Midt i krisen: Så mange danskere køber VW

Salget af nye biler i Danmark er stigende, og de seneste tal fra september måned viser, at tyske Volkswagen fortsat ligger urørligt på toppen af salgslisterne trods dieselskandalen

VW Up har gennem de seneste år været en af de mest solgte biler i Danmark. (Foto: PR)
VW Up har gennem de seneste år været en af de mest solgte biler i Danmark. (Foto: PR)

Personbilsalget i september steg 10 procent i forhold til august, og de første ni måneder af i år ligger nu ni procent over den tilsvarende periode sidste år. Det viser helt friske tal fra De Danske Bilimportører.

Salget af personbiler har således retning mod en ny rekord og de seneste ugers megen debat om biler, har indtil videre ikke haft indflydelse på det samlede salg.

– Bilimportørerne er naturligvis ovenud tilfredse med den stigende efterspørgsel, som vi ser som tydelige tegn på stor aktivitet i erhvervslivet såvel som danskernes behov for øget mobilitet, og vi ser fortsat positivt på de kommende måneders aktivitet, siger Gunni Mikkelsen, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Se også: Volkswagen vil indkalde 11 millioner biler

Endnu et rekordår
2015 tegner altså til at blive det sjette år i træk med rekord i bilsalget, og med 1953 solgte VW-modeller i september lykkedes det altså ikke de nærmeste konkurrenter at skubbe den tyske bilgigant af tronen på det danske marked.

I midten af september blev det ellers afsløret, at der i 11 millioner biler fra den tyske koncern var installeret en software, der kunne omgå de amerikanske myndigheders miljøtest af bilerne. Men det ser altså ikke ud til, at den verserende skandale hos Volkswagen, har kostet stort på kundefronten i første omgang.

Se også: 700.000 Seat-biler er udstyret med snydesoftware

De fem mest solgte mærker for personbiler i september måned var således VW med 1953, Peugeot med 1704, Skoda med 1488, Toyota med 1338 samt Citroen med 1263.

Men det er altså fortsat de små biler som Peugeot 208, Volkswagen Up og Opel Karl, der står for langt den største del af salget, hvilket adskiller sig meget fra vores nabolande, hvor større modeller er langt mere populære.

64 kommentarer
Vis kommentarer