Læserne: Afgifter på sikkerhed er urimelige

Et overvældende flertal af bilejere ville købe mere sikkerhed til bilen, hvis afgifterne forsvandt

Hvis du køber sikkerhed til bilen for 26.000 kr. får staten de 16.000 i afgifter - og det endda uden moms.

Det er dyrt at købe ekstra sikkerhed til familien. Afgifterne tredobler priser på sikkerhedsudstyr. Foto: Berner
Det er dyrt at købe ekstra sikkerhed til familien. Afgifterne tredobler priser på sikkerhedsudstyr. Foto: Berner
 

Det er mange penge og måske er det derfor, at Ekstra Bladets læsere svarede et rungende JA til spørgsmålet om, om de ville købe udstyr som adaptiv fartpilot og nødbremse, hvis det kostede en tredjedel af, hvad det koster i dag.

Se også: FDM: Afgifter på sikkerhed koster liv

Af de læsere, der svarede sagde 90 procent “Ja, selvfølgelig,” mens kun 1,6 procent siger nej. Knap hver tiende (8,7 procent) mener, at det kommer an på udstyret, om deres svar bliver et ja eller et nej.

FDM har tilsvarende spurgt sine medlemmer om al bilens sikkerhedsudstyr bør være fritaget for registreringsafgift, og i den undersøgelse er 88 procent af de adspurgte enten meget enige eller enige i, at alt sikkerhedsudstyr til bilen bør fritages for afgift - altså meget tæt på de tal, som vi fik i vores lille undersøgelse.

På den måde forklarer en del af Ekstra Bladets læsere (dem, der læste artiklen og svarede på spørgsmålene), at hvis ikke der var afgift på, så var de købere til udstyr som adaptiv fartpilot og nødbremse.

Hvad koster det?
For at få et indtryk af, hvad en sikkerhedspakke til bilen egentlig koster og hvor stor en del af prisen, der er afgift, har vi haft fat i Volvo, der fortæller om sine sikkerhedspakker:

En sikkerhedspakke til Volvo V40 bestående af ACC, DAS, BLIS (se hvad forkortelserne står for i boksen) har en vejledende udsalgspris på 26.000 kroner. Heraf udgør afgifter 16.714 kroner. Uden nogen form for rabat ville udsalgsprisen være 47.000 kroner, og afgifterne ville udgøre 30.218 kroner.

21.000 kr. til staten
En lignende sikkerhedspakke til det øvrige modelprogram S60, V60, XC60 med videre koster 33.000 kroner, hvor afgifter løber op i 21.214 kroner. Pris på pakken uden rabat er 53.000 kroner, og heraf er afgiften 34.070 kroner. Når vi køber udstyr som kan være med til at redde vores eget og andres liv, tager staten sig altså godt betalt for den sikkerhed.

Et andet eksempel er en automatisk nødbremse til eksempelvis en Citroën DS3. Den koster 10.000 kroner, hvoraf de 6.428 kroner er afgifter, mens en adaptiv fartpilot, der tilpasser afstanden til den forankørende bil, til en VW Golf koster 9.696. Her er de 6.233 kroner ren afgift.

Efterhånden er der god dokumentation for, at sikkerhedsudstyret i nye biler gør en afgørende forskel, når det gælder enten helt at afværge eller i hvert fald mindske skaderne ved trafikulykker.

Derfor mener blandt andre FDM, at det er uforståeligt, at vi herhjemme beskatter sikkerhedsudstyr med op mod 180 procent, når regeringen samtidig har en ambition om at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

70 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere