Elbiler kan trække mere og mere på krogen

Fortsat flere elbiler kan fås med anhængertræk. Det er dog kun de største, som må trække en full size campingvogn, og det koster i alle tilfælde meget på rækkevidden at have noget på krogen

En ny elbilmodel som VW ID. 4 kan have 1000 kg-1200 kg på krogen. Mange af køberne vælger at købe et anhængertræk med. Foto: VW
En ny elbilmodel som VW ID. 4 kan have 1000 kg-1200 kg på krogen. Mange af køberne vælger at købe et anhængertræk med. Foto: VW

De tider, hvor ejere af elbiler måtte kigge langt efter muligheden for at have en trailer eller en campingvogn spændt efter bilen, er ved at være ovre. En lang række af de elektriske modeller må nemlig efterhånden trække pænt meget.

Mens Hyundai Kona Electric må have 300 kg på krogen, kan en Ford Mustang Mach-E klare 750 kg. En VW ID. 4 kaperer mellem 1000 kg-1200 kg, og en Ioniq 5 klarer 1600 kg. Højere oppe kan en Audi etron trække 1800 kg, og en Tesla Model X napper hele 2250 kg.

Det betyder, at f. eks. en populær elbil som VW ID. 4 kan have en stor trailer eller lille campingvogn med. De 1500-1600 kg, som en typisk dansk campingvogn vejer, er foreløbig kun for de største modeller.

Men det er heller ikke nødvendigvis en fordel.

Martin Messer Thomsen, som er talsmand for elbilforeningen, FDEL, har testet campingvognskørsel med en vogn på 1000 kg bag henholdsvis en Tesla Model 3 og en Audi e-tron samt en større vogn på 1460 kg med en Mercedes EQC foran.

Han konstaterer, at en elbil typisk har masser af kræfter at gøre godt med, men at batteriet - og dermed rækkevidden - sætter begrænsningen.

- Det er en sand fornøjelse at køre med en elbil, der har stort moment og trækkraft.

Martin Messer Thomsen er talsmand for Foreningen af Elbilister. PR-foto
Martin Messer Thomsen er talsmand for Foreningen af Elbilister. PR-foto
 

Så der er ikke nogen udfordring ved at gøre det i praksis. Også fordi man ikke skal skifte gear, så man har fuld koncentration på selve køreoplevelsen. Det gør det meget nemmere at køre med anhænger og campingvogn, siger han.

- En udfordring er dog, at rækkevidden går gevaldigt ned. Så længere ture er absolut en prøvelse, især hvis man skal ind og oplade flere gange med en anhænger på.

Men i nærområdet er det en fornøjelse, siger Martin Messer Thomsen.

Han peger på, at elbilerne er perfekte til at trække f. eks. flyttetraileren, varerne fra byggemarkedet eller haveaffaldet til genbrugspladsen.

Men kun til kortere ture. Her viste en test fra i vinter, at en Tesla Model 3 Long Range kunne køre 300-335 km med en åben trailer på 270 kg, mens rækkevidden blev 215-260 km med en lukket flyttetrailer på 360 kg og endelig 175-210 km med en kantet campingvogn med en vægt på 1000 kg.

Tesla Model 3 kan have 1000 kg på anhængertrækket. Foto: Tesla
Tesla Model 3 kan have 1000 kg på anhængertrækket. Foto: Tesla
 

I den seneste test fra april med en Mercedes EQC, temperaturer på 10-15 grader og en campingvogn med en vægt på 1460 kg var resultatet også klart.

Her blev bilen med en teoretisk rækkevidde på cirka 411 km målt til 330 km uden påhæng og endte på henholdsvis 210 km og 185 km i med-og modvind. Ved højere temperatur er rækkevidden muligvis lidt længere.

Martin Messer Thomsen mener, at energimængderne i batterierne skal op på det dobbelte af i dag, før det giver mening med lange stræk og campingvogn. Det vil sige 150 kW til 200 kW, så der reelt er en rækkevidde på 300 km med campingvogn.

Her er nemlig også udfordringer med at oplade undervejs. Der er således ofte ikke plads til at have vognen med ved ladestanderen.

