- Interesserer du dig for biler?
- Det gør jeg, men ikke på den der super-nørdede dybdegående måde. Jeg var ret ligeglad med dem, indtil jeg startede min karriere som stand up-komiker, og pludselig havde brug for en bil at komme rundt i.
- Hvad var den første bil?
- Jeg kan huske, at jeg lånte min mors Suzuki Alto for at kunne køre til DM i Stand Up i 2006. Derfor startede min interesse for biler samtidig med min karriere. Det første minde er mig, der kører rundt i den bil, som jo næsten ikke var mere end et telt på fire hjul.
- Men det var din mors bil - hvad var din første?
- Jeg flyttede til København kort tid efter, og der fandt jeg ret hurtigt ud af, at det var mega bøvlet at komme rundt til mine standup-jobs med offentlig transport.
- Jeg kan huske, at jeg havde optrådt en aften på en efterskole langt ude på landet, og der var den sidste bus kørt, så efterskoleforstanderen måtte køre mig til stationen.
- Og jeg måtte pænt sidde at vente på hans kontor, inden han gav mig en prædiken hele vejen i bilen om, at nu måtte jeg også se at finde mig et rigtigt arbejde. Det var ligesom dråben, og så fik jeg bil. En Renault Twingo.

- Hvordan betalte du den?
- Den var spritny, og jeg betalte med mine surt optjente sparepenge. Det var den jyske mentalitet, der skinnede igennem, og siden har jeg boet så længe i København, at jeg har fået Stockholm-syndrom og er begyndt at lease.
- Hvor længe havde du den?
- Ikke særlig længe, måske to år. Der skete nemlig det, at når man har 25 jobs på en måned, der endda ligger fordelt ud over hele landet, så begynder man at sætte pris på komfort.
- Jeg er jo en kørende sælger, bare med vitser, så kilometertælleren tikker bare derud af. Twingoen var en fin lille bil, men den havde ikke aircondition, så jeg kunne enten få hedeslag eller rulle vinduerne ned og få træk, og det holdt ikke i længden.
- Hvilke biler har du siden haft?
- Jeg røg op i en Audi S3, for det gik jo meget godt med de vitser. Det var der, min interesse for biler begyndte, for der kunne man jo virkelig mærke opgraderingen i kvalitet.
- Siden fik jeg en Audi S5 Coupe V8, og den blev jeg bare glad for, hver gang jeg startede den. Bare lyden af motoren gjorde mig glad, men til sidst kunne jeg ikke retfærdiggøre overfor min klimasamvittighed at køre i en bil, der kørte så kort på literen.
- Hver gang jeg sagde ja til et firmajob i Jylland, kunne jeg visualisere isbjørnen, der står på en isflage, der bliver mindre og mindre…
- Hvad kører du i dag?
- I dag kører jeg i en BMW 320 D Touring, men jeg vil gerne over i en elbil. Som det er lige nu, dur det ikke at have tre jobs på én dag, og så være afhængig af at lade 45 minutter et eller andet sted på Fyn.
- Hvad er vigtigt, når du skal vælge ny bil?
- Det er komforten, fordi jeg bruger så mange timer i min bil. Så vil jeg også gerne sidde godt.
- Er du pylret omkring din bil?
- Jeg kan godt lide, at den står skarpt, og den bliver også både vasket og støvsuget. Det er også med til at føle mig professionel, når jeg dukker op til et job. Jeg kommer aldrig til at have en bil, hvor man kan skrive ‘TALBOT ER ET SVIN’ på siden i støv.
Trænger din bil til en opstramning - eller det, der er værre, er her tre tips til at reducere regningen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------