Pluginhybrider er moderne - men er de noget for dig?

Det vælter frem med nye hybrid- og pluginhybridbiler, men skal man have fingre i den nye teknologi, er det vigtigt at vurdere, om hverdagen passer til bilen

Sjældent har det været mere udfordrende at være bilkøber. Hvor du før kun skulle vælge mellem en benzin- eller dieselmotor, er der nu også for alvor kommet hybrider og pluginhybrider med i billedet.

Mens benzinmotoren i en hybrid hjælpes af et lille batteri og en elmotor, som er med til at strække dråberne, give ekstra acceleration og lade bilen rulle et par kilometer på ren strøm, kan pluginhybriden også lades op i stikkontakten og køre op til et halvt hundrede kilometer på ren el.

Pluginhybriderne, der også kaldes opladningshybrider, er blevet mere økonomisk overkommelige efter sidste afgiftssænkning, hvor de faldt med omkring 50.000 kroner og nu kan fås fra priser, der i mellemklassen begynder et sted mellem 270.000 og 330.000 kroner alt efter model.

Det er ikke alene en jungle at manøvrere rundt mellem modellerne, det kan også være en opgave at skyde sig ind på, om en hybrid eller opladningshybrid skal være et alternativ til en bil med moderne benzinmotor, eller sågar en dieseldrevet bil.

Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDM’s blad Motor har et par klare råd:

- En hybrid eller pluginhybrid er mest til dem, der kører meget bykørsel. Hvis du kører meget motorvejskørsel, er det ikke en god idé. Så slæber du rundt på meget ekstra teknologi, der ikke bliver brugt, siger Søren W. Rasmussen.

Han anbefaler primært en klassisk hybrid til dem, der ikke har mulighed for at lade op derhjemme eller på arbejdet. Det er biler som Toyotas hybrider, Kia Niro og Hyundai Ioniq.
 

Opladningshybrid

  • En pluginhybrid kaldes også en opladningshybrid. Bilen er udstyret med både en benzinmotor og en elmotor, som skal lades op i stikkontakten.
  • Elmotoren supplerer benzinmotoren til gavn for brændstofforbruget, men det er også muligt at køre 50-60 kilometer på el.
  • Ofte opgøres forbruget til omkring 60-70 km per liter brændstof, men den type tal skal tages med et gran salt.
  • Det kan muligvis betale sig at købe et flatrate elabonnement til bilen.

Plugin med meget udstyr
Et næste skridt kan være pluginhybriden, hvor især Kia Niro PHEV og VW Golf GTE er populære, mens pluginhybrid-udgaver af Toyota Prius og Hyundai Ioniq er lige på trapperne. Og der kan være flere årsager til at prøve kræfter med den nye teknologi.

Nogle vælger biltypen, fordi de har regnet sig frem til, at der er god økonomi i konceptet, andre fordi de vil prøve, hvordan det er at køre elbil uden at risikere at køre tør for strøm – bilen slår nemlig automatisk over på benzinmotoren, når strømmen er brugt. Andre igen er fascinerede af teknologien eller det omfattende og avancerede udstyr, som bilerne ofte er udstyret med.

Således har en Toyota Prius pluginhybrid de avancerede matrix LED-forlygter og head up-display i forruden som standard, mens en VW Golf GTE med en systemydelse på hele 204 hestekræfter og trim med sportsæder nærmer sig den rigtige Golf GTI.

De fleste vil dog i alle tilfælde skæve til driftsøkonomien. Her lyder tallene for pluginhybrider typisk på 60-70 km/l. Det er dog ikke tal, der kan bruges til noget. Som udgangspunkt skal du se på, hvad bilen kører per liter med benzinmotoren, hvilket ofte er omkring 15-20 km/l. Batteriet kan så bruges til at supplere med.

- Pluginhybriden kan for eksempel bruges til at køre til arbejde i, og måske også hjem igen. Hvis du sammenlagt kører en strækning på 30-40 kilometer, kan det give mening, fordi du så kører på ren el, siger Søren W. Rasmussen.

Derfor afhænger det ofte meget af dine personlige forhold, om det kan betale sig at købe en pluginhybrid eller ej. Hvis du kører meget på motorvej, kan bilen meget vel springe over på benzinmotoren, og så er den i princippet ikke bedre end den almindelige hybrid.

- Hvis det skal give mest mening, er det en forudsætning, at man har mulighed for at lade bilen op hjemme eller ved p-pladsen på jobbet, siger Søren W. Rasmussen.

Hyundai Ioniq pluginhybrid er det nyeste bud på markedet, og med en startpris fra 259.995 kroner også det billigste. Foto: Hyundai
Hyundai Ioniq pluginhybrid er det nyeste bud på markedet, og med en startpris fra 259.995 kroner også det billigste. Foto: Hyundai

Der findes mange offentlige ladestandere, hvor man kan lade bilen op med et abonnement. Men de kan risikere at ligge et stykke fra arbejdspladsen og bliver oftere optaget, i takt med at der kommer flere opladningshybrider og elbiler på vejene. De kan også risikere at ligge ved en p-plads, hvor du skal betale afgift for at holde parkeret.

Du kan måske med fordel købe et flatrate-abonnement, der hos mange udbydere koster 300 kroner om måneden og samtidig omfatter en såkaldt wallboks hjemme i garagen. I en Toyota Prius pluginhybrid betyder det eksempelvis, at du kan lade batteriet op på to timer mod ellers tre timer og et kvarter.

- Og hvis du kan køre på denne strøm frem og tilbage, bruger du kun 300 kroner om måneden på transporten. Det er billigt, konstaterer Søren W. Rasmussen.

Kia Niro PHEV er pt. Danmarks mest solgte pluginhybrid. Den klarer op mod 63 km på ren el. Foto: Jens Høy
Kia Niro PHEV er pt. Danmarks mest solgte pluginhybrid. Den klarer op mod 63 km på ren el. Foto: Jens Høy

Tjek rækkevidden
Han kan ikke pege på nogle deciderede ulemper ved pluginhybriderne, men der er dog en række ting, som du skal være opmærksom på.

Der kan være forskel mellem den annoncerede rækkevidde og den reelle.

Her på redaktionen har vi for eksempel oplevet, at VW Golf GTE med en lovet rækkevidde på 50 kilometer klarede 35 km, mens Prius, der har en lovet rækkevidde på 63 kilometer, ligger omkring 50 km.

Det er især om vinteren med temperaturer ned mod frysepunktet, at rækkevidden daler. Men de kan også hæves ved fornuftig, forudseende og forsigtig kørsel. Vær især opmærksom på, om bilen henter ekstra strøm eller brændstof til at varme kabinen op i den kolde tid.

I en Kia Niro PHEV springer benzinmotoren således i gang i koldt vejr for at producere strøm til varmen i kabinen, selv om bilen samtidig kører på el.

Toyota hævder, at Prius har en avanceret varmepumpe, der virker fra temperaturer på minus 10 grader, mens batteriet varmes op ved temperaturer fra minus 20 grader.

Nogle bilmærker opgiver den elektriske rækkevidde efter NEDC-normen, andre efter noget, som nærmer sig den mere retvisende WLTP-norm.

Toyota Prius pluginhybrid er med en elektrisk rækkevidde på op mod 63 kilometer et letkørt bud på den nye bølge af denne type biler. Foto: Toyota
Toyota Prius pluginhybrid er med en elektrisk rækkevidde på op mod 63 kilometer et letkørt bud på den nye bølge af denne type biler. Foto: Toyota

Når du ser på en ny plughybridbil, skal du også være opmærksom på, at bagagerummet kan være mindre end i andre tilsvarende biler, mens det ikke er alle, der kan installeres anhængertræk på.

Tilbage står opladningshybriden dog som et godt kompromis for mange. Ifølge Søren W. Rasmussen behøver man ikke være bange for ekstraudgifter på driften eller et unødigt stort værditab, når den skal sælges.

- Pluginhybrider har oftest meget udstyr med i prisen, og der vil også i fremtiden være en stor efterspørgsel efter denne slags biler, derfor skal man ikke frygte et stort værditab, siger Søren W. Rasmussen.

Netop udstyret kan være det, som afgør sagen, hvis man er i tvivl om, hvorvidt den næste bil skal være en pluginhybrid.

- Alle hybridbiler har som udgangspunkt automatgear. Det gør dem mere letkørte end almindelige benzinbiler, og med pluginhybriderne får man ret lækker teknologi, der gør det mere behageligt at køre bil, siger Søren W. Rasmussen.

I øjeblikket har pluginhybridbilerne dog den ulempe, at der er lang leveringstid på en række af modellerne. Det gælder blandt andet Volkswagen Golf GTE, Kia Niro og den store Volvo XC60 T8.

Muligheder

I mellemklassen findes allerede en række bud på pluginhybrider:

Toyota Prius pluginhybrid: 63 km teoretisk rækkevidde på strøm.

Hyundai Ioniq pluginhybrid: 63 km teoretisk rækkevidde på strøm.

Kia Niro PHEV: 58 km teoretisk rækkevidde på strøm.

Kia Optima PHEV: 55 km teoretisk rækkevidde på strøm for sedan-modellen og 62 i stationcaren.

VW Golf GTE: 50 km teoretisk rællevidde på strøm.

VW Passat GTE: 50 km teoretisk rækkevidde på strøm.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere