i trafikken, men vi har endnu ikke data nok til at drage nogen konklusion på fløjternes effekt, siger Lasse Rytter Leander, afdelingschef hos GF Forsikring i Skive, Thy og på Mors.
- Da fløjterne udsender en højfrekvent lyd, er det ikke noget, der kan høres af mennesker - hverken i trafikken eller inde i bilen.
- Vi har fået flere tilbagemeldinger på, at hunde heller ikke reagerer på lyden, forklarer han og nævner, at fløjten blot er ét element i kampagnen og ikke kan erstatte årvågen kørsel.
- Det er vigtigt at påpege, at der ikke er garanti for, at vildtet altid hører og reagerer på fløjten, siger Lasse Rytter Leander.
Tror stadig på effekten
Er vildtet for eksempel på flugt, har GF Forsikring fået tilbagemeldinger på, at dyret holder kursen, uanset om der bil med fløjte eller ej.
- Blandt medarbejderne i GF Skive, Thy og på Mors har vi dog under ’normale’ omstændigheder oplevet, at fløjten får vildtet til at stoppe op eller ændre kurs væk fra vejen, så vi tror på, at kampagnen vil få en effekt, lyder det fra afdelingschefen.
Valget af netop denne fløjte skete blandt andet på baggrund af erfaringer fra Thisted og Morsø kommuner, hvor fløjterne med stor succes har været monteret på hjemmeplejens biler.
Ifølge Lasse Rytter Leander er der mange faktorer, der spiller ind i forholdet til antallet af påkørsler.
- Vildtbestandens størrelse spiller en stor rolle og ligger udenfor vores kontrolsfære, pointerer han.
Afdelingschefen uddyber, at adfærden i trafikken er essentiel, og her bidrager forsikringsselskabet med råd og vejledning.
- Trods stor opmærksomhed omkring projektet ved vi ikke, hvor mange af vores medlemmer der rent faktisk har monteret fløjten, og hvor mange der ligger hjemme i køkkenskuffen, siger Lasse Rytter Leander.
- Så selvom vi håber på samme flotte reduktion i påkørsler, som opleves i hjemmeplejen, vil effekten blandt vores medlemmer realistisk set nok være noget lavere, erkender han.
Kan give flere påkørsler
På hjemmesiden Stopdyr.dk sælger Tommy Mikkelsen vildtfløjter til private og firmaer.
Han forklarer, at det fungerer på den måde, at man påmonterer fløjten i sit kølegitter på ens bil.
- Det er en lille plastdims, hvor når man kører over 55-60 km i timen, så kommer der så meget luft igennem, at den udsender en høj lyd, så rådyrene standser op og bliver en smule forskrækket, opridser han.
De gange, Tommy Mikkelsen selv har set det, så er rådyret kommet ud fra marken og på vej hen imod vejen, hvorefter den stoppede op og kiggede på bilen.
- Bagefter drejede den rundt og gik tilbage på marken. Det samme hører jeg fra flere kunder, som har kørt med denne, fortæller fløjtesælgeren.
I seks til syv år har hans firma solgt vildtfløjter til større danske virksomheder, taxafirmaer, vagtværn, kommuner, forsikringsselskaber, ligesom også mange private har købt fløjterne.
- Vi har haft mange, som har set færre rådyr i forbindelse med deres kørsel, samt mange der har undgået påkørsler. Dog har vi også hørt fra folk, som har kørt dyr ned, men der er tale om under fem kunder i denne periode, siger Tommy Mikkelsen.
I forbindelse med påkørsel af rådyr er der ifølge sælgeren mange faktorer, som giver øget påkørsler af rådyr og krondyr i Danmark og udlandet.
- I tiden fra sommertid til vintertid bliver dyrene mere nervøse, idet bilerne og trafikken bliver ændret dag for dag.
- I forbindelse med jagtsæson er de endnu mere stressede, hvorfor det giver flere påkørsler. Der er kommet flere rådyr og krondyr igennem de sidste 30 år, hvorfor der er flere mulige påkørsler, lyder det fra Tommy Mikkelsen.
Han tror, at antallet af påkørsler vil være større i fremtiden - blandt andet fordi rådyrbestanden bliver større.
- Men også fordi dyrene kommer tættere på byerne, eftersom udstykningerne med nybyggeri kommer tættere på deres leveområder, lyder vurderingen fra Tommy Mikkelsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Jægerforbundet holder øje
Hos Danmarks Jægerforbund er man også bekendt med vildtfløjterne. Seniorforsker og vildtbiolog Carsten Riis Olesen fremhæver, at rapporter fra udlandet peger i forskellige retninger, hvad angår fløjternes reelle effekt.
- Men det er sandsynligt, at dyrene kan blive påvirkede hvis fløjterne udsender lyd i frekvensområdet fra 20-30 KHz, altså ultralyd, forklarer Carsten Riis Olesen.
Når han og forskerkolleger ser på hørbarheden hos heste, køer og får, der evolutionært ligner hjortevildt, så har de et udvidet hørespektrum i forhold til mennesker.
- Antager vi, at det kan overføres til hjortene, så kan de høre lyde fra fløjterne, som vi ikke kan høre, og det kan godt være en forklaring på, at dyrene reagerer ved at stå stille eller flygte, siger han og fortsætter:
- Om ultralyd høres tydeligere eller længere væk end bilens mekaniske lyd, vides ikke eksakt, men der er faktisk rimelig veldokumenterede storskalaundersøgelser fra USA, der viser, at de anvendte fløjter reducerede antallet af trafikuheld med hjortevildt signifikant, siger han.
Ifølge Carsten Riis Olesen må man have respekt for, at der kan være en positiv virkning ved vildfløjterne, sådan som eksempelvis hjemmeplejen har fortalt.
- Der er dog den mulighed, at effekten aftager, fordi dyrene med tiden vænner sig til lydene, lyder det afslutningsvis fra seniorforskeren.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Sådan virker vildtfløjten
Vildtfløjten monteres i bilens kølergitter med dobbeltklæbende tape - bilen beskadiges ikke - så luft kan passere igennem fløjten.
Under kørslen med minimum 55 km/t afgiver fløjten en højfrekvent lyd ved, at der presses luft gennem fløjtens åbning. Denne lyd kan være med til at holde vildtet væk fra vejen.
I Skive, Thy og Mors giver GF Forsikring en vildtfløjte gratis til alle, der tegner bilforsikring hos selskabet. Alternativt kan de købes online via Stopdyr.dk eller ved at søge på ’save-a-deer’.
Synes du også, at benzinen er blevet alt for dyr, og har du ikke alt for langt til grænselandet, er der hjælp at hente i denne artikel, der redegører for, hvornår det kan betale sig at tanke op i Tyskland.
--------- SPLIT ELEMENT ---------