Så lækker bliver Jaguars første elbil

Den elektriske Jaguar I-Pace har plads som en ministerlimousine, klarer 480 km på en opladning og koster fra 741.000 kr. Importør satser også på privat- og erhvervsleasing

Den nye Jaguar I-Pace er en umiskendelig Jaguar. Men den er samtidig i en klasse helt for sig selv og nærmest gadget-lækker. Foto: Jens Overgaard
Den nye Jaguar I-Pace er en umiskendelig Jaguar. Men den er samtidig i en klasse helt for sig selv og nærmest gadget-lækker. Foto: Jens Overgaard

Ekstra Bladet Biler var inviteret til Norge af Jaguar.

OSLO (Ekstra Bladet Biler): Hvad er mere naturligt end at vise en helt ny elbil i Oslo, der for tiden nærmest er verdens hovedstad for elektriske køretøjer?

Og når det oven i købet er en model, der udfordrer og gerne vil vise baghjul til ikonet Tesla Model S, virker det helt naturligt, at Jaguar løfter sløret for den nye elektriske I-Pace på både fabrikken i østrigske Graz og på Det Gamle Museum i det centrale Oslo samtidig.

På museet i den norske hovedstad er vi omgivet at feststemte og begejstrede nordmænd, hvoraf mange allerede har skrevet under på en af de 1.200 reservationer, der ind til nu har udmøntet sig i 600 slutsedler på den nye crossover-model fra Jaguar.

Faktisk er de så højrøstede, at det næsten er svært for designcenterchef Wayne Burgess, som har udviklet I-Pace sammen med designchef Ian Callum, at beskrive bilen.

- Det her er en bil med et design, som tydeligt fortæller, at der ikke er en konventionel motor under huden. Man kan se, at det er en elbil. De konventionelle biler er mere dikteret af, hvordan de skal se ud, men her kan designerne arbejde frit, siger Wayne Burgess og peger på det korte udhæng i fronten og den rummelige kabine.

Det står nemlig klart, at I-Pace er fuld af overraskelser. På mange måder giver den halvhøje bil en forsmag på de muligheder, som ligger i de elektriske biler, og på, hvordan teknologien vil vende op og ned på, hvad vi normalt forbinder med en bil.

Den nye model læner sig størrelsesmæssigt op ad SUV’en Jaguar F-Pace, men har samme plads som en forlænget XJ på bagsædet, og så er vi altså oppe i ministerstørrelse.

Under de svungne linjer ligger en elmotor på 400 hk, der leverer et moment på hele 700 Nm og har en rækkevidde på 480 km. Vel at mærke efter den nye og mere præcise WLTP-norm, eller hvad der svarer til 540 km efter den gamle NEDC-norm.

Interiøret er med sine berøringsskærme og haptiske kontakter med feedback det mest cool og gennemført futuriske på markedet. Foto: Jaguar
Interiøret er med sine berøringsskærme og haptiske kontakter med feedback det mest cool og gennemført futuriske på markedet. Foto: Jaguar

Flere strenge at spille på
Den danske importør rammer markedet godt med en pris, som begynder ved 740.880 kroner, hvilket bestemt ikke er afskrækkende.

Jaguar Land Rover Denmark spiller også ud med priser på erhvervsleasing, der begynder fra en beskatningsmæssig værdi på 605.999 kroner, mens private kan lease bilen med en førstegangsydelse på bekostelige 59.9995 kroner og en månedlig ydelse på 8.795 kroner.

Der er udsigt til, at afgiften på elbiler får et yderligere nøk op fra årsskiftet til 2019. Men importøren garanterer, at biler, som bestilles i 2018, leveres til den nuværende afgift.

På samme måde garanterer man, at de biler, som leases, både privat og ved erhvervsleasing, får uændret ydelse, selvom afgiften skulle ændres, når priserne efter de nye regler genberegnes efter fire måneder. Helt som konventionelle biler, der leases, men som ikke i samme omfang har udsigt til afgiftsstigninger.

Den nuværende afgift på 20 procent på elbiler fastholdes foreløbigt til årsskiftet, eller når 5.000 biler er solgt, hvorefter den stiger til 40 procent.

Registreringsafgift

  • I april 2017 besluttede Folketinget at indfasningen af registreringsafgiften for elbiler udskydes, indtil der er solgt 5000 nyregistrerede elbiler opgjort fra 1/1 2016, dog senest 1/1 2019. Herefter genoptages indfasningen.
  • Hvis der ikke sælges mindst 5.000 nyindregistrerede elbiler inden 1. januar 2019, indfases registreringsafgiften på elbiler således:
  • 20 procent af satsen til og med 2018, 40 procent af satsen i 2019, 65 procent af satsen i 2020, 90 procent af satsen i 2021 og 100 procent af den oprindelige sats i 2022 og frem.
  • Fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2017 blev der indregistreret 2.010 nye elbiler i Danmark.

Kilde: FDM

En minister værdig
Ved lanceringen i Oslo var Ekstra Bladet helt tæt på bilen, som blev vist frem i en ekstra luksuriøs 'first edition'. Her imponerer især kabinens Touch Pro Duo-system, der har flere berøringsskærme og har integreret de nyeste såkaldt haptiske kontakter, som kan give respons til føreren.

Med en akselafstand på 2,99 meter og ingen generende kardantunnel er der enorm plads agterude, hvor benpladsen er på 89 cm, mens der er et stort opbevaringsrum på 10,5 liter. Bagagerummet er med sine 656 liter også rigtig pænt.

Jaguar lover, at bilen, som klarer 0-100 km/t. på 4,8 sekunder, kommer til at køre sportsligt og helt i mærkets ånd. Det skal en aluminiumsopbygning, hvor batterierne er anbragt centralt mellem akslerne, blandt andet være med til at sikre.

Bilen har adaptive støddæmpere og kan yderligere fås med luftaffjedring som ekstraudstyr. Placeringen af batteriet giver mulighed for perfekt 50:50 vægtfordeling og et tyngdepunkt, der er godt 130 mm lavere end i Jaguar F-Pace.

På den praktiske front kan batterierne hurtigoplades op til 80 procent på 40 minutter med en lader på 100 kW, som dog stadig kun findes ved ladestationer. Hjemme kan det gøres på 8 - 16 timer. Batteriet har en garanti på otte år eller 160.000 km.

Et kort udhæng foran og en effektiv udnyttelse af kabinen giver en næsten ministeriel plads på bagsædet af I-Pace. Foto: Jens Overgaard
Et kort udhæng foran og en effektiv udnyttelse af kabinen giver en næsten ministeriel plads på bagsædet af I-Pace. Foto: Jens Overgaard

Mange funktioner
Jaguaren kan også snakke med. I-Pace indeholder en intelligent funktion, som kan registrere spørgsmål, så man kan tale til bilen og for eksempel spørge om, hvor meget strøm, der er tilbage, eller om der er nok til at køre på arbejde.

Bilen lærer også førerens vaner at kende og kan gøre vrøvl, hvis man går ombord og har glemt sin mobiltelefon på køkkenbordet.

Med i købet får man en Clever ladeboks inklusive installation. Og for et fast beløb på 599 kroner om måneden kan ejeren herefter oplade og køre ligeså meget denne vil. Beløbet dækker både strømforbrug hjemme og på samtlige af Clevers 1500 ladepunkter i Danmark, Sverige og Nordtyskland ned til og med Hamborg.

En oplagt konkurrent er Tesla Model S. Men ifølge Michael Lund, som er landechef hos Jaguar Landrover Denmark, går man lige så meget efter alle de øvrige premiumbiler.

- Det er en bil, som rammer bredt, for den lander i en klasse af høje biler, som boomer i øjeblikket, siger Michael Lund og tilføjer:

- Jeg ser ikke Tesla som den største konkurrent, men jeg ser derimod stort potentiale i det store antal premiumbiler, som sælges. Vi har valgt at distancere os fra Tesla ved at tænke bredt og henvende os til alle de salgskanaler, som vi gør med vores andre modeller. Det kommer til at gøre forskellen.

Importøren har dog også øje for de mange Tesla Model S, som efterhånden er ved at være tre år gamle. Mange kom ud på vejene, lige før afgifterne steg 1. januar 2016, og der begynder derfor efterhånden at være en ophobning af brugte Teslaer på det danske marked.

Imidlertid er der stor efterspørgsel på netop disse biler på især det norske marked.

Derfor har Jaguar-forhandlerne indrettet specielle afdelinger til at håndtere indkøb af brugte Tesla. Folk, der køber en Jaguar I-Pace, kan så korttidslease en F-Pace SUV uden førstegangsydelse, indtil deres I-Pace kan leveres.

På det store norske marked forventer Jaguar at sælge 2.500 biler, men importøren kan ikke sige noget om danske salgsmål for modellen. Bilen lander herhjemme til juli, mens de første kunder får bilen til august. Foreløbig har 40 danskere betalt depositum for en reservation.

Jaguar I-Pace

De første biler lander herhjemme til juli.

Pris:

  • 740.880 kroner inklusive levering for en S-model med 18-tommersfælge, full LED-forlygter og Luxtec-sæder.
  • 821.880 kroner inklusive levering for en SE-model med 20-tommersfælge, premium full-LED-forlygter med signatur-lys og grainted leather forsæder.
  • 883.880 kroner inklusive levering for en HSE-model med 20-tommersfælge med diamant-finish, matrix full-LED-forlygter og forsæder i Windsorlæder.

Jaguar tilbyder privatleasing af I-Pace fra 8795 kroner per måned (59.995 kroner i førstegangsydelse).

Beskatningsværdi ved erhvervsleasing: fra 605.999 kroner.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere