Dybt godnat: 10.000 i bøde for at køre med tom trailer

Tåbelige regler: Fordi Allan Blinkilde kørte uden last fik han en bøde for at køre uden fartskriver

Pas på. Stram dansk tolkning af EU-regler kan betyde, at et vogntog som dette skal udstyres med fartskriver Privatfoto
Pas på. Stram dansk tolkning af EU-regler kan betyde, at et vogntog som dette skal udstyres med fartskriver Privatfoto

Autolakerer Allan Blinkilde blev stoppet for nylig af politiet i Holbæk med en tom autotrailer efter sin Peugeot Boxer, og det blev dyrt.

- Vi kører som en service ud til autoforhandlerne og henter biler og stumper, der skal males, fortæller Allan Blinkilde, som ejer Lakeksperten i Holbæk.

Da han blev stoppet den 18. juni, var traileren tom, men han fik alligevel en bøde, fordi vogntoget var udstyret til at kunne fragte en bil, og vægten dermed ville overstige 3.500 kilo.

4.000 til chaufføren
Bøden var på 6.000 kroner til firmaet og 4.000 kroner til bilens chauffør Allan Blinkilde.

- Jeg kunne lige så godt have haft haveaffald med på traileren, og så havde jeg ikke fået en bøde, mener Allan Blinkilde, som ikke betaler den store bøde uden kamp.

- Sagen er overgivet til min advokat, og jeg regner ikke med at komme til at betale, siger han.

EU-reglerne om køre/hviletidsbestemmelser og fartskrivere er både omfattende og komplekse, og hvad værre er; de tolkes forskelligt fra land til land.

Vanvittigt
Den danske tolkning af reglerne får også Jan Kipling, der ejer og driver Jan Kipling Automobiler, op i det røde felt.

- Enhver med sund fornuft kan se det fuldstændig vanvittige i, at en autolakerer som henter biler i lokalområdet, sidestilles med en langturschauffør. Ja altså, undtagen Rigspolitiets Færdselsafdeling, siger Jan Kipling.

Tjek her om du og din virksomhed er undtaget fra reglerne om køre/hviletid og dermed ikke behøver investere i en fartskriver. Vejledning om undtagelser fra køre- og hviletidsordningen.

Ifølge eksperter på området slår dansk politi rekorden, når det gælder at tolke reglerne så restriktivt som muligt.

Ok syd for grænsen
Brancheorganisationen AutoBranchen Danmark, der repræsenterer bilforhandlere, bilværksteder og autolakererier, er meget skeptisk overfor den stramme danske fortolkning af reglerne. Bare syd for grænsen hos det tyske politi tolkes reglerne mere lempeligt.

- De tyske myndigheder mener lige som os, at en bil der skal transporteres fra et værksted til eksempelvis en autolakerer for at blive malet, skal opfattes som gods, så der ikke er behov for en fartskriver, udtaler Jens Brendstrup, administrerende direktør for AutoBranchen Danmark.

Forskelsbehandling
Jens Brendstrup mener, at konsekvensen af den danske fortolkning bliver, at håndværkere forskelsbehandles alt efter hvilket håndværk, der er tale om.

Politiet tolker reglerne således, at man kan køre med ”egne varer/materialer” uden fartskriver, hvis man for eksempel driver en murervirksomhed, hvor der med køretøjet transporteres materialer og værktøj til brug for udførelse af murerarbejde, og hvor føreren er murer, og hans hovedaktivitet er at udføre murerarbejde. Men autolakereren kan ikke hente og aflevere kundernes biler, for det er ikke hans hovederhverv, og så skal han have en fartskriver installeret og i øvrigt leve op til bestemmelserne i køre/hviletidsordningen.

 

 Ekstra Bladet har været i kontakt med flere hos Færdselspolitiet, som mener, at det er korrekt, at en autolakerer, som henter biler i lokalområdet, sidestilles med en langturschauffør. Vi fik desværre ikke fat på en betjent, som kunne udtale sig officielt om sagen.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen