Billig risiko eller dyr frihed: Sådan kommer du bag rattet af en elbil

Skal man lease, leje eller købe en elbil? Vi ser nærmere på de grønne løsninger

En genvej til den længe ventede Tesla Model 3 kan være at lease den. Det kan også være en mulighed, hvis du bare vil prøve livet med en elbil af. Foto: Tesla
En genvej til den længe ventede Tesla Model 3 kan være at lease den. Det kan også være en mulighed, hvis du bare vil prøve livet med en elbil af. Foto: Tesla

Elbilerne er så småt begyndt at indtage kongeriget, og med dem følger flere muligheder for at køre grønt. Stadigt flere selskaber melder sig eksempelvis klar til at tilbyde privatleasing af elbiler.

Det kan være en mulighed, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan leve med den logistik, der følger med ladetider og kabler.

Samtidig udvikler elbilerne sig så hurtigt, at der ligesom med anden elektronik er større risiko for værditab. Det er især batterier, rækkevidde og ladeteknologi, som ventes at blive markant bedre i de kommende år.

Ulempen ved at lease elbilen kan til gengæld være høje priser. Det er eksempelvis ikke billigt at lease en Tesla Model 3, der koster fra små 8000 kroner om måneden for en Model 3 'Long Range' AWD med en rækkevidde på 560 kilometer.

Skåret over én kam kom markedet for privatleasing i gang igen i 2018. Og hos FDM Privatleasing forventer product manager Rune Bargholz Molt Wengel, at den tendens fortsætter. Andelen af elbiler vil ifølge ham stige i 2019, fordi tiden er moden.

- Tesla Model 3 har været en af de mest hypede elbiler, og vi har aldrig oplevet så stor interesse, som da vi offentliggjorde, at vi som de eneste nu leaser bilen ud. Generelt kan vi mærke, at interessen for elbiler er stor, når det gælder privatleasing. Derfor er vores målsætning at have så bredt et udvalg af elbiler som muligt, siger han.

Det spiller dog givetvis også ind på interessen, at der er levering inden for kort tid ved leasing af Tesla Model 3. Leasingselskabet LeasePlan, som man leaser hos gennem FDM, ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange biler der er tale om.

Flest er blevet solgt
Danmarks mest solgte elbil er Nissan Leaf. Hos den danske importør tilbyder man også privatleasing af modellen, og en 'Tekna Propilot'-variant fås fra 4400 kroner om måneden.

Interessen for at privatlease har dog ikke været så stor. Mens der i fjor blev solgt 502 eksemplarer af Nissan Leaf, blev der kun privatleaset 15. Og det er der en klar årsag til, mener Ann Strøby, der er pressechef hos Nissan.

- Det er typisk ikke så lukrativt at lease en elbil som at købe den, da der ikke er afgifter på og dermed ikke så mange håndtag at skrue på. Samtidig er der gratis strøm i to år ved køb, og det er der ikke ved leasing, siger hun.

To andre af tidens mest hypede biler, Hyundai Kona Electric og Kia e-Niro, kan foreløbigt kun købes med priser fra 275.000 til 280.000 kroner. Men her skal man dog lægge mellem 35.000 og 55.000 kroner oveni for at få de største batteripakker.

Martin Messer Thomsen, der er talsmand for Forenede Danske Elbilister (FEDL), har et par klare anvisninger, hvis man er i tvivl.

- Leasing kan være en god måde at prøve tingene af på. Den teknologiske udvikling går jo hurtigt i disse år. Og vi ved ikke, hvad der sker på elbilsfronten. Så hvis man vil være sikker på at undgå et stort værditab, kan leasing være en mulighed. Det gælder også leje eller køb af en brugt elbil, siger Martin Messer Thomsen.

Det er blandt andet muligt at leje en Renault Zoe EV hos SiXT for 3649 kroner om måneden, mens man hos GoMore kan leje en Nissan Leaf for 375 kroner om dagen.

Andre muligheder er at finde en elbil i en delebilsordning, købe en elbil sammen med andre eller måske få lov til at låne bilen et par dage hos en forhandler.

Mange ukendte faktorer
Hos FDM har man lavet en beregning, som viser, at en konventionel bil til omkring 300.000 kroner koster cirka 4,5 kroner pr. kilometer, mens en elbil i samme prisklasse koster noget mindre og omkring 3,55 kroner – forudsat, at man kører fem år og 100.000 kilometer i bilen.

I virkeligheden skal en elbil dog oftest sammenlignes med en billigere og mindre benzin- eller dieselbil, hvis man ser på størrelse og udstyr. I det lys koster en elbil i mellemklassen i dag det samme som en tilsvarende benzin- eller dieselbil, hvis man ser på de samlede udgifter pr. kilometer.

- Hvis du finder en elbil, som dækker dine behov, og som du regner med at have i lang tid, kan det være en fordel at købe bilen. Hvis du derimod vil have sikkerhed for, at der ikke kommer uforudsete udgifter, kan det være en fordel at lease den, siger FDM's forbrugerøkonom Ilyas Dogru og tilføjer:

- Samtidig har du ved leasing også mulighed for at prøve af, om elbiler er noget for dig, før du køber.

Brugtpriserne er dog svære at spå om. Her er der stor usikkerhed om priserne, da de ikke alene afhænger af udbud og efterspørgsel, men også af antallet af ladestandere og adgangen til dem. Det vides heller ikke, hvilken vej vejafgifterne vil gå.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Køb en brugt elbil

Nissan-importøren har leasingtilbud på Leaf. Men her oplever man dog, at de fleste køber elbilen. Foto: Nissan
Nissan-importøren har leasingtilbud på Leaf. Men her oplever man dog, at de fleste køber elbilen. Foto: Nissan

Hvis du overvejer en brugt elbil, er der tre muligheder, som fylder godt op på salgssiden Bilbasen.dk: Nissan Leaf, Renault Zoe og Tesla Model S.

Jan Lang, der er analytiker hos Bilbasen, peger på Leaf som det bedste køb.

- Nissan Leaf er en god, gedigen elbil til fornuftige priser, hvor du kan få brugbare biler fra 150.000 kroner. Det er en bil, der ikke vil tabe så meget, da der vil være efterspørgsel både på kort og mellemlang sigt, og afskrivningen er lav. Senere vil de gamle elbiler dog blive udfordret af de helt nye generationer, vurderer han.

På minussiden skal man holde sig for øje, at Nissan Leaf er en relativt lille bil, som balancerer mellem mini- og mellemklasse, at rækkevidden er begrænset og realistisk set omkring 120 kilometer, og at den køredynamiske oplevelse er til at overse.

Det er med andre ord ikke en sjov bil, men det er der ikke mange af de gamle elbiler, som er. I prislejet omkring 150.000 kroner kan man finde en rimelig Leaf fra 2014 eller 2015 med cirka 60.000 kilometer på tælleren.

- Men gå hellere 10.000 kilometer op, hvis du kan finde en årgang, som er et år nyere, siger Jan Lang med henvisning til, at man så vil have et års ekstra garanti på batteriet

Brugte eksemplarer af elbilerne Renault Zoe og Tesla Model S kan på Bilbasen.dk fås ned til priser på henholdsvis 110.000 kroner og 350.0000 til 400.000 kroner i samme årgang og kilometertal som Nissan Leaf.

Det er dog ikke biler, som Jan Lang vil anbefale, da han oplever, at der typisk er en del tekniske og kvalitetsmæssige problemer med de to elektriske modeller.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere