Her er svaret på om kaffe gør dig til en bedre bilist

En ny undersøgelse giver svaret på, om indtagelse af kaffe kan medvirke til at mindske fejl bag rattet

Selvom du ikke bliver mindre døsig, kan en stærk kop kaffe forhindre dig i at begå fejl bag rattet. (Arkivfoto: Randy Faris)
Selvom du ikke bliver mindre døsig, kan en stærk kop kaffe forhindre dig i at begå fejl bag rattet. (Arkivfoto: Randy Faris)

De fleste bilister kender det sikkert. Man har siddet bag rattet i lang tid, og opmærksomheden på vejen begynder at svinde i takt med at øjnene blinker hyppigere.

I sådan en situation skal man selvfølgelig enten holde en god pause og få noget frisk luft eller helt lade være med at køre længere. Men nu har et hold australske forskere undersøgt, om en ordentlig gang koffein kan gøre én til en bedre bilist, hvis man alligevel er nødt til at blive bag rattet.

Se også: Spar penge: Så nemt skruer du selv nummerpladen fast

- Formålet med forsøget var at teste effekten af koffein som et middel mod træthed bag rattet, fortæller Siobahn Banks, der er seniorforsker ved University of South Australia, til australske The Lead.

Soldater-strabadser
Forsøget blev ifølge det australske medie testet på et hold soldater, som blev holdt vågne i 50 timer. Halvdelen af dem fik undervejs et par stykker almindelig tyggegummi, mens den anden halvdel hver fik to stykker koffein-tyggegummi, som er udviklet af det amerikanske militær.

De to stykker tyggegummi indeholdt tilsammen, hvad der svarer til en stærk kop kaffe. Testpersonerne blev i løbet af de 50 timer bedt om at udføre forskellige opgaver i en simulator, hvor en række sensorer overvågede deres bevægelser.

Se også: Brug delebilen på din storbyferie

Sensoren registrerede blandt andet, hvor ofte de blinkede, hvilket generelt er et tegn på døsighed, ligesom det blev registreret, hvorvidt testpersonerne var i stand til at holde den virtuelle bil på rette spor og overholde hastighedsgrænserne.

Blandet resultat
Resultatet af testen viste – måske lidt overraskende for nogle – at koffeinen faktisk havde en overraskende lille indflydelse på testpersonernes døsighed. Der blev altså blinket næsten lige så meget med øjnene hos de koffein-indtagende testpersoner, som hos dem med almindeligt tyggegummi.

Til gengæld blev der lavet væsentligt færre fejl bag rattet hos dem, der havde indtaget koffein. De var altså bedre i stand til at føre den virtuelle bil sikkert inden for de hvide striber på vejen, og de var bedre til at overholde hastighedsgrænserne.

Se også: Brugte biler stiger i værdi

- Vores resultater kan virkelig hjælpe personer i eksempelvis militæret eller forskellige former for beredskab, hvor man er nødt til at holde sig kørende i længere tid. Men det vil forhåbentlig også kunne bruges i det civile eksempelvis inden for transportbranchen, siger seniorforsker Siobahn Banks til The Lead.

Så selvom koffein ikke har den store effekt på, om du føler dig døsig bag rattet, så er der altså mindre sandsynlighed for, at du begår fejl, hvis du har koffein i blodet.

11 kommentarer
Vis kommentarer