- Elbilerne trækker ganske glimrende en kæmpe campingvogn. Der er bare stor nedsættelse i rækkevidden med de nuværende elbiler og større campingvogne.

- Det er vigtigt at fortælle, at hvis man overvejer at købe de her biler, så man ikke kommer til at lave en forkert investering. Så kan folk selv vurdere, hvad de har temperament og tålmodighed til, siger Martin Messer Thomsen.

Det må elbilerne maksimalt trække

Intet eller næsten intet
Tesla Model S: Fås ikke med træk

VW ID. 3: 55 kg (til cykelholder)

MG ZS EV: 75 kg (til cykelholder)

Peugeot e-208/e-2008: '0 kg' (til cykelholder med to cykler)


Under 1000 kg
Ford Mustang Mach E: 750 kg

Hyundai Kona Electric (Long Range): 300 kg

Jaguar I-Pace: 750 kg

Kia e-Niro: 300 kg

 

Over 1000 kg
Tesla Model 3: 1000 kg

VW ID. 4: 1000 kg (maks. 12 procent stigning) eller 1200 kg (maks. 8 procent stigning)

Skoda Enyaq: 1000 kg

 

Over 1200 kg
Tesla Model Y: 1500 kg

Nissan Aryia: 1500 kg

Ioniq 5: 1600 kg

Mercedes EQC: 1800 kg

Audi e-tron: 1800 kg

Tesla Model X: 2250 kg

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fra kulkælderen og helt til kvist

Foto: VW
Foto: VW
 

Martin Messer Thomsen bliver suppleret af Stefan Rosendal, som er teknisk rådgiver hos Dansk Camping Union (DCU).

Organisationen har for nylig testet en campingvogn på 800-900 kg med elbilen Audi e-tron foran til at trække campingvognen.

- Det er en fed oplevelse som campist at opleve en bil, der trækker fra 0-100 km/t. helt nede fra kulkælderen og helt til kvist. Du har det fulde moment, når du lægger fra land. I en konventionel bil skal du arbejde dig op gennem gearene, hvis du har noget tungt bagefter.

- Her får du maks. moment. En ulempe er dog, at der er lidt vind-og måske dækstøj, siger Stefan Rosendal.

Han peger dog samtidig på, at den største udfordring netop er rækkevidde og vindmodstand, som hænger sammen.

Mens det koster en femtedel på forbruget at hægte en campingvogn på en dieseldrevet bil og en fjerdedel på en benzinbil, er det hele to-tredjedele for en elbil, og dermed rasler rækkevidden hurtigt ned.

- Sådan er præmissen, når vi hægter en elbil foran en campingvogn.

Når man fra producenten siger, at den kan køre 500 km på en opladning, så skal vi regne med, at det kun er 200 km med en campingvogn, siger Stefan Rosendal.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det koster anhængertræk

En Mercedes EQC kan have hele 1800 kg på krogen. Det koster dog på rækkevidden hvis du f.eks. kobler en fuldvoksen campingvogn bagpå. Foto: FDEL
En Mercedes EQC kan have hele 1800 kg på krogen. Det koster dog på rækkevidden hvis du f.eks. kobler en fuldvoksen campingvogn bagpå. Foto: FDEL
 

Priserne varierer for anhængertræk til elbiler. Vi har fundet nogle eksempler.

Til en populær elbil som VW ID. 4 koster et svingbart træk 6995 kr. Det kan dog også eftermonteres. Trækket kan klare en trailer på 1000-1200 kg, og ifølge den danske VW-importør vælger mange af køberne at bestille med træk.

Den mindre ID. 3. må kun have en krog, som kan klare 55 kg og dermed en cykelholder.

En Tesla Model 3 må trække 1000 kg i de fleste varianter. Det koster 9500 kr. at få et aftageligt træk på ab fabrik. Det kan ikke eftermonteres. En Tesla Model X kan trække rekordmange 2250 kg, og den nye Tesla Model Y kan klare 1500 kg, mens en Tesla Model S ikke kan få træk.

Går du og drømmer om at skifte bilen ud, kan du læse med i denne guide til online bilkøb.