Kinesisk elbil skal slå Tesla på rækkevidde

Den taiwanesiske bilproducent Thunderbolt har netop præsenteret en ny eldrevet konceptbil, der skal give Tesla Model S kamp til stregen, hvis den bliver til virkelighed

Kineserne er klar med en konkurrent til Teslas Model S allerede i 2017, som kan køre op til 150 kilometer længere på en ladning. (Foto: PR)

Tesla har sat sig på store dele af elbilmarkedet verden over, og det forventes også, at elbilmageren sætter salgsrekord i Danmark i år med mere end 1000 solgte eksemplarer.

Det er altså Tesla, man skal slå, hvis man vil have en bid af det hastigt voksende elbilmarked, og det er netop, hvad kineserne hos Thunderbolt håber at gøre med den nye elektriske konceptbil, de netop har præsenteret på Frankfurt Motor Show.

Se også: Her skal Tesla køre som patruljevogn

Planen er at lancere to forskellige varianter af elbilen, der er blevet døbt Thunder Power. En 308-hestekræfters og en endnu kraftigere med 428 hestekræfter, der kan accelerere fra 0-100 km/t på lige under fem sekunder.

Den noget hurtigere 428-hestekræfters Thunder Power. (Foto: PR)
Den noget hurtigere 428-hestekræfters Thunder Power. (Foto: PR)
 

Topfarten hos versionen med 428 hestekræfter lyder på ca. 250 km/t.

Lang rækkevidde
Det mest bemærkelsesværdige ved Thunder Power er dog kørerradiussen, som slår Model S’ rækkevidde med næsten 150 kilometer.

Se også: Nu vil Audi og Porsche ramme Tesla hårdt

Helt præcist skulle taiwanernes elbil kunne køre op til omkring 650 kilometer på én enkelt opladning, mens den kan nå knap 300 kilometer på en 30 minutters ladning.

Teslas Model S har til sammenligning en rækkevidde på ca. 503 kilometer.

Kineserne har holdt den indvendige stil simpel og futuristisk. (Foto: PR)
Kineserne har holdt den indvendige stil simpel og futuristisk. (Foto: PR)
 

Thunderbolt har altså noget at konkurrere med i forhold til rækkevidde, men spørgsmålet er, om bilens ydre design kan tage kampen op mod Teslas strømlinede udseende, som har vist sig at appellere til en bred vifte af forbrugere.

Indbydende kabine
Inde i kabinen ser Thunderbolt dog umiddelbart ret indbydende ud med god plads og simpelt design, og så selvfølgelig en god portion topmoderne elektronik i form af blandt andet wi-fi og video-streaming apparater. 

Se også: Efter 54 år: Tysk bilmærke genopstår

Thunder Power vil efter planen være tilgængelig for europæiske forbrugere i 2017, mens USA og Kina må vente ét år mere på de første eksemplarer af elbilen.

38 kommentarer
Vis kommentarer