Kommunerne er vilde med elbiler

Afgiftsfritagelsen for elbiler er snart en saga blot, men i kommunerne er elbiler et hit

Med den seneste levering udgør elbilerne nu næsten 30 procent af den samlede flåde i Gladsaxe Kommune. (Foto: Renault)
Med den seneste levering udgør elbilerne nu næsten 30 procent af den samlede flåde i Gladsaxe Kommune. (Foto: Renault)

Mens afgiftsfritagelsen af elbiler forsvinder fra årsskiftet, satser kommunerne stort på de eldrevne modeller. Lave driftsomkostninger og mindre forurening i forhold til de traditionelle biler er nogle af de vigtigste årsager.

Hos organisationen Dansk Energi vurderer man, at op mod halvdelen af de elbiler, der sælges i Danmark, kører i kommunalt regi.

Se også: Tesla skal nu bygge Model S i Europa  

- Vi kan se en tydelig tendens i retning af, at det er kommunerne, der driver udviklingen på de lidt mindre elbiler. De større modeller handles primært af private kunder, men de små elbiler opfylder størstedelen af de kørselsbehov, man har i kommunerne, fortæller Søren Jakobsen, der er chefkonsulent i Dansk Energi.

Danmarksrekord i elbiler
En af de kommuner, der har investeret i elbiler, er Gladsaxe Kommune, der netop har fået leveret 27 nye elbiler. Her er andelen af elbiler i den samlede bilflåde i kommunen nu oppe på 28 procent, hvilket er en danmarksrekord.

De mange elbiler skal i fremtiden fungere i kommunens syge- og hjemmepleje. Her har elbilen klare fordele sammenlignet med diesel- og benzinbiler, idet der er tale om korte og hyppige ture i byen, hvor også nærmiljøet får gavn af de støj- og forureningsfrie elbiler, lyder det i begrundelsen fra kommunen.

Se også: Her skal Tesla køre som patruljevogn  

De samme argumenter var også i spil, da Odense Kommune tidligere på året bestilte 100 elbiler til samme formål, og i en lang række andre kommuner landet over har elbilerne ligeledes gjort deres indtog.

Opsang til regeringen
De nye elbiler i Gladsaxe bliver leveret af Renault, og her er direktør Henrik Bang naturligvis meget begejstret for beslutningen om at skifte traditionelle biler ud med elbiler:

- Det er godt at se, at mens folketingspolitikerne diskuterer og nøler, så er der anderledes handling i kommunerne, lyder det fra Henrik Bang.

74 kommentarer
Vis kommentarer