Nu vil Audi og Porsche ramme Tesla hårdt

Elektrisk Porsche Mission E skal sammen med Audi e-tron quattro concept crossover give Tesla modstand. VW-koncernen lover sofistikeret teknologi, som sætter nye standarder

Porsche Mission E har tråde til 918 Spyder. Den vil kunne lades op til 400 km kørsel på et kvarter. Fuld rækkevidde er 500 km. Foto: PR
Porsche Mission E har tråde til 918 Spyder. Den vil kunne lades op til 400 km kørsel på et kvarter. Fuld rækkevidde er 500 km. Foto: PR

Frankfurt (Ekstra Bladet): Hvis du synes, at Tesla S er fed, så tag lige et kig på Porsche Mission E. Her er både klare tråde til 918 Spyder og fire pladser og døre, men i et langt mere let design end den gumpetunge Panamera.

Og så byder den på elektrisk energi, så englene nærmest synger.

Se også: Stenrig dansker sælger ud af bilsamling til 274 mio. kr.

Vi taler om en elektrisk motor på 600 hk i kombination med et batteri, der rækker til en acceleration 0-100 km/t. på 3,5 sekunder, 0-200 km/t. på 12 sekunder, en topfart på 250 km/t. og ikke mindst en rækkevidde på 500 km.

Lader hurtigere end Tesla
Opladningen af batteriet kan ske med 800 volt, hvilket er det dobbelte af en Tesla S. Det betyder, at du kan lade batteripakken 80 pct. op på bare et kvarter.

Den drives af to motorer, på henholdsvis for- og bagaksel.

Se også: Ny Audi A4 er tyst som langt dyrere biler

Den sportslige Tesla S-killer, der netop er afsløret som et af de store scoop på Frankfurt Motorshow, er foreløbig en konceptbil. Men den er i produktionen 'før 2020', lyder det.

Mission E afsløres samtidig med, at Audi viser den ligeledes elektriske Audi e-tron quattro concept, der også klarer 500 km på en opladning, byder på 435 hk og kan peake ved 503 hk. Modellen, som måske kommer til at hedde Q6, lander på markedet i 2018.

Den har en topfart på 210 km/t og klarer 0-100 km/t på 4,6 sekunder.

Den elegante lange Audi Q6 er elegant og helt i mærkets design-linje, som sigter på harmoniske linjer.  Forlygter er de nye OLED. Foto: PR
Den elegante lange Audi Q6 er elegant og helt i mærkets design-linje, som sigter på harmoniske linjer.  Forlygter er de nye OLED. Foto: PR

Ambitiøs plan
De to modeller vises, efter at VW-koncernens udviklingschef Dr. Ulrich Hackenberg har løftet sløret for en ambitiøs plan, hvor koncernen inden 2020 vil lancere 20 nye el- eller hybridmodeller.

Det er dog stadig hemmeligt, hvor mange, der bliver elbiler med teknologi, der er så sofistikeret, at de kan klare en rækkevidde på 500 km, hvilket matcher Tesla S, som har været først på markedet og har sat dagsorden.

Se også: Familiebil kører 100 km på 3,1 liter benzin

Det amerikanske mærke blev da også nævnt mellem linjerne, da Audi-boss Rupert Stadler, præsenterede det nye elbils-koncept.

- Vores mål er ikke at være først, men at være bedst, lød det fra Stadler.

Han peger på, at det er planen, den nye model skal sætte nye standarder for interiør og brugervenlighed. Det handler bl.a. om teknologi, som kan gøre den selvkørende, optimeret human-machine-interface, der kort og godt handler om, at mange ting bliver mere enkle at betjene og verdens mest avancerede 3d-kort til navigationssystemet.

Tesla er også til stede på Frankfurt Motorshow. Men havde ikke nogen officiel lancering af X-modellen, måske fordi det amerikanske mærke, som traditionelt går andre veje end de traditionelle, lurepassede på Audi.

Trådløs opladning
Men begge Audi-elbilerne, som får trådløs opladning af batterierne, er klare tegn på, at den mægtige VW-koncern nu tilsyneladende er kommet op i omdrejninger, efter at Tesla har fået lov til at sætte dagsordenen, som et af de klart innovative mærker. En position især Audi og Porsche gerne vil smykke sig af.

På trods af rækkevidde og muskler, har den noget tunge Tesla S aldrig været særligt velkørende. Og her vil Porsche have noget at tilbyde.

Se også: Mød verdens hurtigste SUV

- Vi har altid sagt, at når vi lancerede en elbil, ville det være en rigtig sportsvogn, som lever op til de krav om præstationer, som typiske Porsche-kunder forventer, nemlig at kunne styre og accelerere præcist. Samtidig har den et tidløst design, så alle kan se, at det er en Porsche, lige som da den originale 911’ blev præsenteret i 1963, sagde Porsche-chef Dr. Martin Müller ved præsentationen.

Først klar om nogle år
Han lagde ikke skjul på, at der stadig skal udvikles nogle år, før bilen er klar. Men at tingene er lagt an på at fungere i hverdagen. Mens Audis model vil kunne lades 80 pct. op på en halv time, skal det altså kunne lade sig gøre på et kvarter med Porschen.

- Det svarer til i dag, hvor man tanker biler, vasker hænder og måske får en espresso. Så er man videre, lød saluten fra Dr. Martin Müller.

At dømme efter publikums reaktioner i Frankfurt og bilernes vellykkede design, må Audi og Porsche hellere skynde sig at få bilerne færdige, så Tesla ikke overhaler dem inden om igen.

38 kommentarer
Vis kommentarer