Luksus bag facaden: Sådan vil Ford lokke nye kunder til

Salget er de seneste år gået ned ad bakke for Ford Danmark, men nu skal moderne bilhuse i landets fem største byer sikre flere kunder – vi har besøgt en af de nye luksusbutikker

FordStore i Esbjerg er en af landets fem nye luksusbutikker, hvor hele modelprogrammet kan opleves - også de eksklusive modeller som Mondeo Vignale og Ford Mustang. (Foto: Lars Jacewicz)
FordStore i Esbjerg er en af landets fem nye luksusbutikker, hvor hele modelprogrammet kan opleves - også de eksklusive modeller som Mondeo Vignale og Ford Mustang. (Foto: Lars Jacewicz)

Det er ikke svært at finde Fords nye, store butik i Esbjerg, som er en af fem nye såkaldte FordStores i landets største byer. For selvom den er placeret i udkanten af Esbjergs østlige industrikvarter, kan den nye bygning ses på lang afstand med sin enorme glasfacade og det næsten lige så store Ford-logo, der pryder bygningen.

Sportsvogn til hverdagen: Ibiza Cupra er billig og hamrende hurtig  

Ford har dog også brug for at gøre opmærksom på sig selv. I 2013 var Ford godt nok landets næstmest solgte bilmærke, men sidste år faldt de til en tredjeplads, og i år er der udsigt til, at det amerikanske bilmærke daler yderligere i statistikken.

Gammel vin på nye flasker
Glasdøren glider lydløst til side, da vi nærmer os, og vi træder ind i den varme og lyse bygning, som står i skærende kontrast til det grå og kolde novembervejr.

Indenfor døren er placeret en skranke, hvor der med store bogstaver står "Hej! Spørg mig", og bag skranken står en charmerende, lyshåret kvinde, som er klar til at følge op på den opfordring.

Der er lyst og lækkert i den nye FordStore i Esbjerg, men på nogle punkter kan man ikke lade være med at tænke, at det er gammel vin på nye flasker. (Foto: Lars Jacewicz)
Der er lyst og lækkert i den nye FordStore i Esbjerg, men på nogle punkter kan man ikke lade være med at tænke, at det er gammel vin på nye flasker. (Foto: Lars Jacewicz)
 

Selvom det hele er meget stort, lyst og moderne, adskiller oplevelsen sig dog ikke grundlæggende fra et besøg hos den almindelige lokale bilforhandler, så man kan roligt sige, at det er en slags gammel vin på nye flasker. Men ikke desto mindre har Ford drejet på nogle knapper, som gør de nye FordStores til en særlig oplevelse.

Virtuel verden
Hvad man eksempelvis ikke oplever hos den almindelige Ford-forhandler er et komplet modelprogram, hvor samtlige 22 bilmodeller fra Ford står udstillet – herunder Ford Mustang og topversion af Ford Mondeo - Vignale.

Udstyr for en million kr: Nu kan Beckhams Range Rover blive din  

Når man har fundet en bil, er der store fladskærmsvægge, hvor man selv kan lege med at sammensætte drømmebilen via en iPad. Her kan man frit kombinere materialer, udstyr og farver på og i bilen, så man kan få et så realistisk billede af sin kommende bil som muligt.

Sløret løftes
Når den nye bil skal leveres, bliver du inviteret ind i butikken på en bestemt dato og et specifikt tidspunkt - og ikke blot en melding om, at "Du kan bare komme i løbet af fredagen". Udleveringen af bilen er nemlig en af de særlige detaljer ved Fords nye butikskoncept.

Ved ankomst er bilen dækket over med en dug, som på bedste bilmesse-manér bliver hevet af med spotlyset rettet mod bilen. For selvom du selvfølgelig godt ved hvilken bil og farve, du har bestilt, så skal det gøres til en særlig oplevelse at få den leveret, mener Ford.

Lavere afgift: Så meget falder fire populære biler i pris  

Når sløret er løftet, bliver der brugt tid på at instruere i bilens funktioner samt opkobling af telefoner og andre personlige indstillinger, så alt spiller, når du triller ud af butikken. Og når du efter nogle dage har fået mulighed for at finde dig til rette bag rattet, bliver du ringet op fra butikken, som svarer på eventuelle spørgsmål, der måtte være opstået.

- Vores ambition er, at de nye FordStores skal give en harmonisk oplevelse for kunderne, både i butikken og online, og give den bedste oplevelse i klassen. FordStores er det bedste af det bedste fra Ford og vil være de nye spydspidser for mærket i Europas største byer, siger Gaetano Thorel, Ford Europas vicepræsident for marketing, i en pressemeddelelse.

Vildt Volvo-koncept: Gør bilen til en dagligstue  

De fem danske FordStores ligger i landets største byer. I København er det Andersen Biler, i Aarhus er det Via Biler, i Odense er det Autohuset Vestergaard, i Aalborg er det Brdr. Hosbond og i Esbjerg, som vi besøgte, er det Bjarne Nielsen.

Det er altså en bred palette af små og store tiltag, der skal bringe kunderne tilbage til Ford. Hvor vidt det lykkes må salgsstatistikkerne – særligt for de eksklusive Ford-modeller – vise med tiden.

Ny Opel Astra langer ud efter konkurrenterne på leasing