Så meget ny bil kan du få for 100.000 kr.

Priskrig på udstyr i mikroklassen giver mange muligheder under 100.000 kr. Men det tynder ud i mængden af de helt små modeller

Toyota har fulgt trop og er gået under 100.000 kr. grænsen med en Aygo x-pression model fuld af udstyr. Foto: Toyota
Toyota har fulgt trop og er gået under 100.000 kr. grænsen med en Aygo x-pression model fuld af udstyr. Foto: Toyota

Hvis banken siger maksimalt 100.000 kr. til en ny bil, hvad er der så af muligheder? Et par stykker faktisk.

Selv om nye afgifter i fjor pressede priserne op på mikrobilerne, har markedet endnu en gang vist sig at være så fleksibelt som en elastik, og der er kommet en række nye tilbud under det magiske tal med de mange cifre.

Uanset om danskerne i stigende grad har valgt større biler i stedet for mikrobilerne, er der alligevel et stort publikum for de små, når prisen er rigtig.

Det viser salgstallene for september, hvor Citroën C1 med 589 eksemplarer sneg sig foran den ellers sikre dansker-darling, miniklassebilen Peugeot 208, og blev Danmarks mest solgte bil.

Når vi ser på det samlede salg i år til dato, så hænger mikrobilerne stadig på.

Her er solgt over 3.300 Citroën C1, hvilket placerer den højt på salgslisten. Konkurrencen er dog også skærpet i sensommeren, hvor Citroën, der kører kampagner hele tiden, har rykket fra konkurrenterne med en veludstyret C1 kampagnemodel med fem døre, klimaanlæg og storskærm med Apple CarPlay, som har været nede i 79.900 kr., men nu er steget til 84.900 kr.

Koncernfætteren, Peugeot 108 Allure Plus med samme udstyr, har ligget noget højere, men her er priserne netop justeret op, så den koster 99.990 kr. Så her er en markant forskel.

Se også: Sådan undgår du dyr efterregning på leasingbilen

Moralen er, at det er om at slå til, når kampagnerne brager.

Fordelingen mellem Citroën og Peugeot er dog heller ikke tilfældig. Med samme importør - nemlig Interdan, som også omfatter Opel - er der nemlig mulighed for at koordinere de mange og løbende slagtilbud med skiftende modelbetegnelser, som er blevet kendetegnet for prispolitikken hos mærkerne.

Flere importører er dog fulgt med i den seneste priskrig.

Således har Toyota sænket prisen for Aygo x-pression med fem døre og samme omfattende udstyr som de franske fætre, men en længere garanti, så den nu kommer ned på 99.990 kr.

- Konkurrencen er skærpet. Vi har holdt øje med konkurrenterne og har besluttet at sænke prisen. Vi kan konstatere, at prisen betyder ekstra meget i denne klasse frem for de større klasser, siger Anders Tystrup, pressechef hos Toyota Danmark.

Flere er med på vognen. Kia, som har haft udfordringer med høje priser, har således Picanto på programmet til 99.999 kr. for en Edition-version med aircondition og radio.

Hos koncernfætteren, Hyundai, skal du op i en i10 1,0 Eco Nordic Edition til 104.995 kr. for at få aircondition med. I alle tilfælde er det med seler til fire personer, at den fempersoners model er væsentligt dyrere. En helt ny i10-model er dog lige om hjørnet.

Foto: Kia
Foto: Kia

Det er dog ved at være sidste udkald for en række mikromodeller. Producenterne er nemlig pressede af stigende miljø- og sikkerhedskrav udover vigende afsætning, og de stopper gradvist med at bygge de helt små biler. Det gælder Skoda og Seat, der dropper benzinudgaverne af Citigo og Mii for at koncentrere sig om elversioner, mens VW Up i en vis periode hænger på med et smallere modelprogram.

PSA udfaser også C1 og 108, men det er uvist hvornår. Toyota Aygo fortsætter, men som en anden type model.

Hos VW kan du stadig få den tidligere bestseller VW Up med de klassiske 60 hk motorer, der suppleres med den elektriske e-Up senere. Men her ryger prisen op. Den mest populære Move Up inkl. DK-pakke lander på 114.662 kr.

Jan Lang, analytiker ved Bilbasen, peger på, at udviklingen med priskrig og stort salg viser, at mikrobilerne langt fra er dømt ude endnu.

– Der har været en tendens væk fra mikrobilerne. Men det er en bilklasse, som stadig er relevant, fordi der er tale om biler, som er billige at købe og køre i, siger Jan Lang.

– Mikrobilerne har vist deres berettigelse, og de bilmærker, som holder fast ved mikro-modeller, vil også kunne få et salg herhjemme, forudsat at priserne er rimelige, siger han.

Priserne på brugte mikrobiler har i forvejen et højt niveau, og Jan Lang vurderer, at det vil styrkes, når der forsvinder flere nye mikrobilsmodeller fra markedet.

Til sammenligning kan du for små 124.990 kr. få minibilen Citroën C3 med aircondition og pænt udstyr.

Se også: Disse biler kæmper om titlen som Årets Bil 2020

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Færre mikrobiler

Foto: Harald Dawo
Foto: Harald Dawo

En række bilproducenter skruer ned for blusset i mikroklassen, hvor Opel har droppet Karl og Adam, mens Ford stopper med importen af Ford Ka Plus til Europa. Franske PSA forlader samarbejdet med Toyota om at fremstille Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo.

Mens Aygo fortsætter i en ny form, måske som crossover, er fremtiden for C1 og 108 mere uklar. Det er usikkert, hvornår samarbejdet slutter, og de to PSA-modeller i den nuværende form forsvinder, men internationale medier har antydet, at de to franskmænd genopstår som elbiler.

Kia fortsætter med den forholdsvis nye Picanto, mens Hyundai snart lancerer en ny i10. Renault har netop introduceret en faceliftet Twingo. Da mikrobiler var mest populære herhjemme, tegnede de tre modeller fra VW-koncernen og PSA-Toyota sig for næsten en fjerdedel af alle solgte biler. I dag udgør andelen af mikrobiler hver 10.

Ny mikrobil

Det skal du gå efter:

  • Fem døre
  • Aircondition
  • Gerne skærm med Apple CarPlay
  • Sprælske farver er mere tilladte i denne klasse. Men det mest sikre for gensalgsværdien er stadig neutrale allround farver.

Se også: VW viser skitse af ny Golf: - Den er blevet perfektioneret

63 kommentarer
Vis kommentarer