Plads til syv - kører som en mindre bil

Ny Ford Galaxy byder på mere plads, avanceret sikkerhedsudstyr og teknologiske spidsfindigheder

Ford Galaxy er blevet mere strømlinet at se på, men det er først og fremmest de praktiske hverdagsdetaljer, som tæller i den rummelige MPV.  (Foto: Ford)
Ford Galaxy er blevet mere strømlinet at se på, men det er først og fremmest de praktiske hverdagsdetaljer, som tæller i den rummelige MPV. (Foto: Ford)

GOODWOOD (Ekstra Bladet): Ford Galaxy er bilen til de virkelig pladskrævende. Det er en familieflytter til dem, der behøver en tredje sæderække, som faktisk kan rumme to granvoksne mænd og ikke kun store skolebørn. Det er bilkøbere, som måske også har kig på den nye Renault Espace eller tvillingerne VW Sharan/Seat Alhambra.

Ekstra Bladet har som et af de første danske medier kørt Galaxy, der har plads til syv ombord. Det foregik i højrestyrede modeller i sydengelske Goodwood.

Førerpladsen er regulær og uden det bling, som dominerede i den gamle model. Rattet sidder i den 'forkerte' side, da vi kører en engelsk model. (Foto: Ford)
Førerpladsen er regulær og uden det bling, som dominerede i den gamle model. Rattet sidder i den 'forkerte' side, da vi kører en engelsk model. (Foto: Ford)
 

Med en pris på 590.000 kr. for testbilen, en 180 hk TDCi med det dyreste Titanium-udstyr, befinder vi os da også i de højere luftlag. Men da de fleste Galaxy bliver solgt til firmafolket, tæller den beskatningsmæssige værdi. Her er værdien 500.000 kr. – endda med automatgear.

Afrundet design
Designerne har poleret hjørnerne på tredje generation af Galaxy, som afløser den mere skotøjsæskekantede model fra 2006. Samtidig får Galaxy mærkets nye Aston Martin-agtige front med sammenknebne øjne af forlygter.

Pladsen på tredje sæderække er vokset en smule med mere luft til ben og hoved. Her kan to voksne sidde regulært. (Foto: Ford)
Pladsen på tredje sæderække er vokset en smule med mere luft til ben og hoved. Her kan to voksne sidde regulært. (Foto: Ford)
 

Der er heller ingen tvivl om, at familieflytteren er en stor bil. Men den opleves letkørt og som en mindre af slagsen.

Godkendt forbrug
På motorvejen ligger Galaxy’en klippefast. Den 180 hk diesel er pakket rigtig godt ind og leverer momentet på 400 Nm silkeblødt. Forbruget på 20,0 km/l er bestemt i orden.

Selv om det seks trins gearskift klikker blødt og ubesværet, vil vi til enhver tid betale de 25.000 kr. ekstra, som den seks trins Powershift-automatgearkasse med dobbeltkobling koster.

Galaxy er først med et frontmonteret kamera, som kan spotte fodgængere og cyklister i en vinkel på 180 grader. (Foto: Ford)
Galaxy er først med et frontmonteret kamera, som kan spotte fodgængere og cyklister i en vinkel på 180 grader. (Foto: Ford)
 

Bag rattet har du udsigt til et afdæmpet, men funktionelt instrumentbord, der afløser den tidligere sølvglinsende bling-opstilling.

Den nye Ford Galaxy lander herhjemme til oktober.

Ekstra Bladet var inviteret til Goodwood af Ford.

9 kommentarer
Vis kommentarer