Få svar på dine spørgsmål om VW's diesel-skandale her

De seneste uger har luften været fuld af daglige nyheder om VW-koncernens dieselsnyderi. Vi giver dig overblik her

VW Passat 2,0 TDI Variant er en af Danmarks mest populære brugte biler og ramt af skandalen med snydesoftware indbygget i dieselmotoren. Foto: Jonas Ahlstrøm
VW Passat 2,0 TDI Variant er en af Danmarks mest populære brugte biler og ramt af skandalen med snydesoftware indbygget i dieselmotoren. Foto: Jonas Ahlstrøm

Hvad handler sagen om?
Sagen rullede, da det blev afsløret, at VW har installeret en software, der får bl.a Jetta og Passat-modeller med mærkets firecylindrede 'Clean Diesel' til at overholde normkravene for udledning af kulbrinter (NOx) til typegodkendelsen, mens de på vejene udleder langt over grænseværdien.

Hvorfor er sagen opstået i USA?
Det koster på motorens ydelse og brændstoføkonomi at køre i en indstilling, hvor miljøkravene overholdes.

I USA er der meget skrappe krav til udledning af NOx, mens det i Europa traditionelt har været CO2-udledningen, som har været i fokus. Dieselmotorerne fra VW er udviklet til europæiske krav.

VW har været alene som volumensælger af dieseldrevne personbiler i USA. Hvis den niche skulle udbygges i kampen mod konkurrenterne, bl.a. Toyotas hybridbiler, der satser på en kombination af el- og benzinmotor, og uden at bruge en dyr motorteknologi med tilsætningsstoffet AdBlue, har det tilsyneladende været fristende at snyde. Systemet med en såkaldt SCR-katalysator og AdBlue kan koste næsten det samme som en motor.

Hvor omfattende er sagen?
VW har erkendt, at den pågældende software er installeret i biler andre steder i verden, og at i alt 11 millioner biler af mærkerne VW, Audi, Skoda og Seat er omfattet. Topchefen, Martin Winterkorn, har erkendt snyderiet og trukket sig, mens de tyske myndigheder vil rejse en sigtelse for bedrageri.

Koncernen har fået en frist frem til 7. oktober til at komme med en løsning på problemet, og VW har meldt ud, at der nu foreligger en handlingsplan, som bl.a. omfatter indkaldelse eller serviceaktion.

Hvor mange biler er omfattet herhjemme?
53.000 modeller fra VW, 14.000 Audi, 7.000 Seat og 16.000 Skoda. Alle dieselmotorer på 1,2, 1,6 og 2,0 liter, type EA 189. Bygget fra 2009-2015 og godkendt efter Euro 5-normen for udslip. Fra september 2015 er Euro 6-normen trådt i kraft.

Hvilke bilmodeller drejer det sig om?
Koncernen har endnu ikke givet detaljerede oplysninger om, hvilke biler der har den pågældende motor. Men i branchen er der enighed om, at det drejer sig om alt fra Audi A1, A3, A4, A5, A6, Q3, Q5 og TT. Hos Seat er det Leon, Altea XL og Alhambra. Ved Skoda er det Fabia, Octavia, Rapid, Roomster, Superb og Yeti, mens det hos VW er Beetle, Eos, Golf. Jetta, Passat, Polo, Scirocco, Sharan, Tiguan og Touran og derudover også Caddy.

Hvad gør den danske importør?
Den danske importør af mærkerne har indhentet oplysninger hos motorregistret og forbereder at tage kontakt til kunderne. Der vil også være mulighed for at taste sin bils stelnummer ind på en hjemmeside, så man selv kan konstatere, om ens bil har den pågældende motortype.

Hvad skal jeg som bilejer gøre?
Afvente. Din bil kører fuldstændig, som den plejer, den kan ikke tage skade, og du skal ikke foretage dig noget.

Hvad skal der i givet fald gøres?
Hvis VW laver en aktion på din bil, kan der være tale om en udskiftning eller omprogrammering af softwaren. Den yderste konsekvens er montering af en såkaldt SCR-katalysator, der omdanner NOx’er ved hjælp af adblue. Det er dog ret urealistisk i Europa, hvor miljøkravene ikke er så stramme som i USA og især Californien.

Hvad kan konsekvensen være?
En omprogrammering kan måske betyde ændret moment eller brændstofforbrug. Men så lang tid importøren ikke har meldt yderligere ud, kan det ikke siges.

Kan man søge erstatning?
Hvis en bil præsterer mindre efter en justering, kan der ifølge FDM være noget at komme efter, hvis det vurderes, at bilisten ikke har fået det, som vedkommende har betalt for.

Bilejeren kan kræve et passende afslag, eller vedkommende kan ophæve handlen, hvilket dog forudsætter, at manglen bliver bedømt som 'ikke uvæsentlig'. Det er Ankenævn for biler eller domstolene, som i givet fald vil lave bedømmelsen.

Kan man risikere, at den grønne ejerafgift stiger?
Nej, ifølge FDM er det meget lidt sandsynligt. I givet fald skal bilen have en ny typegodkendelse. Volkswagen har snydt med, hvor meget NOx bilerne udleder. Det har ikke umiddelbart noget at gøre med, hvor langt bilen kører på literen. En evt. opdatering af bilerne vil sandsynligvis kun give en meget lille stigning i brændstofforbruget.

Betyder sagen noget for brugtvognspriserne?
Ifølge Jan Lang, der er analytiker hos Bilbasen, har der endnu ikke været prisfald at spore, men markedet er normalt også 2-3 uger om at reagere. Han forventer meget små prisfald, hvis sagen kan løses med en mindre softwareopdatering, men faldet kan blive mere alvorligt, hvis dieselmotorerne for alvor ændrer karakter for at få dem til at overholde emissionskravene. Under alle omstændighederne har VW lidt et enormt tab på imagekontoen.

Kan man risikere at komme til at købe en ny bil med denne Euro 5-motor?
Nej, importøren har foreløbig fastfrosset restlageret af biler med Euro 5-motorer. De nye modeller med Euro 6-motorer har ifølge fabrikken ikke denne software.

Hvad er NOx?
NOx er en fællesbetegnelse for to stoffer, kvælstofilterne, kvælstofdioxid (NO2) og kvælstofoxid (NO).

Kvælstofdioxid er sundhedsskadeligt for mennesker. De kan give større risiko for hjerte-karsygdomme, luftvejssygdomme og nedsætte lungefunktionen - gennem kemiske reaktioner i atmosfæren kan de medvirke til smog og syreregn.

Moderne dieselmotorer er gode for miljøet mht. CO2-udledning. De kører langt på literen. Men en af ulemperne ved dieselmotorer er, at de producerer flere NOx-gasser.

Dieseludstødning indeholder også sodpartikler og CO2. VW bruger som en lang række fabrikanter en såkaldt NOx-fælde, hvor kvælstofbrinterne brændes af, mens sodpartiklerne opfanges af et filter, som renses ved en jævnlig forbrændingsproces.

Visse VW-modeller har også det mere omfattende og effektive system med SCR-katalysator, der ved hjælp af stoffet AdBlue omdanner NOx’erne til ufarlige kvælstoffer og vand. Det system findes i alle PSA-modeller.

Er der forskel på miljøkravene i USA og Europa?
Ja, de er meget skrappere i USA, især i Californien. Her hedder grænseværdien 0,021 gram NOx pr. km, mens Euro 5-normen var 0,18 gram pr. km, og Euro 6 er 0,08 gram pr. km. Mens man i USA især fokuserer på NOX, er det CO2, myndighederne lægger vægt på i Europa. Disse to regnskaber er omvendt proportionale, da biler, der kører længere på literen, mindsker deres CO2-udslip, men øger deres udslip af NOx.

Hvorfor har VW i givet fald turdet risikere dette?
Kampen om det amerikanske marked kan have været en drivkraft.

Der er dog stadig en lang række ubesvarede spørgsmål, bl.a. hvorfor softwaren overhovedet var nødvendig i Europa

Er der andre bilmærker, som har foretaget sig lignende?
Mercedes har hurtigt været ude med en afvisning. Ellers har de andre mærker forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse.

Hvad nu?
Fra 1. september er de nye skrappere Euro 6-krav trådt i kraft.

En lang række af bilmærkerne har optimeret bilerne med den noget gammeldags teknologi med NOx-fælder frem for den dyrere og mere avancerede SCR-katalysator med AdBlue.

* * *

Har din bil snydesoftware?

På vwdieselinfo.dk kan du selv tjekke, om din bil har installeret snydesoftware. Screendump: vwdieselinfo.dk
På vwdieselinfo.dk kan du selv tjekke, om din bil har installeret snydesoftware. Screendump: vwdieselinfo.dk
 

Nu kan du tjekke, om din Audi, Skoda, Seat eller VW er berørt af dieselskandalen.

Den danske importør har netop lavet en hjemmeside, hvor man ved at indtaste registreringsnummeret på bilen kan se, om den pågældende bil indeholder den software, der kan manipulere med bilens udledning.

Den overordnede adresse er vwdieselinfo.dk, men hvis du er ejer af en bil med andet bilmærke, som kan være impliceret i skandalen, kan du tjekke den på en af disse sider:

Audi

Seat

Skoda

Mere end 90.000 dieselbiler i Danmark vurderes at være omfattet af skandalen. Foto: martinmeiners.dk
Mere end 90.000 dieselbiler i Danmark vurderes at være omfattet af skandalen. Foto: martinmeiners.dk
 

På hjemmesiden understreger den danske importør, at alle de berørte køretøjer ud fra et teknisk synspunkt er fuldstændig sikre at køre i, da sagen kun handler om udledning af forureningsstoffer.

VW betaler regningen
I Danmark omfatter sagen mere end 90.000 biler, hvoraf det estimeres, at mere end 50.000 af dem er Volkswagen-modeller.

Alle berørte bilejere vil blive kontaktet direkte af importøren, så snart de har identificeret de berørte biler.

- Vi hos Volkswagen er oprigtigt kede af denne situation. Vi vil vi gøre alt for til fulde at genvinde den tillid, som så mange mennesker har til os, og vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at undgå yderligere skade. Vi påtager os det fulde ansvar for eventuelle nødvendige tekniske udbedringstiltag og de omkostninger, der er forbundet hermed, skriver importøren på hjemmesiden.

12 kommentarer
Vis kommentarer