- Jeg har altid en overlevelseskasse med

Bangebuks i bil: Brian Mørk fik først kørekort som 34-årig, fordi han var bange for at køre galt. Og så kørte han galt

I løbet af foråret er Brian Mørk aktuel med sit næste onemanshow. Arkivfoto: Anthon Unger
I løbet af foråret er Brian Mørk aktuel med sit næste onemanshow. Arkivfoto: Anthon Unger
Følg Biler

- Kan du godt lide at køre bil?

- Det kan jeg faktisk godt, og det hænger nok sammen med, at jeg i sammenligning med andre ikke har kørt særligt længe. Jeg fik først kørekort, da jeg var 34 år.

- Hvorfor så sent?

- Jeg har aldrig brudt mig om biler. Heller ikke som barn, hvor jeg hellere ville læse tegneserier. Min far er ellers mekaniker. Derudover boede jeg hele mine 20’ere i indre København. Så der var aldrig brug for det, fortalte jeg mig selv. Men i virkeligheden var jeg faktisk bange for at tage kørekort, fordi man kan køre galt.

- Hvorfor endte du med at tage det alligevel?

- Min ekskone gad ikke køre mig rundt til alting, hvilket også var helt fair. Vi startede en familie og flyttede til Kalundborg, og så begyndte det at blive bøvlet, når hun var den eneste, der kunne køre. Men det var aldrig af lyst, men mere af nød.

- Hvad var din første bil?

- Det var en Peugeot Partner. Siden har jeg haft to Berlingo’er og en Fiat Cooper, som jeg kører i nu. Jeg er generelt glad for kassevogne. Det gør ikke noget, at de er firkantede, grimme og overdimensionerede på den der klodsede facon, så de kunne være med i ’Anders And’.

- Hvordan har du det så med at køre i dag?

- Jeg elsker det. Jeg kører rigtig meget rundt med mit arbejde. Der er ikke noget bedre end at køre hjem fra Jylland midt om natten. På det tidspunkt har man vejene for sig selv, og man kan være i sin egen lille verden. Men rutinekørslen i hverdagen, hvor man kører samme rute hver dag og sidder i kø det samme sted, hader jeg.

- Hvad lytter du så til?

- Både podcasts og lydbøger. Jeg elsker at høre horrorbøger på mine natlige ture hjem til Sjælland.

- Hvad har du altid med på en køretur?

- Tyggegummi. Og så har jeg faktisk også en ’overlevelseskasse’ i bagagerummet med et par tæpper, vandflasker og müslibarer, hvis jeg skulle gå i stå i en snestorm. Jeg ved godt, at det lyder lidt skørt, for hvornår er det sidst sket herhjemme? Men det kan jeg fortælle, for dér kørte jeg nemlig galt.

- Hvad skete der?

- Det ligger et par år tilbage, hvor jeg var med min familie i sommerhus i Jylland. Da vi kørte hjem, blev vi fanget i en pludselig og voldsom snestorm. Vejen blev super glat, og så gled bilen af vejen og fortsatte ind på en mark, hvor der selvfølgelig stod en stor sten.

- Den smadrede fronten på bilen, og vi endte med at sidde og vente i lang tid, fordi snestormen også var kommet bag på resten af Danmark. Fejebladene havde lynende travlt den dag, fordi alle kørte galt.

- Vi endte med at blive hentet af en taxi, og siden har jeg haft min lille kasse i bilen. Det er heldigvis den eneste skade, jeg har lavet.

Arkivfoto: Niels Hougaard
Arkivfoto: Niels Hougaard
 

- Er du også glad for at rode med biler?

- Jeg er så stolt over, at jeg selv kan skifte fra sommer- til vinterdæk. Det kan godt være, at jeg er 48 år, men endelig kan jeg gøre min mekanikerfar stolt.

- Hvor kan du allerbedst lide at køre?

- Helt klart i Jylland. For det første er der ingen trafik, og for det andet er naturen bare smuk. Især oppe ved Thy, Hanstholm og Klitmøller. Så har man den jyske hede på den ene side og det frådende Vesterhav på den anden.

- Hvad er din drømmebil?

- Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg købe den mest firkantede bil, som jeg kan komme i tanke om: Volvo Valp. Der er noget traktor over den, fordi man sidder højt. Jeg tror, at hvis jeg virkelig skal psykoanalysere på det, så kan jeg godt lide kassevogne, fordi jeg føler mig mere sikker i dem. Så jo mere firkantede, des bedre.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+