Den tyske bilgigant Mercedes har i årevis været dominerende i verdens mest fornemme motorsport, Formel 1.
Tyskerne har vundet adskillige verdensmesterskaber for konstruktører, ligesom især Lewis Hamilton har taget for sig af de individuelle verdensmesterskaber bag rattet af Mercedes-racere.
Derfor er der grund til at have høje forventninger til den hyperbil, som Mercedes-AMG netop har præsenteret.
Det har længe stået klart, at Mercedes’ sportslige AMG-afdeling var på vej med en særlig vild hyperbil, og designet har også været kendt et stykke tid. Det er først nu, at bilen får officiel verdenspremiere.
Mercedes-AMG One er navnet på den nye ekstreme hyperbil, og bilen er ifølge Mercedes skabt ud fra idéen om at bygge en Formel 1-racer til gadebrug.
Ekstreme kræfter
Derfor finder man også en avanceret hybriddrivline baseret på teknik hentet direkte fra Formel 1-racerne under bilens motorhjelm.
– Det er en ekstremt kompliceret opgave at tilpasse en moderne Formel 1-drivlinje til en bil, der samtidig skal kunne anvendes på gaden under alle forhold, og det var langtfra alle, der troede, at det var muligt.
- Men vores team nægtede at give op, og jeg har den yderste respekt for, at det er lykkedes at skabe Mercedes-AMG One. Det er ganske enkelt en helt utrolig præstation, siger Philipp Schiemer, som er adm. direktør hos Mercedes-AMG, i en pressemeddelelse.
Effekten er på svimlende 1063 hestekræfter, og det er medvirkende til, at One kan sprinte fra stilstand til 100 km/t på 2,9 sekunder, mens 0-200 km/t blot tager syv sekunder. Topfarten er på 352 km/t.
Men da udgangspunktet er at bygge en F1-racer til gadebrug, kan man være helt sikker på, at det ikke er Ones fart på lige vej, som vil være mest imponerende.
I stedet skal man finde sig en snoet vej – eller nok mere ideelt, en racerbane – for at finde et sted, hvor One kan vise sig frem.
Hyperbilen kommer med seks forskellige køreprogrammer, hvoraf flere af dem kun kan tilgås, når man er på en racerbane.
Prisen for Merceds-AMG One fortæller bilproducenten ikke noget om, men har du brug for at spørge, har du helt sikkert ikke råd.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Sådan er motoren
Hjertet i Mercedes-AMG One er en 1,6-liters V6-motor, som er suppleret af fire elektriske motorer.
Den centermonterede V6-benzinmotor på 1,6 liter er teknisk identisk med de motorer, som ligger i racerne i racerbilerne i Formel 1 og sammen med de i alt fire elmotorer kommer One med et effektivt firehjulstræk.
Forhjulene drives af hver sin elmotor, mens én elmotor er monteret på forbrændingsmotorens krumtapaksel og endnu en elmotor er integreret i forbrændingsmotorens turbolader.
Den seks-cylindrede benzinmotor i One kan snurre med helt op til 11.000 o./minuttet.
Batteripakken i Mercedes-AMG One er på 8,4 kWh, og dermed er det muligt at tilbagelægge op til 18,1 kilometer på ren elkraft.
Batteriet kan både lades op under kørslen eller via et kabel.
Kom med ind bag facaden på Danmarks hemmelige bil-fabrik, der bygger biler til de rigeste af de rige i denne artikel fra arkivet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------