Dæk med indbygget tryghed vinder frem

Nye typer af dæk, som kan overleve en punktering og køre videre, er blevet en fast del af sortimentet hos de fleste dækproducenter. Men kan det betale sig? Vi ser nærmere på udviklingen

Det er ærgerligt med en punktering. Der er dog valgmuligheder for dig, som vil være lidt på forkant. Foto: Bridgestone
Det er ærgerligt med en punktering. Der er dog valgmuligheder for dig, som vil være lidt på forkant. Foto: Bridgestone

Hvorfor bøvle med donkraft, lappekit eller vejhjælp, hvis dækket punkterer? Det kan nemlig undgås med en ny generation af run flat-dæk, som kan klare en længere strækning, selv hvis der skulle komme et søm på tværs.

Det er kun få år siden, at undertegnede var på FDM Jyllandsringen, hvor dækfirmaet Bridgestone demonstrerede de nye såkaldte Driveguard-dæk, der kan køre videre en vis strækning, selv om de er punkterede, uden at det går ud over køreegenskaberne.

Det er en type run flat-dæk, som ellers har været forbeholdt dyre biler, men som sidenhen kunne fås som en selvstændig serie hos en af de store dækproducenter. Siden da har udviklingen accelereret.

Ikke alene har Bridgestone nu Driveguard-varianter i alle dæktyper og størrelser, mange andre producenter på markedet er også med. Samtidig lanceres fortsat flere nye bilmodeller med run flat-dækkene.

Teknologierne er dog forskellige. Her er to hovedtyper.

Mens Bridgestone Driveguard og en række andre er opbygget med ekstra kraftige sidevægge, så dækket kan køre videre på disse, har den store producent Continental sine Contiseal, der er bygget op med en slags indre membran med flydende gummimasse, som lukker dækket ved en punktering. Egenskaberne er også forskellige.

Mens Driveguard kan køre 80 km med op til 80 km/t., før dækket skal lappes, kan man køre uantastet videre på Continental Contiseal. Det er dæk, som typisk koster 10 til 20 procent mere end et tilsvarende almindeligt dæk, hvilket kan være 100-200 kroner for et standarddæk.

Men det kan variere. Continental kan endda levere en type med ekstra støjdæmpende skum, der især giver gevinst ved elbiler.

Mens Bridgestone aktivt markedsfører Driveguard over for hr. og fru Danmark på eftermarkedet, udrulles Continentals dæk marketingmæssigt, i takt med at fortsat flere biler får denne dæktype.

De nye generationer af sikkerhedsdæk som Driveguard fra Bridgestone betyder, at man kan køre, selv om dækket er punkteret. Foto: Bridgestone
De nye generationer af sikkerhedsdæk som Driveguard fra Bridgestone betyder, at man kan køre, selv om dækket er punkteret. Foto: Bridgestone
 

Christian Jensen, som er tekniker hos Bridgestone Danmark, ser et stort potentiale i Driveguard.

- Det er dæk, som appellerer til den brede befolkning. Der er ingen, som har lyst til at holde ind ved vejsiden og slet ikke ved motorvejen, hvor det er livsfarligt. Især for folk med børn handler det helt klart om sikkerhed, siger Christian Jensen.

- Jeg tror, at vi vil se, at dæk som Driveguard bliver meget udbredt. Når først man har prøvet den type dæk, så tror jeg ikke, at man vil tilbage igen. Man kan se, at man har kontrol over bilen, og man kan finde et sikkert sted at holde ind, siger han og peger på den beskedne prisforskel.

- Alle kan komme i en situation, hvor man simpelthen skal frem til et møde og kan komme det sidste stykke her - eller f.eks skal nå flyet. Så kan man bare stille bilen i lufthavnen, siger Christian Jensen.

