Hvorfor nøjes med almindelige halogenpærer til forlygterne, hvis du i stedet for kan bruge nye typer LED-pærer, der lyser bedre, lever længere og bruger mindre strøm?
Sådan lyder meldingen fra Anders Grønbech, der er business development manager hos Philips og mener, at de eftermonterede LED-pærer har en masse fordele.
Det er bare et problem; de er ulovlige i de fleste biler.
LED-pærer, som også kendes fra hjemmet, er nye som eftermontering på bilfronten, hvor Philips er i gang med at søsætte X-treme Ultination-serien på markedet som H4- og H7-LED-pærer. Det er pærer, som ifølge producenten giver et mere klart lys end almindelige H4-pærer og har længere rækkevidde, mens levetiden er en halv snes år sammenlignet med et til tre år for en almindelig halogenpære, og strømforbruget er det halve.
Det er pærer, som typisk koster 1.110 kr. for et sæt, mod 150 kr. for et sæt almindelige halogenpærer, mens fabriksmonterede full LED-forlygter starter fra omkring en halv snes tusinde kr. De originalt monterede lyser dog bedre end de eftermonterede LED-pærer.
Her er Philips foreløbig først, men andre producenter, som bl.a. Osram, er på vej med lignende pærer til montering.
Imidlertid må disse kun monteres i biler, som fra fabrikken er typegodkendt til LED-pærer.
Til andre biler må de ifølge loven købes, men kun bruges uden for offentlig vej, som bl.a. de stærke såkaldte 'rallypærer'.
Entydige regler
Anders Grønbech fra Philips mener, at reglerne for LED-pærer er for entydige. Ifølge ham er der ingen problemer med at få bilerne godkendt til syn med LED-pærerne, hvor de endda giver et bedre lys end H7- og H4- pærer. Og det er ifølge ham allerede sket i danske synshaller.
- LED-pærerne passer til 80 pct. af bilerne på markedet. Men hvis ikke de er godkendt til LED-lys fra fabrikken, kan de ikke godkendes herhjemme. Det er meget firkantet, siger han.
- Det er et sikkerhedsprodukt. Produktet fejler ingenting. Hvis pærerne er sat rigtigt i, og de har det rigtige lysbillede, ser jeg ingen grund til, at de ikke skulle kunne synes. Du får et bedre produkt, end du ellers ville få ved almindelige halogenpærer. Hvis de kan bestå i en synshal, kan jeg ikke forstå, at der skulle være et problem, siger Anders Grønbech, der gerne så, at reglerne gav mulighed for at bruge pærerne på offentlig vej.
I en lang række europæiske lande må pærerne hverken sælges eller bruges, mens de godt må sælges til banebrug i de nordiske lande.
Ifølge Philips arbejdes der på europæisk plan for at ændre reglerne inden for få år.
Hos FDM er holdningen dog klar.
Nytårskur hos bilforhandlerne: Her kan du gøre det største scoop
- Lad være med at bruge pærerne. Det er ikke lovligt, siger Peter Sahl, der er teknisk rådgiver hos FDM.
- Jeg er ikke bekymret for, om bilen går i stykker eller brænder af. Men hvis du bliver stoppet af politiet, kan det i yderste konsekvens give en bøde eller indkaldelse til syn, siger Peter Sahl, som peger på, at lygter og pærer skal være godkendt til den samme lyskilde.
Han kritiserer Philips for først og fremmest at ville markedsføre LED-pærerne og mener ikke, at virksomheden gør nok for at påpege, at pærerne er ulovlige.
- Philips burde være et ansvarligt firma, som slår på det, som er lovligt. De burde være store nok til at gå den rigtige vej og bearbejde lovgivningen fremfor at bearbejde forbrugerne, siger Peter Sahl.
Gråzone
Anders Grønbech fra Philips afviser kritikken.
- Vi går ud i en mere aggressiv markedsføring, fordi de nye LED-pærer i modsætning til de første generationer er langt bedre end de kendte halogenpærer. Men vi skriver altid i vores materiale, at det er pærer, som ikke må bruges på offentlig vej, siger Anders Grønbech.
- Vi ved godt, at vi bevæger os i en gråzone. Men det er nu engang lovligt at sælge pærerne. Vi kan ikke tage højde for, hvordan de bruges, siger han.
Han erkender dog også, at LED -pærerne kan være mere vanskelige at montere korrekt end halogenpærer.
- LED-pærer kan være mere følsomme at eftermontere. I princippet skal du tjekket, om der er det rigtige lysbillede på alt lys, som du eftermonterer. Halogenpærer går 360 grader rundt, mens LED-lys går 180 grader rundt. Derfor er det mere sårbart, hvis de ikke er i den rigtige indstilling, siger han.
Nogle biler skal dog også have en spændingsmodstand, fordi pærerne bruger så lidt strøm, at der kan komme en fejlmelding.
I andre tilfælde skal der skæres i parabolen for at få pærerne til at passe.
Færdselsstyrelsen peger på internationale regler, som siger, at lygte og pære skal være godkendt til hinanden, og at pærer kun må eftermonteres efter en tilladelse fra bilfabrikanten.
- Bestemmelserne for nærlyslygter skal dels regulere hensynet til, at bilers nærlys oplyser vejbanen i et korrekt og tilstrækkeligt omfang og dels regulere hensynet til, at bilers nærlys ikke blænder andre trafikanter, lyder det i en mail fra Kim Voigt Østrøm, der er pressechef for styrelsen.
Her fra er meldingen, at spørgsmål om lovgivning for LED-pærer er noget, som virksomhederne skal tage op internationalt.
- Det er Færdselsstyrelsens opfattelse, at spørgsmålet om mulighederne for at anvende LED-lamperne i halogenforlygterne på biler i almindelig trafik ikke er et nationalt anliggende, men spørgsmålet bør rejses i EU af lampefabrikanten, lyder det i mailen fra Kim Voigt Østrøm.