Fremtiden er her nu: Din bil ændrer sig hele tiden

Fortsat flere biler kan få løbende trådløse opdateringer. Det giver nye muligheder, men der er også faldgruber. Vi fortæller, hvad du skal være opmærksom på

Den nye elektriske Volvo XC40 Recharge er en af de
biler, som får opdateringer Over The Air. Foto: Volvo
Den nye elektriske Volvo XC40 Recharge er en af de biler, som får opdateringer Over The Air. Foto: Volvo

Du kender det fra telefoner, fjernsyn og sågar vaskemaskiner. Her kommer løbende opdateringer - ofte trådløst - som ændrer funktionerne.

 Det gælder også i den firehjulede verden, hvor opdateringer kan ændre fundamentalt på den bil, du købte, lige fra grafikken i instrumenteringen over andre funktioner for sikkerhedsudstyret til rækkevidden på en elbil.

Lennart Fogh, som er afdelingschef i FDM’s juridiske rådgivning, mener, at der er tale om en revolution.

- Man har kendt i bilbranchen i mange år, at man har kunnet opdatere motorer eller gearkasse. Nu er det instrumenterne inde i kabinen. ‘What you see, is what you get’ er under forandring. Nu kan alting kalibreres på distancen, siger Lennart Fogh.

Nu stikker det helt af: Så gigantisk er skærmen i ny elbil

Det store buzzword hedder OTA (Over The Air) i kombination med nye, mere komplekse styresystemer. Her har bl.a. Volvo slået på tromme for, at den nye elektriske XC40 Recharge får OTA-opdateringer. Den har netop fået sin første, der bl.a. skal forbedre opladningshastighed og rækkevidde.

VW har netop gennemført en stor opdatering af de elektriske ID.3 og ID.4. produceret før uge 8, kaldet ID. Software 2.1. Den er foregået hos forhandleren, men det er planen fremover at have OTA-opdateringer af modellerne hver 12. uge.

Opdateringen betyder, at bilerne nu er opgraderet til trådløs Apple CarPlay, mens navigation får ruteplanlægning med ladepunkter, der er tidsstyring af klimaanlægget og Car-2-X, hvor den adaptive fartpilot kommunikerer med andre biler.

Den nye VW ID.4., som ses på billedet, og ID.3 er nogle af de modeller, hvor
Den nye VW ID.4., som ses på billedet, og ID.3 er nogle af de modeller, hvor
 

Thomas Hjortshøj, som er pressechef hos VW, ser store perspektiver i OTA.

- Det betyder meget. Du får hele tiden en bil, som er up to date, både hvad angår funktioner og infotainment-systemer. Du kan videreudvikle på bilen med det samme og skal ikke vente på, at den får et facelift om tre-fire år. Det sker løbende. Hardwaren ændrer de jo af gode grunde ikke på, men det gør bilens digitale systemer, siger han.

Samtidig kan man tænke sig en række ’on demand’-tjenester. Det kunne f.eks. være tilkøb af hurtigere opladning eller flere hk i en tidsbegrænset periode på en ferietur.

Elsket bilmodel droppes

Tesla har længe leveret elbiler med en stribe hardware-opsætninger, der så er blevet ændret eller aktiveret med løbende OTA-opdateringer. Det giver både fordele og ulemper.

Senest har en gruppe på 75 danske ejere af Tesla Model S meldt ud, at de lægger sag an mod Tesla, fordi de mener, at deres biler lader langsommere efter en softwareopdatering. Lignende sager er set for nogle år siden, hvor Apple fik en dom for bevidst at gøre ældre telefoner langsommere for at sælge nye.

Den slags sager bliver der flere af, og vi kan på godt og ondt vænne os til, at den bil, som vi køber hos forhandleren, ændrer sig. De mange nye elbiler, som vælter frem i år, byder på storskærme med mange funktioner samt tilhørende app, og producenterne nærmest praler af, at der vil komme løbende trådløse opdateringer.

Men det stiller bilkøberne i et dilemma. Hvad nu hvis de mener, at en opdatering gør bilen ringere, og hvad kan de gøre for at være på forkant?

