Deleøkonomien rykker ud på danske villaveje

Firmaet Nabotrailer er klar med ny deletjeneste ala GoMore og Airbnb, hvor man kan leje og udleje trailere

Overleveringen mellem udlejer og lejer er vigtig. Her er det de to grundlæggere af Nabotrailer, Anders Muusmann og Kasper Dam Mikkelsen (rød t-shirt), som viser hvordan. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell
Overleveringen mellem udlejer og lejer er vigtig. Her er det de to grundlæggere af Nabotrailer, Anders Muusmann og Kasper Dam Mikkelsen (rød t-shirt), som viser hvordan. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell

Lån en trailer i nabolaget, eller udlån din egen trailer til en nabo henne ad vejen. Det hele sker over en app til din smartphone, og betaling og forsikring klares i samme omgang.

Sådan lyder filosofien bag tjenesten Nabotrailer, der bygger på de samme principper som kortidsudlejning af biler gennem GoMore eller boliger via Airbnb.

De to iværksættere bag tjenesten, Kasper Dam Mikkelsen og Anders Muusmann, ser store perspektiver i konceptet. Både fordi det er praktisk, og fordi det sparer på ressourcerne.

- Der er et oplagt behov på villavejene, hvor der er haveaffald, som skal flyttes, men måske ikke plads til traileren. Samtidig er der nogle, som har trailere stående, men ikke bruger dem hele tiden, siger Kasper Dam Mikkelsen om ordningen, der indtil videre omfatter almindelige trailere alene.

Snart udvides tjenesten til de større trailere til heste, biler, både og flytning, og på sigt er det også tanken at få campingvogne med.

- Udlejere kan både få et tilskud til traileren og hjælpe lokalsamfundet, mens lejere får nemmere ved at komme af med haveaffaldet eller få hesten med til stævne. I bund og grund handler det om at få brugt de ting, vi har, siger Kasper Dam Mikkelsen og fortsætter:

- Samtidig tror vi på, at mange gerne vil lære deres naboer lidt bedre at kende. Når vi mødes og deler ting, danner vi relationer og bliver på den måde mere forankrede i vores lokalmiljø.

Det er en god idé at tage billeder af traileren ved afhentning og aflevering for at forebygge uenighed. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell
Det er en god idé at tage billeder af traileren ved afhentning og aflevering for at forebygge uenighed. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell

Med forsikring
De almindelige trailere lejes ud til 100 kroner for en periode på seks timer, mens et døgn koster 150 kroner. Skal man bruge traileren i flere dage, koster hvert efterfølgende døgn 100 kroner.

Prisen omfatter ud over lejen også en forsikring af traileren hos Tryg Forsikring. Udlejeren får 75 procent af lejeindtægten, som skal beskattes, mens Nabotrailer får de sidste 25 procent.

Der findes allerede en række aktører på markedet, som lejer trailere ud. Det gælder blandt andet en række tankstationer og byggemarkeder. Den største aktør er Freetrailer, hvor det første døgn er gratis. Det koster dog 29 kroner, hvis man skal reservere traileren og yderligere 49 kroner per døgn for forsikring. En ekstra lejedag koster 199 kroner per dag.

Kasper Dam Mikkelsen mener, at produkterne har hver sin berettigelse.

- Der er forskel på de to produkter, som supplerer hinanden. Vores skal være et tilbud, som er lige i nærheden, over nabohækken eller nede ad vejen. Vi ser mere det at købe egen trailer som en konkurrent, siger iværksætteren.

Han kan se, at det foreløbig er i landsbyer og forstæder, at konceptet har fået fat.

- GoMore og Airbnb har foreløbigt mest fået fat i storbyerne. På denne måde kan vi også være med til at få deleøkonomien spredt ud over landet, siger han.

Potentialet er stort. I Danmark er der ifølge Nabotrailer godt 600.000 almindelige trailere og yderligere 300.000 specialtrailere til 1,2 millioner biler med trækkrog. Siden lanceringen 1. marts har mere end 100 brugere på tværs af landet lagt deres trailere op til udlejning, og 1.600 har downloadet appen.

På sigt skal det også være muligt at leje større trailere til eksempelvis sin hest. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell
På sigt skal det også være muligt at leje større trailere til eksempelvis sin hest. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell

Vær omhyggelig
Hos FDM vurderer jurist Casper Schad, at det kan være en god idé at overveje det nøje, før man lejer eller udlejer trailer. Som udgangspunkt er man dækket af bilens ansvarsforsikring, hvis man laver en skade på andre, når bilen er forsikret inklusiv trækkrog.

Skader på traileren kræver til gengæld en særskilt forsikring, og derfor er det ifølge Casper Schad positivt, at trailere hos Nabotrailer er dækket af en forsikring.

Som udlejer og lejer skal skal man også være opmærksom på, at der er forskel på forsikringerne hos for eksempel Freetrailer og Nabotrailer. Hos Freetrailer dækker forsikringen ikke løsdele, mens det er tilfældet hos Nabotrailer.

Ordningen kræver desuden rettidig omhu af både lejer og udlejer.

- Hvis traileren får skrammer eller buler, som ligger under en decideret skade, kan der hurtigt opstå uenighed om, hvem der har ansvaret. Derfor er det en god idé at tage billeder af traileren ved afhentning og aflevering, ligesom når man lejer en bil, sige Casper Schad.

En trailer kan dog også punktere, og i sådanne tilfælde er det ifølge Kasper Dam Mikkelsen lejeren, der er ansvarlig for at få det ordnet gennem sin vejhjælp.

Nabotrailer

  • Den lejede trailer er forsikret hos Tryg Forsikring. Forsikringen omfatter en dækning af traileren samt lejeindtægtstab hos udlejeren.
  • Selvrisikoen er 500 kroner. Ansvar er dækket af bilens trækkrogsforsikring.
  • For en almindelig trailer er prisen 100 kroner for seks timer, mens et døgn koster 150 kroner. Prisen per følgende døgn er 100 kroner. En stor trailer koster 150 kroner i seks timer og 200 kroner for et døgn. Prisen per efterfølgende døgn er herefter 150 kroner.
  • Udlejeren får 75 procent af lejen, som er skattepligtig.

Hvad nu, hvis man låner?
Hvis man udelukkende låner en trailer hos naboen, er det bilens ansvarsforsikring, der dækker skader på andre, ligesom det er tilfældet med en lejet trailer. Forskellen på at leje og låne bliver dog tydelig, hvis det udelukkende er traileren, som beskadiges.

- Hvis man låner en trailer, er man ansvarlig for enhver skade. Men som lejer hæfter man kun for de skader, man selv er skyld i, med mindre der står i lejeaftalen, at man hæfter i videre omfang, siger Casper Schad.

Hvis hærværksmænd skærer dækkene op, hæfter man derfor ved lån, men ikke nødvendigvis ved leje.

Ved lån skal man derfor have en særskilt trailer-kaskoforsikring for at være dækket ved skader på selve traileren. En sådan forsikring er der dog ikke mange som tegner for en almindelig havetrailer, da værdien typisk måske er cirka 1000-4000 kroner. Men den er altså automatisk med ved leje gennem Nabotrailer.

Det er dog ikke kun skader og forsikring, man skal huske at overveje, inden man udlejer sin trailer, påpeger Casper Schad fra FDM.

- Hvis man lejer en trailer ud for 100 kroner og må beholde de 75 procent, som skal beskattes, så er der ikke meget tilbage for den tid, man bruger, og slitage på traileren, siger han.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere