Derfor kører din bil kortere på literen

Ny beregningsmåde giver et mere realistisk billede af bilens brændstofforbrug. Tallene for mange modeller overrasker, men der er en forklaring

Ford Focus har ikke mærket overgangen til WLTP-normen lige så meget som andre biler. Foto: Ford
Ford Focus har ikke mærket overgangen til WLTP-normen lige så meget som andre biler. Foto: Ford

Det er blevet lettere at gennemskue, hvor langt din bil kører på literen. Fra årsskiftet har bilimportørerne nemlig skullet opgive brændstofforbruget efter den nye og mere retvisende WLTP-norm, der afløser den gamle NEDC-norm.

Det kan især ses på mikrobiler og større modeller med dieselmotor, hvor brændstofforbruget på papiret er steget med op til 30 procent. Men bare rolig, bilerne kører lige så langt på literen som før, og efter den bebudede afgiftsforhøjelse blev afblæst i forrige uge, er der heller ikke udsigt til voldsomme prisstigninger.

Der er dog stor forskel på, hvor meget det teoretiske forbrug er steget blandt de enkelte bilmodeller. En Volkswagen Take Up med 60 hk, der tidligere kørte 24,4 km/l efter NEDC-normen, klarer nu eksempelvis 19,6 km/l, mens en dieseldrevet Peugeot 208 med 100 hk er gået fra 33,3 km/l til 23,8 km/l.

En del af forklaringen på forskellen er, at VW-koncernen de seneste to-tre år løbende har skåret en luns af de noget oppustede NEDC-tal, mens PSA-koncernen, der står bag Peugeot, tager det hele i ét hug. For tre-fire år siden kunne enkelte VW Polo- og Golf-modeller med dieselmotor således også køre over 30 km/l på papiret.

I en overgangsperiode i efteråret 2018 kunne bilproducenterne benytte sig af et teoretisk tilregnet tal, kaldet NEDC2, der fungerede som en midlertidig løsning. Det betyder, at forbruget for en stribe nye modeller, som er lanceret inden for det seneste halve til hele år og født med NEDC2-normen, ikke er steget så meget.

Det gælder for eksempel Ford Focus 1,0 125 hk 'Titanium', der kørte 20,8 km/l efter NEDC2-normen og nu er opgivet til 17,2 km/l-17,5 km/l.

Hos Volkswagen, som løbende har reguleret sine tal, er en VW Polo 1,0 med 90 hk gået fra at køre 22,7 km/l på papiret til 18,5 km/l, mens en VW Golf hatchback med en dieselmotor på 115 hk nu kører 20,2 km/l mod tidligere 24,4 km/l.

De nye tal er i alle tilfælde en fordel for bilejerne, pointerer Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef for Økonomisk Politisk Sekretariat hos bilistorganisationen FDM. Mange bilmodeller har nemlig kørt færre kilometer pr. liter brændstof, end de tidligere har været opgivet til.

- De tal, vi ser nu, er meget tættere på, hvad man kører i virkeligheden. For nogle bilmodeller rammer de næsten præcist, mens andre måske stadig ligger 20 procent fra målet, viser vores erfaringer, siger Torben Lund Kudsk.

Han vurderer, at blandt andet PSA-koncernen tidligere har været god til at optimere sine biler, så de passede til NEDC-testens betingelser – uagtet, at resultaterne af denne test altså ikke svarede så godt til virkeligheden.

Torben Lund Kudsk peger på, at den nye beregning i alle tilfælde er en fordel for den almindelige bilist.

- Det bliver alt andet lige nemmere at lave et mere præcist kørselsbudget. Hvis man pendler meget, er det ikke ligegyldigt, hvor langt biler reelt kører på literen, siger afdelingschefen.

Torben Lund Kudsk forklarer, at det især er biler med små turbobenzinmotor eller dieselmotor, som bliver straffet af den nye og mere realistiske WLPT-målemetode.

- Det er den type biler, som tidligere havde svært ved at leve op til NEDC-normen i virkeligheden. Især når de kom ud på motorvejen. Samtidig er dieselmotorerne mere følsomme, efter hvordan du kører. Derfor kommer de største afvigelser med de nye WLTP-tal her, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Giv agt, hvis du køber brugt bil


Hvis du er på jagt efter en brugt bil, skal du være ekstra opmærksom. De mange ændringer i måden at opgøre brændstofforbruget på betyder nemlig, at tre biler, der i princippet er ens, kan have forskellige brændstofforbrug på papiret.

En Peugeot 208 fra foråret 2017 vil eksempelvis se ud til at klare 33,3 km/l efter NEDC-normen, mens den samme bil fra efteråret 2018 kører 30,3 km/l efter NEDC2. Og kigger man endelig på en identisk bil fra januar 2019, så lander den på 23,8 km/l efter WLTP-normen. Selv om bilen altså er den samme og kører lige så langt på literen i virkeligheden som de andre.

Her lyder rådet at sætte sig ind i bilens modelhistorik. Hvis motoren ikke er ændret, giver den nyeste model fra januar 2019 med WLTP-tal det mest retvisende billede af bilens reelle brændstofforbrug.

Hos Bilbasen.dk, som udbyder tusindvis af brugte biler på nettet, hentes oplysningerne om hver bil fra Motorstyrelsen. Der er tale om stamdata, og en bil fra foråret 2018, der sættes til salg på Bilbasen, vil derfor helt automatisk vises med det forbrugstal, der var gældende på det tidspunkt.

Vil man være helt sikker på, hvor langt bilen kan køre, kan man tjekke det på hjemmesiden hvorlangtpaaliteren.dk. Tallene er dog ikke altid helt opdaterede.

Så meget er forbruget steget

 

Siden 1. januar har alle bilimportører været pålagt at opgive brændstofforbruget efter WLTP-normen i prislisterne. Det har haft stor betydning for nogle bilmodeller, der nu ser ud til at køre markant kortere på en liter brændstof. Andre er til gengæld sluppet billigt fra ændringen. Vi har samlet et udpluk herunder:

VW Take Up tredørs 60 hk:
NEDC: 24,4 km/l
NEDC2: 22,2 km/l
WLTP: 19,6 km/l

Peugeot 208 100 hk Blue HDI diesel:
NEDC: 33,3 km/l
NEDC2: 30,3 km/l
WLTP: 23,8 km/l

Ford Focus 1,0 125 hk 'Titanium':
NEDC2: 20,8 km/l
WLTP: 17,2-17,5 km/l

Mercedes A-Klasse 116 hk diesel:
NEDC2: 23,8 km/l
WLTP: 20,8 km/l

Citroën Berlingo 'Iconic' 100 hk Blue HDI:
NEDC2: 25,0 km/l
WLTP: 16,9 km/l

VW Passat Variant 2,0 TDI DSG 150 hk:
NEDC2: 23,1 km/l
WLTP: 18,2 km/l

BMW X5 xDrive 30d 3,0 diesel 265 hk:
NEDC2: 16,7 km/t
WLTP: 13,3 km/l

160 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere