Ingen bilmærker kan konkurrere med det japanske luksusbilmærke Lexus, når vi taler pålidelighed. Det slår en ny undersøgelse, 2023 U.S. Vehicle Dependability Study, fra det amerikanske analysebureau J.D. Power fast.
I undersøgelsen har J.D. Power undersøgt amerikanske bilmodellers driftsikkerhed, og her placerer Lexus med en samlet score på 133 PP100, der er et tal for antallet af fejl pr. 100 biler, sig helt i top i den omfattende undersøgelse og skiller sig markant ud fra konkurrenterne.
Gennemsnittet blandt bilmærkerne i undersøgelsen ligger på 186 PP100.
Undersøgelsen er foretaget fra august til november i fjor og er baseret på svar fra 30.062 bilejere, der har ejet den samme bilmodel i tre år fra ny siden 2020.
Formålet med undersøgelsen er at få belyst, hvordan nye biler fra 2020 præsterer i forhold til kvalitet, holdbarhed af komponenter og appel. Samtidig skal undersøgelsen bidrage til bilproducenternes arbejde med at designe og bygge bedre biler, der kan stå distancen over tid og dermed fremme gensalgsværdien.
Udover at være det mest pålidelige bilmærke udmærker Lexus sig også med to konkrete bilmodeller, NX og RX, der begge modtager priser som de mest pålidelige i deres klasse.
Toyota med flest vindere
Bag Lexus står Toyota Motor Corporation, som formentlig læser rapporten fra J.D. Power med stor glæde. Toyota Motor Corporation er nemlig den bilkoncern med fleste modeller, som vindere i deres respektive klasse.
Seks biler fra den japanske koncern kan således bryste sig af at være mere pålidelig end nogen anden sammenlignelig model.
Udover de førnævnte Lexus NX og Lexus RX blev modellerne Toyota C-HR, Toyota Highlander, Toyota Sienna og Toyota Tacoma også kåret som de mest pålidelige biler i deres respektive klasser.
Lexus RX og Toyota C-HR er desuden de to modeller i undersøgelsen, som er de absolut mest pålidelige med hver 111 100PP. De to modeller er begge forbedret inden for otte ud af ni problemkategorier i forhold til undersøgelsen i fjor.
Er din familie ved at vokse ud af den firehjulede? Så find en ny model lige her. De er særdeles velegnede til ballade på bagsædet.