- Interesserer du dig for biler?
- Jeg kan godt lide dem, men jeg har ikke en stor viden om emnet eller kan pege de forskellige modeller ud. Heller ikke som dreng var det noget, jeg interesserede mig for. Jeg voksede også op uden bil, og min far var heller ikke til stede i mit liv, så jeg havde ingen at sparke dæk med eller til at vise mig, hvordan man fylder kølervæske på.
- Kan du lide at køre bil?
- Jeg elsker det. Der er en helt særlig ro omkring at køre bil, som man ikke finder andre steder, for man kan ikke andet end at køre og bare være.
- Man ved heller aldrig, hvad der er længere nede ad vejen eller omkring næste sving, heller ikke selvom man som jeg har kørt landevejene tynde med mit arbejde de sidste 30 år. Jeg har et nært forhold til rigtig mange tankstationer over hele landet.
- Har du nogle steder i landet, du holder mest af at køre i?
- Der er mange smukke steder i vores lille kongerige, men er jeg i nærheden af Odense, skal jeg altid lige holde ind ved Ådalen, og så er der virkelig smukt omkring Kolding og Vejle Fjord.
- Hvornår fik du bil?
- Det fik jeg først, da jeg var i 30’erne. Jeg havde altid været heldig at kunne få et lift, når jeg skulle bruge det, og ellers var der altid en fra bandet, der gerne ville være chauffør, når vi havde spillejobs.
- Men pludselig stod jeg med to børn, og oven i det begyndte jeg også at have flere solo og duo-projekter, og så begyndte det at blive rigtig bøvlet at skulle med offentlig transport.
- Hvordan var det så at få bil?
- Det kom faktisk bag på mig, hvor meget jeg elskede at køre bil. Jeg havde virkelig snydt mig selv for mange timers god underholdning på den konto ved at komme sent i gang. Og så var det jo bare en enorm frihed at kunne sætte sig ud i bilen og køre uden unødvendig praktik.
- Hvad kan du godt lide at lytte til, når du kører?
- Jeg har en hel kasse med gamle cd’er, alle mulige forskellige genre fra The Smiths til opera, jeg har fået smidt i nakken fra den lokale genbrugsbutik. Hver gang jeg skal ud at køre længere ture, fylder jeg handskerummet med 20-40 nye cd’er.
- Så der er en konstant udskiftning, og jeg lapper det i mig, også selvom jeg ikke kender det. Forleden var jeg nær kørt i grøften over et rædselsfuld 12 toners avantgarde nummer, men dagen før var jeg rørt til tårer over en fuldstændig ukendt cellosolist, jeg havde fundet i en rodekasse til to kroner. Så i bilen opdager og hører jeg musik.
- Hvilken var din første bil?
- Jeg anskaffede mig en gammel Volvo. Noget gammelt lort, og efter et år faldt udstødningen af. Siden fik vi blandt andet en Toyota Avensis, men den brændte jeg motoren af på, fordi jeg glemte at skifte olie på den.
- Det er faktisk sket med tre biler. De blinker godt nok, men det kan vel vente, og det har så vist sig, at det kunne de ikke, og så brændte motoren sammen.
- Hvad kører du i nu?
- Vi har en Skoda Octavia, og jeg klog af skade, fyldte jeg faktisk olie på så sent som i sidste uge. Det viste sig så at være en for tyk olie, så eventyret fortsætter.
- Hvorfor blev det lige den?
- Vi har altid haft stationcars, fordi der er god plads til både arbejde og fritid. Alle i familien har lange ben, og så har vi også en bassethund, der skal være plads til. Den hedder i øvrigt Bob, og står for Brønshøj-O.B.
- Er du nogensinde kørt galt?
- Jeg gled engang af vejbanen på motorvejen, fordi der var en lastbil, der havde tabt noget minkfoder. Det gik så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at registrere, at bilen mistede vejgrebet, før jeg var i rabatten. Og så formåede jeg at påkøre tre dyr på én tur.
Er du på jagt efter vinterdæk, er det her du skal læse med.
--------- SPLIT ELEMENT ---------