Der kan være fælder i din serviceaftale

En serviceaftale kan give ro i maven. Det er dog ikke i alle tilfælde en god forretning, og der er flere ting, som man skal være opmærksom på

Der burde ikke komme mange uforudsete udgifter med en service- og reparationsaftale. Men du skal alligevel regne efter. Foto: Colourbox
Der burde ikke komme mange uforudsete udgifter med en service- og reparationsaftale. Men du skal alligevel regne efter. Foto: Colourbox

Betal et fast beløb hver måned og slip for uforudsete udgifter til service og reparation på din bil.

Det er tanken bag de serviceaftaler, som de fleste forhandlere af nye biler tilbyder, og det kan der være sund fornuft i. Det er dog ikke nødvendigvis en god forretning for dig som bilejer, og der er en flere ting, som du skal være opmærksom på, før du skriver under.

Der er også forskel på den månedlige pris alt efter model og køremønster, og hvor længe aftalen skal løbe.

Hvis du for eksempel er den glade ejer af en ny VW Polo 1,0 TSI på 90 hk, kan du få en aftale, der løber over 36 måneder og 15.000 kilometer om året for 199 kroner om måneden. Men hvis du har tænkt dig at beholde bil og aftale længere, vil prisen stige gradvist. Vælger du en serviceaftale på fem år, vil den eksempelvis koste 387 kroner om måneden, og ved seks år topper prisen med 493 kroner hver måned – som altså skal betales fra dag et.

Hos Peugeot koster det 229 kroner pr. måned at have en serviceaftale på en 208 Puretech 82 'Envy' i tre år og med 15.000 kilometer, og prisen stiger her til 479 kroner, hvis du vil beholde både bil og serviceaftale i fem år.

Det er i alle tilfælde et beløb, som skal afregnes fra den første måned, du ejer bilen. Det til trods for, at du i mindst to år er dækket af producentens garanti og i de første år forhåbentlig kun får udgifter til en håndfuld serviceeftersyn, der typisk ligger på omkring 3000 kroner stykket.

På den anden side kan du også betragte aftalen som en delvis udvidelse af garantien og en forsikring mod uforudsete udgifter. Samtidig følger der også vejhjælp og mobilitetsservice med til de autoriserede serviceeftersyn.

Hos Peugeot ser pressechef Hanne Sørensen, at flere kunder indgår service- og reparationsaftalerne.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores serviceaftaler. Og da Peugeot 208 jo er den mest solgte model, er der helt naturligt stor interesse for serviceaftaler til denne model, siger hun.

Hanne Sørensen mener, at kunderne vælger aftalerne af flere årsager. Det handler ifølge hende både om, at priserne er attraktive, og at man ønsker at have snor i omkostningerne.

- Tendensen er, at kunderne efterspørger overblik over deres omkostninger, siger hun.

Hos FDM er man generelt forbeholden overfor serviceaftaler. Casper Schad er advokat hos bilistorganisationen, og han peger på, at der både er fordele og ulemper ved aftalerne.

- Fordelen er, at man kender budgettet med sikkerhed og ikke får måneder med nul kroner i udgifter og måske nogle med 10.000 kroner, siger han og tilføjer:

- Det kan samtidig være en fordel, hvis man har en bil, som er reparations- og servicekrævende.

Husk!

  • Overvej, hvor længe du skal have bilen.
  • Regn på dine udgifter, og hvad du får igen.
  • Gennemgå nøje kontrakten, så du ikke bliver overrasket.

Ifølge Casper Schad skal man dog også holde sig for øje, at prisfordelen forsvinder, hvis man for eksempel opsiger en lang aftale før tid. Dertil kommer, at man i nogle tilfælde skal binde sig på andre punkter end bare tiden.

- Nogle aftaler binder kunden længere tid ad gangen til et bestemt mærke eller værksted, og det kan være et problem, hvis man flytter eller bliver uenige med værkstedet, siger han.

Casper Schad har derfor ét klart råd til, hvad man skal gøre, før man underskriver en serviceaftale. Det handler i al enkelhed om at finde lommeregneren frem og se, om ens umiddelbare udgifter tjener sig hjem.

- De fleste oplever nok at betale mere, end de får. Man skal være opmærksom på prisen i aftalen, og hvad den dækker. Ofte kan det bedre betale sig at sætte penge i banken. Priserne burde i højere grad afspejle, at man som kunde binder sig til at bruge det samme værksted over en periode, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sæt dig grundigt ind i tingene


FDM får en del henvendelser fra medlemmer, som er overraskede over, at bestemte reparationer eller komponenter ikke er omfattet af service- og reparationsaftalen.

- Når vi gennemlæser kontrakten, viser det sig ofte, at reparationerne ikke er dækkede, og så bliver folk skuffede, siger Casper Schad, som er advokat hos bilistorganisationen.

Organisationen har også set en række eksempler på, at biler med servicekontrakter har fået en ringere behandling, fordi det så ville koste ekstra for værkstedet.

- Vi oplever i mange tilfælde, at værkstederne ikke gør sig umage, når der er tale om servicekontrakter. Vi har fået biler ind, som hang i laser. Derfor anbefaler vi også en stor gennemgang af bilen ved et uvildigt værksted, før den afleveres, eller serviceaftalen udløber, siger Casper Schad.

Ifølge advokaten er det samtidig vigtigt, at man kan komme ud af kontrakten med en måneds opsigelse, hvis ens situation ændrer sig. Til gengæld skal kontrakten være uopsigelig fra forhandlernes side.

- Vi har oplevet situationer, hvor forhandlere har opsagt en kontrakt, hvis en kunde blev et for dyrt bekendtskab, eller på det tidspunkt, hvor bilen begyndte at få risiko for dyre reparationer, siger han.

På samme måde har FDM set tilfælde, hvor forhandleren har krævet, at bilejere, som trådte ud af aftalen før tid, skulle betale ekstra, hvis der havde været flere udgifter på bilen, end der var betalt abonnement.

- Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, fordi det udhuler aftalen, siger Casper Schad.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Forskel på detaljerne


Selv om servicekontrakterne som udgangspunkt dækker det samme, kan der alligevel være forskel på detaljerne i aftalerne. Det viser en gennemgang af kontrakternes betingelser hos Volkswagen og Peugeot.

Hos begge mærker dækker aftalerne det meste, der omfatter service, reparationer og dagligt slidt som pærer og viskerblade. Men der er også undtagelser: Nye dieselbiler skal for eksempel have fyldt AdBlue-tanken op fra tid til anden for at kunne køre, og her er der kun opfyldning i forbindlese med service hos Volkswagen.

Partikelfiltret, som skal skiftes yderst sjældent, er ikke omfattet.

Hos Peugeot får du garanteret en gratis lånebil ved service, mens du selv skal betale for den ved reparationer. Lånebilen er i forvejen inkluderet ved nogle af forhandlerne af de to mærker, men langt fra alle.

Peugeot har også fem procent rabat på serviceaftalen, hvis bilen er finansieret gennem Peugeot.

20 kommentarer
Vis kommentarer