BMW lancerer snart den nyeste generation af styre- og infotainment-systemet iDrive. Her er løbende opdateringer en integreret del. Foto: BMW
BMW lancerer snart den nyeste generation af styre- og infotainment-systemet iDrive. Her er løbende opdateringer en integreret del. Foto: BMW
 

Giver en rækkevidde på 700 km: - Det er en milepæl

Lennart Fogh fra FDM tror, at der vil komme mange OTA-sager i Ankenævn for biler, hvor tvister behandles.

- Vi kan se, at fremtiden er digital, og tingene ændrer sig lynhurtigt. Der kommer helt klart en masse nye ting, som vil forbedre bilerne. Men folk vil opleve noget, som de ikke var forberedt på, og som de ikke ønsker.

- Det handler også om at få forventningsafstemt, så man ved, hvad der sker, når tingene ikke er som de plejer. Det bedste vil være, hvis man selv kan vælge til og fra, siger Lennart Fogh.

Han nævner et tænkt eksempel.

- Hvis jeg har en vaskemaskine med et hurtigt og effektivt program, som i løbet af natten opdateres til at være mere økonomisk, men som tager længere tid. Så kan det være, at vaskemaskinen ikke længere passer til mig og de krav, som jeg købte den på grund af.

- Det samme gælder f.eks., hvis en automatgearkasse opdateres til at være mere økonomisk, men mindre sportslig. Så kan det være, at de 30.000 kr., jeg gav i merpris for at få for en kvik bil, er spildt, siger han.

Det er dog sjældent, at man selv har muligheden for at vælge fra, fordi opdateringerne løbende rulles ud og er en betingelse for, at bilen kan fungere. Nogle gange er de en del af et serviceeftersyn.

Han har et klart råd til bilkøberne.

- Man skylder sig selv som kunde at sætte sig grundigt ind i, hvad tingene kan og ikke kan og spørge ind til det, siger Lennart Fogh.

Bilejere skal huske dette: Kan blive dyrt

--------- SPLIT ELEMENT ---------

OTA - Over The Air

Den store underleverandør Bosch er langt fremme med teknologi med opdateringer til bilens infotainment- og styresystem. Illustration: Bosch
Den store underleverandør Bosch er langt fremme med teknologi med opdateringer til bilens infotainment- og styresystem. Illustration: Bosch

Opdateringer sker i dag med et kabel på værkstedet. OTA-opdateringer (Over The Air) foregår trådløst og løbende. De kan omfatte en bred vifte fra nye kort til navigationssystemet, features til infotainment-delen - f.eks. ny grafik - udvidelser til sikkerhedsudstyret eller opdateret antivirus-software.

På elbiler kan de også omfatte opladning, batteristyring eller rækkevidde. Muligheder er også ’functions on demand’ med tilkøbte funktioner - det kunne være flere hk i ferien eller udvidet kortmateriale.

Sikreste elbil til Danmark: Her er prisen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Længere reklamationsret


Spørger man Lennart Fogh, afdelingschef i FDM’s juridiske rådgivning, vil det mest effektive tiltag, når det gælder OTA, være, at der for længerevarende forbrugsgoder som biler kommer en længere reklamationsret end de to år, som der er i dag. Det er noget, der arbejdes på i EU-regi.

- Simpelthen fordi ting forandrer sig, og alting kan opgraderes og nedgraderes på distancen, siger han.

Der har f.eks. været sager med, at biler og telefoner ikke har kunnet fungere sammen, fordi telefonen er opgraderet og så pludselig ikke kan kommunikere med bilen. Det handler både om at vide, hvilke opdateringer der kan komme, men også om bilens hardware er forberedt på alle slags opdateringer.

Lennart Fogh peger på, at de nye funktioner ofte er opbygget gennem tiden med flere lag, f.eks ved serviceeftersyn. Så du kan være ’grounded’, hvis ikke du har den nyeste softwareversion. Samtidig kommer der nye spørgsmål om datasikkerhed og risikoen for, at en bil kan ’hackes’.

BMW osede og brugte olie: Nu skal leasingselskab betale pengene tilbage