Op mod 100.000 bilejere risikerer at få klippet nummerpladerne

Adskillige bilister skylder penge til staten, og det kan få benhård konsekvens

Politiet har modtaget oplysninger fra Skattestyrelsen på borgere, der ikke har fået betalt de lovpligtige afgifter. Arkivfoto: Linda Johansen
Politiet har modtaget oplysninger fra Skattestyrelsen på borgere, der ikke har fået betalt de lovpligtige afgifter. Arkivfoto: Linda Johansen

Har du en regning til staten, som du ikke har fået betalt, og som er knyttet til din bil, kan det snart betyde, at du må undvære bilen.

Således oplyser Skattestyrelsen, at op mod 100.000 bilister risikerer at få klippet pladerne som følge af manglende betaling af grøn afgift, vægtafgift eller vejbenyttelsesafgift.

Ifølge styrelsen begyndte man i marts et større arbejde med at sende oplysninger videre til politiet om bilejere, som ikke har betalt deres motorafgifter. Og politiet har allerede klippet de første nummerplader på baggrund af de oplysninger.

Af den seneste opgørelse fremgår det, at der er i alt 230.000 skyldnere, som til sammen skylder 750 millioner kroner fra afgifter på kørertøjer. Og det er altså omkring 100.000 af dem, som vil få deres oplysninger videregivet til politiet, som herefter kan klippe nummerpladerne hos skyldnerne. Ifølge Skattestyrelsen er omkring 90 procent privatpersoner, mens resten er virksomheder.

- Det vigtige for mig er ikke, at politiet klipper så mange nummerplader som muligt. Målet for os er at få danskerne til at betale de afgifter, de skylder. Det bør stå klart nu, siger underdirektør i Skattestyrelsen Peter Thorgaard i en pressemeddelelse.

Én million betalt før påske
Skattestyrelsen har siden 1. marts sendt breve til personer og virksomheder, der ikke har betalt, hvad de skylder i vægtafgift, grøn ejerafgift eller vejbenyttelsesafgift. Det havde før påske foreløbigt ført til, at der var blevet betalt omkring én million til statskassen fra skyldnere.

- Processen med at få ryddet op er kun lige begyndt. Vi forventer løbende at kunne sende oplysninger til politiet, og man bør derfor få betalt sin motorgæld. Ellers risikerer man i sidste ende, at politiet klipper pladerne, siger Peter Thorgaard.

De 130.000, som altså ikke umiddelbart risikerer at få klippet pladerne, men som stadig skylder penge for afgifter, har gæld som allerede ligger til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. De risikerer i stedet blandt andet at blive modregnet i overskydende skat, hvis de ikke selv indfrier gælden.

323 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere