Få hjemmeservice til bilen

Flere firmaer er klar med nye muligheder for rengøring af din bil. Nogle sker på abonnement i centre med vente-lounge, mens andre rykker hjem til dig. Vi ridser nogle af mulighederne op

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Når nu du kan få hjemmeservice til at klare rengøringen, en vinduespudser til at ordne udsynet og en havemand til at klippe græsset eller hækken, hvorfor så ikke også betale sig fra det sure slid med at rengøre bilen ind- og udvendigt?

Sådan lyder buddet fra en ny type firmaer. Det gælder bl.a. Central Carwash, som startede i Aalborg og nu udvider med Aarhus, der har som mål at blive landsdækkende.

Her sælger man indvendig rengøring af bilen i kombination med udvendig håndvask på abonnement, hvor pakkerne koster fra 299 kr. over 349 kr. til 499 kr. pr. md., og hvor der er indvendig rengøring med fra det midterste abonnement. Det gælder for ydelser ad libitum, selv om der dog skal bestilles tid.

Vi har tidligere fortalt om den nye trend med flatrate-abonnement til vaskehaller, hvor du kan købe månedsabonnement helt ned til 69 kr. hos et selskab som Wash World, der er skabt af folkene bag Fitness World.

Convenience for bilejere

  • Der findes en række områder med services, hvor livet kan gøres lettere for dig som bilejer.
  • Det gælder lige fra dækhoteller hos forhandlere, værksteder og dækcentre til flatrate-abonnementer på bilvaske eller indvendig rengøring af bilen på abonnement.
  • Som ved alle abonnementsordninger skal du gøre dig klart, hvor meget du vil bruge dem, og om du har et reelt behov.

Her går man bare et skridt videre. Ifølge Damir Stojkovic, der er indehaver af Central Carwash, er der mange bilejere, som gerne vil slippe for den sure pligt med at støvsuge bilen, pudse vinduer og måske rense sæder. Han uddyber, hvem kunderne typisk er.

– Det er folk, som prioriterer nogle andre ting end at stå i vaskehallen og gøre bilen ren, men som sætter pris på at have en bil, der er pæn og ren, siger Damir Stojkovic.

– Det er generelt folk, der har en travl hverdag, og som ikke selv vil stå med det. Rengøringen er lidt en øv-opgave, som de fleste har brug for, men som de ikke får prioriteret og gjort. De har bare ikke opdaget endnu, at der er en løsning. De kan godt overkomme at køre bilen igennem bilvasken og tænker så, at de springer støvsugning og rudepudsning over og klarer det næste gang. Men så bliver det aldrig gjort, siger Damir Stojkovic.

Se også: Stor Toyota tager revanche i ny test

Mange af kunderne er ejere af dyrere biler som BMW, Audi og Tesla, som går ekstra meget op i bilen. De kan så sidde og arbejde i kundelounges i de godt 40 minutter, en behandling tager.

Ifølge Damir Stojkovic er det også travle børnefamilier, hvor børnene ofte får lov til at spise i bilen på vej til og fra skole eller institution, og seniorer med luft i økonomien, der benytter sig af ordningen.

Konceptet bag Central Carwash er udviklet med hjælp fra Anders Dirksen, som er en guru inden for udvikling af kædekoncepter, og som sidder med i bestyrelsen. Det betyder, at alle procedurer er sat i system lige fra booking til udførelsen og slutteligt en servicebog, hvor kunden kan følge alt, hvad der er gjort ved bilen.

Nogle firmaer går et skridt videre. Det gælder bl.a. Ecowash med base i Aarhus, der rykker hjem til dig og laver ind- og udvendig rengøring. Her starter priserne fra 449 kr.-899 kr. pr. rengøring for en bil i VW Up-størrelse, mens en bil i VW Touareg-størrelse koster fra 749 kr.-1.149 kr.

Netop muligheden for at kunne tilkøbe sig til ydelser, der giver convenience og en lettere hverdag, er stigende, konstaterer man hos FDM.

Se også: Opsigtsvækkende udmelding: Ingen dieselbiler i Europa efter 2021

Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker i FDM’s tekniske rådgivning, uddyber:

– Vi ser det jo med serviceaftaler på nye biler, hvor det snarere mere er reglen end undtagelsen, at folk tilkøber en sådan. De køber sig en form for sikkerhed omkring vedligeholdelsen, siger Jørgen Jørgensen.

– Det er lidt det samme med delebilsordninger, hvor man betaler sig til en ydelse, hvor man så har adgang til bilen under bestemte vilkår. Her har man så adgang til nogle gange vask og rengøring, konstaterer han.

Se også: Vinterdæk til varevogne dumper

--------- SPLIT ELEMENT ---------

FDM: Kend dine behov for bilrengøring og vask

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Det lyder tillokkende med at få håndvasket og rengjort bilen indvendigt på abonnement. Det kan være en hjælp i hverdagen for nogle, mens det for andre er spild af penge. Sådan lyder meldingen fra seniortekniker Jørgen Jørgensen fra FDM, der kigger nærmere på en ordning som abonnementet fra Central Carwash.

– Det er for de magelige og for de, som gerne vil have en bil, der ser flot ud - og som gerne vil betale for det. Men man når også langt med en støvsuger og en fugtig klud, siger Jørgen Jørgensen.

Han peger på, at man i alle tilfælde skal afsætte fra en halv time og op. Men også planlægge efter det.

– I modsætning til bilvaskehaller, skal du være der til en aftalt tid. Hvis der er flere hundreder, som har tegnet sådan et abonnement, så må man sætte spørgsmålstegn ved, hvornår man kan få en tid, siger Jørgen Jørgensen

– Det er sikkert fint. Men efter sådan en tur skal bilen under normale omstændigheder heller ikke have en omgang igen de næste par måneder, konstaterer Jørgen Jørgensen.

Ifølge ham vil de fleste kunne klare sig med at gøre bilen ren indvendigt et par gange om året - som regel efter vinteren og en forårsrengøring. Her er det ofte nok med en gang støvsugning, pudsning af ruderne samt sæbevand og en fugtig klud til overfladerne.

– Det er nok det, som de fleste mennesker kan klare sig med. Her får bilen håndvask. Det er der ikke noget i vejen med, ligesom kvaliteten formentlig ikke er det. Men om det er noget, de fleste mennesker har et reelt behov for, vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, siger Jørgen Jørgensen.

Se også: Hypet VW-elbil i front for grøn bølge

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere