Det skal også være en dynamisk og sportslig oplevelse at køre familievenlig elbil, mener den tyske bilgigant Mercedes-Benz, hvis AMG-afdeling netop har lanceret en ny elektrisk performance-SUV, kaldet AMG EQE SUV.
Den elektriske SUV, som desuden bliver den første elektriske SUV fra AMG-afdelingen i Affalterbach, kommer med op til 687 hk. AMG EQE SUV lanceres nemlig i første omgang i to forskellige versioner, kaldet EQE 43 4matic og EQE 53 4Matic+.
Den mindste variant, EQE 43 4Matic, kommer med 476 hk og 858 Nm, hvilket rækker til en sprinttid fra 0-100 km/t på 4,3 sekunder, mens topfarten er elektronisk begrænset til 210 km/t. Elbilen kan køre op til 488 km på en opladning.
Den mere kraftfulde EQE 53 4Matic+ leverer standard 626 hk og 950 Nm, men tilvælger man AMG Dynamic Plus-pakken, stiger ydelsen til 687 hk og 1000 Nm.
Det er nok til, at den elektriske AMG’er kan accelerere fra 0-100 km/t på 3,5 sekunder. Her er topfarten elektronisk begrænset til 240 km/t, mens rækkevidden ligger på 470 km.
Hurtigere firehjulstræk
Til at bakke påstanden om, at de elektriske SUV’er i AMG-dragter er blevet mere sportslige end de almindelige udgaver af samme elbiler, oplyser Mercedes, at folkene hos AMG har lagt sig i selen for at fintune teknologien.
AMG-folkene har blandt andet brugt tid på at forbedre firehjulstrækket, som sørger for fordele kræfterne mellem for- og bagakslerne, så det elektronisk styrede firehjulstræk kan reagere langt hurtigere end et mekanisk firehjulstræk.
Faktisk tjekkes og justeres fordelingen af momentet 160 gange i sekundet.
De nye AMG-versioner af EQE SUV er desuden udstyret med luftundervognen med adaptive dæmpere, som blandt andet betyder, at man kan køre mere dynamisk med mindre krængning i sving. Standard er også aktiv baghjulsstyring.
Det forventes, at de nye elektrisk AMG-SUV’er kommer til Danmark i løbet af sommeren næste år. Endnu er de danske priser på elbilerne ikke klar.
Er du på jagt efter vinterdæk, er det her du skal læse med.
--------- SPLIT ELEMENT ---------