Netfirmaer lokker bilkøbere med store rabatter

Flere netfirmaer tilbyder at skaffe nye biler med store rabatter – der er både fordele og ulemper ved koncepterne

Der kan være mange penge at spare ved at spørge om rabat. De firmaer, som tilbyder at gøre arbejdet, tager sig dog også betalt for det. (Foto: Colourbox)
Der kan være mange penge at spare ved at spørge om rabat. De firmaer, som tilbyder at gøre arbejdet, tager sig dog også betalt for det. (Foto: Colourbox)

Køb din nye bil gennem os og få stor rabat. Sådan lyder konceptet fra Autooffer og 3Autotilbud, der tilbyder en service til bilkøberne efter koncepter à la Momondo.com og hotels.com.

Autooffer, som er den største portal, viser en række modeller på hjemmesiden, hvor rabatten veksler fra 100.000 kr. og ned til 1.000 kr. Men lover ellers at kunne skaffe rabatter på specifikke modeller inden for et døgn.

Folkene bag hjemmesiden forhandler med bilhandlere, de har aftaler med, og lover endda at levere bilen gratis til døren.

Se også: Strid mellem værksted og kunde - her er løsningen  

På hjemmesiden er vist en række af de mest populære modeller med priser, der er fratrukket rabatten og tillagt leveringsomkostninger samt det gebyr, som Autooffer beregner sig for at formidle handlen. Avisens motorredaktion kunne dog ikke finde priser, de fleste ikke selv alligevel kan forhandle hjem.

To grupper kunder
Ifølge Søren Malmskov, der er adm. direktør for Autooffer, retter sitet sig mod enten karrieremennesker, der har en travl hverdag, og som ikke har tid til at indhente tilbud fra flere bilforhandlere, og folk, der ikke er så glade for at bede om rabat.

- For de travle karrieremennesker er det letheden i processen, der tæller, mens vi kan træde til og hjælpe dem, der ikke bryder sig om at forhandle om prisen, siger Søren Malmskov.

Autooffer bliver mødt med blandede reaktioner. Jan Lang, der er analytiker på Bilbasen, er skeptisk.

- Man skal huske på, at de tager betaling for det. De forhandlere, som har en rabat at give af, giver også noget til sitet, siger Jan Lang.

Avancen kendes ikke, men kan være adskillige tusinde kroner pr. handel.

- Man kan lige så godt selv forhandle prisen ned. Markedet har aldrig været mere overskueligt, og det har aldrig været nemmere at forhandle en rabat hjem, mener Jan Lang.

Han peger på, at priserne findes på nettet. Ofte også for de mange kampagnemodeller, der hele tiden er i spil, og hvor der tit allerede er filet på rabatten. Men sælgerne er i dag klar over, at kunden vil spørge, og har derfor ofte rabat at give af. For de uprøvede er metoden den klassiske:

- Indhent tilbud. Når du har en fornemmelse af markedet, så spil budgiverne ud mod hinanden, siger Jan Lang, der savner den direkte kontakt på sitet.

- Her mangler dialogen mellem køber og sælger, som sikrer, at man får det, man præcist ønsker sig, siger han.

Kan give overblik
FDM er mere nuanceret. Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hér, mener, at Autooffer kan være med til at give et overblik på markedet.

- Siden kan være en hjælp til dem, der ikke synes, det er så sjovt at forhandle rabatter. Men man skal også vide, at Autooffer ikke gør det gratis og lader det gå fra den rabat, man ellers ville have fået, siger han.

Allan Skytte Christensen peger også på, at det kan være bestemte modeller, som Autooffer fremhæver, mens kampagnemodellerne først bliver synlige ved at gå til forhandleren.

- Men hvis man får en stor rabat på de andre modeller, kan det selvfølgelig være ok, siger han.

Se også: Her er bilmærket med de mest tilfredse kunder  

Allan Skytte Christensen gør opmærksom på, at der er rigtig mange ting, som der kan forhandles, og man afskæres fra, ved at bruge hjemmesiden. Det kan for eksempel være finansiering, dæk, serviceeftersyn, vinterhjul og rustbehandling.

- Jo flere elementer, jo bedre. Det er alt sammen ting, som gør, at forhandleren måske kan skrue en bedre handel sammen. Og hvis man ikke har den direkte kontakt, har man ikke den mulighed, siger han.

Udstyr kan koste dyrt
Han peger på lidt benarbejde som det bedste udgangspunkt til en lav pris.

- Ring rundt og find prislejet. Vend så tilbage til den forhandler, du gerne vil handle med, og tryk ham lidt på maven. Det er et spil, siger Allan Skytte Christensen.

Man skal dog først og fremmest gøre op med sig selv, hvilken model man vil have.

- Man kan måske få en stor rabat på en bil med meget ekstraudstyr. Men da der er en større afskrivning på ekstraudstyret end på selve bilen, kan det i sidste ende være en ringere handel, siger forbrugerøkonomen.
 

Services vil gøre livet lettere for bilejerne

Autooffer er bare én blandt mange udbydere, der tilbyder overblik eller bekvemmelighed

Et site som Autobutler er en af de nye services, der er kommet frem, og som indsamler tilbud på reparationer. (Foto: Colourbox)
Et site som Autobutler er en af de nye services, der er kommet frem, og som indsamler tilbud på reparationer. (Foto: Colourbox)

Mere overblik eller tilbud om en lettere hverdag. Det er hovedindholdet i de nye services, der dukker op til bilejerne.

Her er Autooffer, som tilbyder at finde nye biler med rabat et af dem, Autobutler, der indsamler tilbud på reparationer et andet, og dækportalen cartendo.dk et tredje.

I en anden boldgade er det stigende udvalg af biler, som kan privatleases, og hvor en af gulerødderne er, at bilejeren har overblik over den samlede økonomi.

Se også: Skimmel og bakterier: Få styr på dit klamme klimaanlæg

 

I kølvandet har en stor bilimportør som VW, der nu også i større grad er begyndt at tilbyde privatleasing udbudt VW Total, som er et koncept, hvor man får finansiering, service og forsikring med i én pakke. Det giver et stykke hen ad vejen samme overblik som at lease. Det eneste ubekendte er værditabet på bilen.

Gør livet nemmere
Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom hos FDM, tror, at der kommer mange flere af den slags services.

- Vi vil se mere af alt det, som kan gøre livet nemmere for bilejeren. Det har vi også set med vejhjælp, hvor der nu er flere ydelser med i en pakke, og hvor bilen i stigende grad kan laves på stedet, frem for at blive bugseret til et værksted, siger han.

Flere autoglasfirmaer tilbyder også at rykke ud og lave stenslag for kunden. For eksempel på arbejdspladsen.

Der er dog flere ting, man skal være opmærksom på, før man går om bord i pakkeløsningerne. Man skal undersøge, om det er en standardløsning, som pakkerne er bygget op omkring, og om de passer til dine behov.

- Hvis en pakke med forsikring er udregnet til en 25-årig, og man selv er 40 år, kan det jo godt være, at man kan finde det billigere på nettet. Det er jo nemmere end nogensinde at researche, siger Allan Skytte Christensen.

Falck har for eksempel en vejhjælpspakke, der også omfatter bl.a. hjulskift, bilsyn, bilvask, miniserviceeftersyn og reparation af stenslag. Her er det så om at vurdere, om man har brug for det hele eller kan nøjes med en mere enkel løsning.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere