Dårlig start for storstilet delebil-ordning

Udsigt til tabet af en millionrabat kaster skygge over Arrivas verdensnyhed af en delebilsordning

BMW i3 delebil på besøg på Papirøen i Københavns Havn
BMW i3 delebil på besøg på Papirøen i Københavns Havn

Om tre uger står 400 flunkende nye BMW i3 klar som delebiler i København. DriveNow, som projektet hedder, består af en ren elbils-flåde, og det er første gang, at verden ser et 100 procent eldrevet bybilskoncept i denne størrelse, der samtidig er integreret med den kollektive trafik. Men.

Arriva, der står i spidsen for projektet, havde en aftale med Københavns Kommune om en klækkelig rabat på parkeringen af de mange eldrevne delebiler. Men her i 11. time har Transportministeriet punkteret Arrivas rabataftale.

Hvis DriveNow skal have rabat, skal de andre udbydere af delebiler også have rabat. Den besked fra Transportministeriet risikerer at koste Arriva op mod 20 millioner kroner om året - dog mindre ifølge Arriva selv, men stadig mange penge i budgettet fortalte Arrivas administrerende direktør, Nikolaj Wendelboe, os i går i forbindelse med et pressemøde.


Sådan virker Drivenow - direktøren for det hele svarer på spørgsmål i ovenstående indslag.

Københavns teknik og miljøborgmester Morten Kabell er særdeles utilfreds med den udvikling, og han har udsendt en pressemeddelelse, hvori der blandt andet står:

- Staten har gennem Energistyrelsen og i samarbejde med Region Hovedstaden investeret knap 10 millioner kroner i det nye projekt med elbybiler. Det er helt ulogisk, at staten med den ene hånd investerer i projektet, der skal fremme elbiler, mens staten med den anden hånd fjerner muligheden for, at vi som kommune kan tilbyde rabat på parkering med elbiler. Jeg må på det kraftigste opfordre transportministeren til også på dette punkt at ændre bekendtgørelsen tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

Rabat til alle
Baggrunden for balladen med den forsvundne P-rabat er, at den bekendtgørelse, som gav Københavns Kommune mulighed for at give rabat til elbilsparkering, er blevet ændret. Faktisk var noget af det første den nye transportminister tog initiativ til at ændre på en bekendtgørelse om kommunernes mulighed for at tilbyde rabat på parkering til elbiler.

Derfor skal konkurrenterne Car2go og Let’sgo også have rabat, selvom de bruger benzindrevne biler. Og det vil Københavns Kommune ikke være med til. Derfor er der altså overhængende fare for, at DriveNows millionrabat går fløjten.

Projektet præsenteret
Delebilsprojektet DriveNow, som herhjemme udbydes af tog- og busselskabet Arriva blev officielt præsenteret på et pressemøde på Københavns rådhus i går torsdag.

Da Ekstra Bladet for rullende kamera spurgte Arrivas direktør Nikolaj Wendelboe, hvilken betydning den mistede rabat kan få for økonomien i projektet, var svaret:

- Hele den diskussion tager jeg ikke på tv.

Nikolaj Wendelboe vil ikke kommentere på den kedelige nyhed, men han fastholder, at delebilsordningen DriveNow fortsætter som planlagt. Det vil sige, at parkering bliver gratis for brugerne, og at startskuddet lyder den 3. september.

- Og så kan jeg fortælle, at undersøgelser fra blandt andet Tyskland viser, at brugere af delebilsordninger kører 45 procent mere med kollektiv trafik end andre byboere, og hver femte fravælger ligefrem at have egen bil, siger Arriva-direktøren.

I de danske delebiler kan man blandt andet bruge sit Rejsekort som brugerkort til at åbne og låse bilen med samt registrere forbrug
I de danske delebiler kan man blandt andet bruge sit Rejsekort som brugerkort til at åbne og låse bilen med samt registrere forbrug
 

Han fortalte også, at en tur fra Nørrebro til Amager Strandpark vil koste i omegnen af 65 kroner i en af DriveNows BMW i3. Prisen er fire kroner i minuttet, men ikke over 190 kroner i timen, så der er lidt rabat på længere køreture. Så snart du når frem, parkeres bilen hvor som helst på en p-plads uden tidsbegrænsning. Parkeringen er gratis, og du er færdig med at betale, så snart du har lukket og låst bilen. Bilen behøver ikke at blive parkeret ved en lader, men Arriva lokker med gratis køreminutter, hvis man gør en indsats for at få strøm på bilen.

Laver du buler i bilen, så hænger du på en 5.000 kroner stor selvrisiko. Hvis nu en anden har lavet bulen, gælder det om at opdage og dokumentere skaden, inden man lægger fra land.

Letter trængslen
På et spørgsmål om dog ikke 400 ekstra biler i bybilledet vil forværre trængsel og trafikpropper, var svaret: Nej. Undersøgelser viser, at hver delebil fortrænger seks privatbiler fra byen, og holder det stik, vil delebilerne altså snarere lette biltrængslen i København.

Sandsynligvis vil delebilerne dog klumpe sig sammen i de mest populære områder af hovedstaden, og derfor har Arriva ansat 30 mand m/k til at flytte rundt på bilerne, så de bliver spredt ud i dækningsområdet. Det strækker sig over Københavns Kommune plus Gentofte inklusiv Hellerup Station. Derudover Kastrup Lufthavn, dele af Tårnby Kommune og satellitter ved Hvidovre og Herlev Hospital og DTU i Lyngby.

Du kan sagtens køre udenfor området, men delebilen skal parkeres på området, før du kan stoppe med at betale.
Du kan sagtens køre udenfor området, men delebilen skal parkeres på området, før du kan stoppe med at betale.
 

Kollektiv integration
En væsentlig fordel ved delebilskonceptet er, at det integreres så meget som muligt med den kollektive trafik. For eksempel vil mange af de 640 ladepunkter være placeret ved togstationer, så man kan stille bilen og tage tog eller bus og vice versa. Endvidere er der adgang fra bilernes infoskærme til DSB's Rejseplanen.dk, så man nemt kan planlægge sin videre færd.

3 kommentarer
Vis kommentarer