Masser af nye modeller, som både er til at betale og har en rimelig rækkevidde - 2020 tegner sig til at blive et gennembrudsår for elbilerne, hvor viften er bred. Mulighederne starter med Seat Mii Electric, der koster fra 150.000 kr. og har en rækkevidde på 260 km, og slutter med Porsche Taycan, som klarer 407- 463 km på en opladning, og som koster i underkanten af en mio. kr.
Men hvad skal du tænke på, før du giver dig i kast med et elbils-eventyr? Martin Messer Thomsen, der er talsmand for elbilforeningen FDEL, har en række klare råd.
Du skal først og fremmest gøre dig dit kørselsbehov klart. De fleste danskere kører i gennemsnit 40 km om dagen. Det betyder, at alle vil kunne leve med de elbiler, som findes i dag, hvor de fleste har en reel rækkevidde på 200-400 km. Men du skal også se på, hvilke ture du ellers begiver dig ud på.
- Man skal dele det op i to dele, så man ser på sit daglige kørselsbehov og vurderer, hvor ofte man er på langtur og skal oplade ude i byen frem for hjemme, siger Martin Messer Thomsen.
- Hvis man kun kører langt en-to gange om året, så vil man formentlig godt kunne holde ind og lade op to gange en halv time undervejs. Men hvis det er hver anden weekend, så kan det blive bøvlet at skulle stoppe op undervejs, siger han.
Svenskere vil bygge verdens hurtigste gadebil: Topfart på 500 km/t
Hvis man ofte kører langt, skal man vælge en bil med et større batteri eller gå efter modeller med en hurtig ladekapacitet. Her er et minimum 50 kW, men allerbedst 100 kW eller 150 kW.
Mulighederne for at superlade er fordelt på tre kæder, nemlig Powered by Clever & Eon, Ionity og Teslas netværk af ladere, forbeholdt Tesla-bilerne, og ingen af disse samarbejder.
Allerførst skal du dog afklare, hvor langt den elbil, du har kig på, reelt kører. Rækkevidden opgives i dag for de fleste efter WLTP-normen, som er mere realistisk end den gamle NEDC-norm.
Alligevel kan du trække en pæn del fra - måske 20-30 procent - og mere i koldt vejr, mens du ved motorvejsfart endda skal halvere rækkevidden.
Toyota tilbagekalder millioner af biler: Motoren kan sætte ud
Udgangspunktet er dog, at du skal oplade bilen hjemme og måske bruge nogle af opladerne i byen på 11-22 kW, som især Clever har sat op.
På de fleste bilmodeller er man bundet til et abonnement på én bestemt udbyder i en vis periode.
Her er det typisk flatrate-abonnement med opladning ude i byen eller opladning hjemme, der ligger på omkring 500 og 750 kr. Her følger en såkaldt wallboks med, som gør det hurtigere at oplade derhjemme, og som er mere sikkert.
Sikringsstyrelsen og FDEL fraråder nemlig at oplade direkte fra stikkontakten med det såkaldte nødkabelkaldet mormorkabel - der følger med elbilen. Det kan i værste fald medføre brand.
Samtidig tager det typisk over 30 timer at lade en Hyundai Kona Electric med 64 kWh batteri op med et mormorkabel, mod cirka seks-syv timer med et 11 kW-stik i en wallboks, som er muligt i den nyeste Kona.
Her afgør dit kørselsbehov, om det kan betale sig med et flatrate-abonnement. Grænsen går ifølge Martin Messer Thomsen ved 20.000 km om året.
Hvis du kører under dette kilometertal og ikke oplader ret meget ude i byen, er det billigere at købe en wallboks selv og hente strømmen fra sit eget elnet.
Her er en række muligheder for at købe en wallboks, som selv kæder som Power sælger. Her ligger priserne fra 6.000 - 10.000 kr.
Du skal dog også forvente en pris til montering hos en elektriker for boksen, der skal have sin egen sikringsgruppe.
Den pris, som man betaler for flatrate-abonnementet, er også bundet op på et tilskud til strøm, der løber frem til 2021. Hvad, der sker derfra, er usikkert og dermed også priserne.