Dansk bilist sætter ny verdensrekord

Den nye rekordtid for at køre fra det nordligste Norge til det sydligste Sydafrika tilhører nu en dansker

Rekordtiden er inklusive 19 timer og ti minutters parkering for at kompensere for flyvning. (Foto: PR)
Rekordtiden er inklusive 19 timer og ti minutters parkering for at kompensere for flyvning. (Foto: PR)

Efter otte dage, 21 timer og tre minutter kørte danskeren Jan Kalmar med sit hold, 'The Longest Drive', ind i Cape Agulhas i Sydafrika. Tiden gjorde tremandsholdet til de nye, stolte verdensrekordindehavere.

Holdet kørte nemlig de 17.475 kilometer mellem Nordkapp i Norge og Cape Agulhas i Sydafrika på en tid, der slog den forrige verdensrekord med hele syv timer og seks minutter.

Hver mand kørte ofte vagter af op til seks timer ad gangen, mens en co-driver holdt øje med vejen og vilde dyr.

Men trods udmattelsen nåede holdet frem i bedre tilstand end deres zebrastribede Porsche Cayenne, der både led af tre ødelagte fælge, fire punkterede dæk, en ødelagt støddæmper, en revnet frontrude og en bukket affjedring.

God forberedelse og minimale fejl
For at slå den tidligere verdensrekord på ni dage, fire timer og ni minutter skulle holdet være godt forberedt, fortæller Jan Kalmar.

– Den tidligere rekord var hurtig – så vi var tvunget til at undgå tidskrævende fejl, siger han i en pressemeddelelse.

Alt blev derfor planlagt og forberedt, og alle tidskrævende stop blev holdt på den minimale tid.

Stop på tankstationer og skift fra vinterdæk blev alle klaret på under otte minutter. Og selv stop ved grænsekontrollen blev klaret med lynets hast.

Unik chance: Sjældent ikon på dansk auktion

Alle nødvendige dokumenter var nemlig forberedte i forvejen, og de lokale hjalp med hurtigt papirarbejde for at få holdet hurtigt frem til deres endelige destination.

Også holdets fans har spillet en vigtig rolle i holdets gennemførsel af rekordkørslen.

– En kæmpe motivation for os tre var, at fans støttede vildt op omkring os. Det var netop det, der holdt os i gang hele vejen, siger Jan Kalmar i pressemeddelelsen.

'The Longest Drive' opnåede da også en pæn virtuel opbakning med mere end 7000 følgere på Facebook.

Genialt trick: Sådan snyder du biltyven