Continental Contiseal er bygget op med en membran bagved slidbanen, hvor en flydende gummimasse kan lappe huller. Illustration: Continental
Continental Contiseal er bygget op med en membran bagved slidbanen, hvor en flydende gummimasse kan lappe huller. Illustration: Continental
 

Hos Continental ser Georg Nielsen, der er adm. direktør, at efterspørgslen vokser, i takt med at flere producenter får dækkene ombord. Det gør bilproducenterne bl.a. for at spare vægt, men dækkene giver samtidig den convenience, som det er at kunne fortsætte.

Hvis en bil i første omgang er sat op til f.eks. Contiseal-dækkene, anbefales det at fortsætte med disse, bl.a. hvis undervognen er sat op til disse.

Continental markedsfører ikke Contiseal til eftermarkedet, men salget vokser, i takt med at flere nye bilmodeller får dem. Man kan dog godt købe dem til eftermontering.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

FDM: Fordele og ulemper ved alle typer dæk

Bridgestone Driveguard er dæk med forstærkede karkasser, så man kan køre videre, selv om dækket er punkteret i slidbanen eller i karkassen. Men kun en vis strækning. Foto: Bridgestone
Bridgestone Driveguard er dæk med forstærkede karkasser, så man kan køre videre, selv om dækket er punkteret i slidbanen eller i karkassen. Men kun en vis strækning. Foto: Bridgestone
 

De nye dæk, som kan køre videre ved en punktering, er et godt supplement, men ikke noget revolutionerende.

Det mener Søren W. Rasmussen, teknisk redaktør på FDM’s blad Motor. Han peger på, at der er fordele og ulemper ved begge typer.

- Problemet er, at du aldrig ved, hvad der sker. For hvis du kører et søm op i dækket, så er Continentals Contiseal rigtigt fine. Men hvis du kører noget op, som ridser siden, så kan Continentals ikke lappe sig selv, og så er Bridgestones Driveguard de bedste.

- Hvis man vidste på forhånd, hvad man kom ud for, så var det nemt at vælge dæk, siger Søren W. Rasmussen.

Han peger også på, at man med et dæk som Contiseal kan risikere at køre rundt med søm siddende i dækket uden at vide det. Derfor skal dækket løbende kontrolleres, da søm kan skade dækket. På den anden side skal man gøre sig klart, at Driveguard ikke kan erstatte et værkstedsbesøg.

- Det er et udmærket system, der hjælper bilisten med at komme et sikkert sted hen eller til et værksted frem for at holde lige der, hvor det sker. Men det er en nødløsning, der kan løse opgaven her og nu, men ikke erstatte er decideret værkstedsbesøg, siger Søren W. Rasmussen om Bridgestones løsning.

Her vil dækket formentlig kunne blive lappet alt efter skaden.

- I det ene tilfælde vil det ene dæk være godt, og i det andet tilfælde vil det andet dæk være godt. Så må man prøve at mærke lidt efter. Hvis man er den type, der siger, at man slet ikke er i stand til at betjene et lappekit, så skal man basere sin tryghed på, at man kan køre et sted hen og få det lappet.

- Men hvis man nu er en gør-det-selv-mand, så man sætter lappekittet på og bare kører videre, og man ved, at man aldrig kommer til at bruge det, så er det noget andet, siger Søren W. Rasmussen fra FDM.

Eksempler på run flat-dæk

Bridgestone Driveguard
Har forstærkede dæksider, så man ved en punktering kan køre 80 km med op til 80 km/t. Det betyder, at man kan komme fra vejen og frem til et værksted.

Continental Contiseal
Har en mellemmembran med en slags flydende gummimasse under slidbanen, der lukker et hul på op til fem mm. Ifølge Continental stopper de 80 procent af alle punkteringer.

Her er der tale om en type, så man uantastet kan køre videre med samme hastighed og uden yderligere tiltag.
 

Begge systemer anvendes sammen med et TPMS-dækovervågningssystem, så føreren er klar over, hvis dækket taber luft.