Få dækket dine udgifter til bilturen i efterårsferien

Udnyt de tomme pladser i bilen og få dækket en stor del af dine udgifter til turen – samkørsel er populært som aldrig før

Hvis du ikke gider stå i vejsiden med tomlen i vejret, kan du bruge GoMore.dk eller samkørselsgrupper på Facebook til at koordinere samkørsel. (Arkivfoto: Jens Dresling)
Hvis du ikke gider stå i vejsiden med tomlen i vejret, kan du bruge GoMore.dk eller samkørselsgrupper på Facebook til at koordinere samkørsel. (Arkivfoto: Jens Dresling)

Mens der i foråret er adskillige ferie- og helligdage at tage af, så byder efteråret for de fleste danskeres vedkommende kun på en enkelt uges ferie. Og den bruger vi tilsyneladende i høj grad på at besøge familie og venner inden for landets grænser.

Det er i hvert fald meldingen, hvis man spørger hos nogle af landets største portaler for samkørsel. Hos GoMore, som med 350.000 medlemmer er Danmarks absolut største, stiger efterspørgslen kraftigt i disse dage.

- I weekender og ferier har vi tre gange så stor efterspørgsel, som vi har udbud, og efterårsferien ser ud til at sætte rekord, fortæller Rasmus Carlsen, der er presseansvarlig hos GoMore, og uddyber:

- Folk skal hjem og besøge familie og venner, og mange af vores brugere er studerende, som læser i de store byer og gerne vil hjem i ferien.

Se også: Ny Opel Astra kaster dagslys om natten

Samme besked får man fra en af de lidt mindre spillere på markedet, Ants, som har ca. 20.000 aktive brugere.

- Vores trafik stiger kraftigt i disse dage. Lige nu oplever vi 3-5 gange større trafik på vores website og på vores mobile apps, fortæller Aleksander Soender, der er medstifter af Ants.

Rekord indenfor rækkevidde
Den hidtidige rekord hos GoMore for antal afgange på én dag har indtil nu været på 4.600, men fredag er der udsigt til at den rekord bliver slået godt og grundigt.

- Onsdag eftermiddag var der allerede oprettet mere end 4.000 lift, og vores formodning er, at vi kommer pænt over 5000 lift i løbet af fredagen, lyder det fra Rasmus Carlsen.

Biler - 6. okt. 2015 - kl. 09:34 Toyotas ultimative miljøbil: Se første test her

Mange går forgæves
I alt forventer man hos GoMore, at efterårsferien vil byde på op mod 25.000 afgange. Men i virkeligheden er efterspørgslen tre gange så stor.

- Det er lidt ærgerligt, at vi kommer til at skuffe så mange medlemmer, som ikke kan få det lift, de havde håbet på. Men vi er jo drevet af, at der er nogle bilister, som åbner deres bildøre for passagerer, så vi kan kun opfordre bilisterne til at gøre netop dét, siger Rasmus Carlsen.

Gratis alternativer
Det er gratis at bruge Ants-portalen til at arrangere samkørsel, mens man hos GoMore tager en lille del af kagen for at stille deres service til rådighed. Men lykkes det ikke at finde et lift hos de store udbydere, kan man finde andre alternativer, som ikke koster penge. Eksempelvis kan de sociale medier være en effektiv måde at sikre et billigt lift på.

Se også: Midt i krisen: Så mange danskere køber VW

Særligt på Facebook er der adskillige grupper, hvor man arrangerer samkørsel mellem eksempelvis København-Holstebro/Herning, Svendborg-København og Aarhus-Sønderjylland. Alene i disse tre grupper er der i alt næsten 3000 personer, og også her er der heftig aktivitet i disse dage.

Gode benzinpenge
Uanset, om man vælger at tilbyde lift gennem GoMore, Ants eller andre alternativer, er der dog ingen tvivl om, at man ved at fylde de tomme pladser i bilen kan få dækket en væsentlig del af sine udgifter ved turen.

Prisen på en tur mellem København og Aarhus ligger på mellem 160 og 200 kr., så har man tre-fire ledige pladser på sådan en tur, kan man altså få dækket noget mere end blot turen over Storebæltsbroen.

5 kommentarer
Vis kommentarer