Her er de nye priser på elbiler

Afgifterne giver en markant sænkning på en række modeller, der lander på nul i afgift. En Renault Zoe bliver op til 43.000 kr. billigere, en Nissan Leaf op mod 57.000 kr. og en Tesla S falder med godt 200.000 kr

Renault Zoe falder med 19.000-43.000 kr. så prisen nu starter fra 245.000 kr. Foto: Renault
Renault Zoe falder med 19.000-43.000 kr. så prisen nu starter fra 245.000 kr. Foto: Renault

Der kan være mange penge at spare, hvis du har gået og drømt om en elbil. De nye regler, som lemper afgiften, betyder nemlig, at du kan spare mange penge.

Faktisk falder afgiften for de billigste elbiler i VW e-Up-klassen reelt til nul og er dermed på niveau med priserne før afgifterne begyndte at blive gradvist hævet fra januar 2016, hvor de steg til 20 pct. og igen til 40 pct. fra 2017. De lidt større biler i Nissan Leaf-klassen falder til en afgift på 5.000-10.000 kr.

Rent praktisk er afgiften blevet sænket til de 20 pct., mens der er kommet et nyt fradrag på 1.700 kr. per kWh i batterikapaciteten op til de 45 kWh, hvilket især tilgodeser de mindre elbiler.

Alligevel er der meget at spare på en Tesla S, hvor den billigste med 75 KWh-batteri falder fra 951.100 kr. til 776.995 kr., hvilket svarer til hele 174.105 kr. Mens den større Model X 75D falder med 220.245 kr. til 943.595 kr.

Se også: Ny elbilaftale får ikke nødvendigvis brugtpriserne til at falde

Renault er et af de mærker, hvor importøren har store forventninger til afgiftsomlægningen. Således er den billigste Zoe faldet med 19.000 kr. fra 264.000 kr. til 245.000 kr., mens de større modeller er faldet med 34.000 kr. og 43.000 kr. til henholdsvis 266.000 kr. og 282.000 kr.

- Vi forventer, at salget nu rykker mere til private, siger Søren Hyltoft, som er pressechef hos Renault.

Importøren har i fjor mest solgt til storkunder, men en række forhold gør det nu mere attraktivt for de private, mener Søren Hyltoft.

Ud over prisnedsættelsen bliver købet mere overskueligt, fordi man nu køber hele pakken med batteri frem for at leje det, mens en aftale med Clever bl.a. betyder gratis strøm i to år.

Priseksempler

Det falder elbilerne:

Renault Zoe: 19.000-43.000 kr.

Nissan Leaf: 46.000-57.000 kr.

Tesla 75 kWh: Cirka 174.000

BMW i3 94 Ah: 47.000 kr.

Kia Soul EV: 35.000 kr.

Gang i salget
Hos Nissan, der har Leaf som den mest solgte af elbilmodellerne, regner importøren stadig på priserne.

Men det forventes, at de falder med 46.000-57.000 kr., alt efter model.

Og det tror Ann Strøby, som er pressechef, vil sætte mere gang i salget.

- Vores forventninger er, at vi nu igen vil se salg af elbiler til såvel private som firmaer, bl.a. fordi regeringen nu viser, at de tror på elbiler.

- Der er dog stadig et stykke vej, før vi kan tale om traditionelle markedsforhold, og en yderligere styrkelse kan f. eks. ske ved tilskud til firmabiler, som Dansk Elbil Alliance også har foreslået. Det, mener vi klart, kan gøre en forskel. Men alt andet lige er vi positive i forhold til dette tiltag, lyder det fra Ann Strøby.

Rent praktisk gælder de nye regler, indtil der er solgt 5.000 elbiler, inklusive de 1.300, som blev solgt i fjor, og med 1. januar 2019 som skæringsdato, hvor afgiften igen stiger til 40 pct – dog minus et fradrag, så priserne bliver mindre, end de var for nylig. Medmindre altså politikerne tager sagen op igen.

Hos BMW falder en i3 med 94 Ah-batteri med godt 47.000 kr. til 299.102 kr., mens Kia Soul EV falder godt 35.000 kr. til 235.000 kr. for den billigste model.

Hos BMW falder en i3 med 94 Ah-batteri med godt 47.000 kr. til 299.102 kr. Foto: BMW
Hos BMW falder en i3 med 94 Ah-batteri med godt 47.000 kr. til 299.102 kr. Foto: BMW
 

Skepsis
Hos Volkswagen regner man dog stadig på de endelige priser, mens man hos Opel, som forventer at kunne sælge den nye Ampera-e fra 2018, ikke regner med de store ændringer for bilen, der endnu ikke er prissat, men i Norge koster mere end BMW i3.

- Vi tror ikke på, at der kommer mere gang i salget af elbiler til private. Prisniveauet er stadig for højt, og elbilerne skal også fritages for moms og have ekstra fordele som i Norge, hvis det skal flytte noget, mener Erik Morsing, der er pressechef hos Opel.

Se også: Salget af elbiler eksploderet: Slår bunden ud af brændstof-behov

Hos BMW er pressechef Mette Lolholm også forbeholden.

- Vi hilser naturligvis lovforslaget velkomment, men er kede af den 'stop and go'-politik, som regeringen udviser. Selv om priserne nu er faldet, er troen på elbiler desværre forsvundet fra forbrugerne, lyder det fra Mette Lolholm.

Hos VW ser pressechef Søs Righolt de nye afgifter som et skridt frem.

- Vi kan håbe, at afgiftsændringen kan være en løftestang for en mere permanent sænkning af afgifterne for elbiler, siger Søs Righolt.

De mindre biler falder forholdsvis meget, men i kroner og ører falder Tesla mest. Den billigste Model S koster således nu 174.000 kr. mindre end før og lander på 777.000 kr. Foto: Tesla
De mindre biler falder forholdsvis meget, men i kroner og ører falder Tesla mest. Den billigste Model S koster således nu 174.000 kr. mindre end før og lander på 777.000 kr. Foto: Tesla
 

Håber på gennembrud
Lærke Flader, som er formand for Dansk Elbil Alliance, hilser de nye regler velkommen.

Hun tror, at de 5.000 biler vil blive nået relativt hurtigt, og at reglerne kan sætte gang i både en større interesse for elbiler og en debat om fortsat lave afgifter på elbiler.

- De små og mellemstore elbiler er stort set fritaget for afgifter. Det vil sætte gang i markedet, ligesom der vil blive skabt en større synlighed omkring elbiler. Når der kommer flere elbiler ud på vejene, skaber det en 'naboeffekt', så flere også vil prøve at have en elbil, siger Lærke Flader.

Hun tror, at vi vil se klare effekter, så der kommer nye begunstigelser for elbiler fra 2019 og frem.

- Timingen er god. De nye afgifter kommer på et tidspunkt, hvor der er nye modeller af elbiler på vej ud på markedet og vil samtidig være med til at skabe en større politisk interesse for afgifterne. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå vores klimamål, siger Lærke Flader.

Se også: Tesla-topchef: Eldrevet lastbil præsenteres til september

De nye afgiftsregler omfatter også plug-in-hybriderne, som kører delvist på strøm og el.

Vi har fået priser fra en enkelt importør omkring disse, nemlig fra BMW, hvor i3 Rex falder med 67.000 kr. til 270.084 kr. mens de større modeller falder med 30.000-40.000 kr. Imidlertid er der dele af lovteksten, som skal klarlægges, før alle importørerne tør melde priserne for disse ud, så vi vil omtale plug-in-hybriderne, når priserne foreligger.

Lovteksten

De nye afgifter

  • Afgiftsfritagelsen for elbiler stoppede i 2015, for at afgiften skulle indfases gradvist frem til 2020.
  • Små elbiler holdt prisen, mellemstørrelsen steg let, og de dyreste skulle blive meget dyrere.
  • Der kom registreringsafgift på den del af prisen, der overstiger 800.000 kr.
  • Afgiften steg således fra 1. januar 2016 til 20 pct. og igen fra 1. januar 2017 til 40 pct.
  • Fra ultimo april 2017 er der nye regler, som betyder, at elbilerne udelukkende beskattes med en afgift på 20 pct. samt at de får et fradrag på 1.700 kr. per kWh op til 45 kWh, hvilket favoriserer de mindre biler.
  • De nye regler for afgifter gælder frem til, at 5.000 elbiler er indregistreret, inklusive de 1.300 elbiler, som blev indregistreret i fjor. Reglerne gælder frem til 1. januar 2019, hvor afgiften igen bliver på 40 pct., men også skal fratrækkes et nyt fradrag, så den kommer væsentligt under niveauet fra januar 2017.
  • Plug-in-hybridbilerne får med omlægningen også et væsentligt nedslag i afgiften. Dette regnes der p.t. på hos de fleste bilimportører.
  • De nye regler gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2017. De ventes officielt at vedtages af Folketinget inden sommerferien.

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere