Salget af mikrobiler er halveret på få år

Hvor hver tredje nye bil i 2012 var en mikrobil, er tallet faldet til under hver femte i 2017

Mens salget af mikrobiler falder, holder VW Up! sig i toppen. Modellen blev den anden mest solgte i fjor. Foto: VW
Mens salget af mikrobiler falder, holder VW Up! sig i toppen. Modellen blev den anden mest solgte i fjor. Foto: VW

Den ligner næsten en skiløjpe, kurven for salget af de helt små mikrobiler. Fra at udgøre 33 procent af bilsalget, eller lige præcis hver tredje nye bil i 2012, faldt andelen i fjor til 18 procent.

Udviklingen illustrerer helt bogstavelig taget det skred, der er sket hos bilkøberne over de seneste år, hvor mange er gået et eller flere numre op i størrelse.

Således er det samlede bilsalg steget fra 171.000 biler i 2012 til 222.000 biler i 2017. En del er hoppet en klasse op, mens andre er gået to klasser op.

Salget af mikrobiler blev for alvor skudt i gang for en lille halv snes år siden, da nye afgiftsregler gav rabat til små biler med god brændstoføkonomi, som blandt andet Aygo-trillingerne havde.

Vendepunktet kom dog for alvor med VW Up!, der kom på markedet i slutningen af 2011. Den løftede overliggeren og prestigeværdien i mikrobilklassen, som i 2011 kun udgjorde 21 procent af salget.

Top 10 mikrobiler 2017

1: VW Up 7.232

2: Toyota Aygo 4.668

3: Citroën C1 4.515

4: Skoda Citigo 3.852

5: Hyundai i10 3.520

6: Opel Karl 3.392

7: Kia Picanto 3.109

8: Peugeot 108 2.819

9: Suzuki Celerio 2.113

10: Seat Mii 1.463

Kilde: De Danske Bilimportører

Ned- og optur
Ifølge Claus Carstensen, der er afgiftsekspert på Biltorvet, er en af grundene til mikrobilernes succes, at mange holdt sig til det snusfornuftige i årene efter finanskrisen. Her faldt mikrobilerne, der både bød på lav indkøbspris under 100.000 kroner, lave driftsudgifter og en brændstoføkonomi, der på papiret hed 23-24 km/l godt ind.

Det betød, at de udkonkurrerede mange af de brugte og holdt deres indtog som enten husstandens bil nummer to, som den første bil eller i mange tilfælde som familiens eneste bil.

Citroën C1, som der blev solgt mange af, før afgifterne steg , indtog tredjepladsen i 2017. Citroën er nu klar med priser, som matcher dem før reguleringen. Foto: Citroën
Citroën C1, som der blev solgt mange af, før afgifterne steg , indtog tredjepladsen i 2017. Citroën er nu klar med priser, som matcher dem før reguleringen. Foto: Citroën

Imidlertid har to-tre afgiftsomlægninger over de seneste år gjort mange af de helt små biler dyrere, mens de større er blevet billigere.

Dertil kommer, at konkurrencen i miniklassen er benhård med mange slagnumre, og at der igen er opstået et naturligt behov for at få mere plads.

- Mikrobilerne er blevet dyrere, mens de større biler er blevet billigere. Og så stiller folk højere krav, fortæller Claus Carstensen.

Han peger på, privatleasing også har flyttet mange bilejere.

- En stor del har kørt i deres mikrobiler i tre år, og på det tidspunkt, hvor de skulle skifte, er der kommet nye tilbud inden for leasing, som gør, at man kan få en større bil til næsten samme pris som den mindre. Og da danskerne altid er klar på et godt tilbud, er der mange, som slår til, siger Claus Carstensen.

Toyota Aygo blev den anden mest solgte bil i mikroklassen. Her trak en heftig slutspurt i efteråret salget op. Foto: Toyota
Toyota Aygo blev den anden mest solgte bil i mikroklassen. Her trak en heftig slutspurt i efteråret salget op. Foto: Toyota

Naturligt leje
Biltorvets afgiftsekspert peger også på, at man med en udbetaling på 10.000 kroner kan privatlease en minibil for måske 2.000 kroner om måneden, mens en mikrobil ofte kun er et par hundrede kroner billigere per måned.

Spørgsmålet er så, om udviklingen stopper her. Claus Carstensen er forsigtig med at sætte tal på de kommende års udvikling. Men han mener, at der er en klar tendens.

- Jeg tror, at salget af mikrobiler har nået et naturligt leje. Medmindre der sker noget uforudset, for eksempel at der kommer nye elektriske mikrobiler, der er meget billige at køre i, eller mikrobilerne begunstiges i de store byer, så er vi nok på dette niveau, siger Claus Carstensen og henviser til salgstallene fra 2017, der ligger et pænt stykke under en femtedel af markedet.

Hos Volkswagen vurderer man, at fortsat flere vil gå en størrelse op, også i det kommende år.

- Med hensyn til salget af Up! og mikrobiler generelt er vores forventning, at salget i denne klasse også i 2018 vil være faldende, og at folk for vores vedkommende opgraderer til en Polo, lyder det fra Thomas Hjortshøj, som er pressetalsmand hos Volkswagen.

På brugtbilsfronten har interessen for mikrobilerne indtil nu været usvækket og stor.

Her er VW Up! også den mest eftertragtede, der holder priserne bedst og har kortest liggetid hos forhandlerne.

Markedsandel for bilstørrelse

Mikrobiler
2011: 21,2 pct.

2012: 33,0

2013: 32,8

2014: 27,6

2015: 22,9

2016: 20,4

2017: 17,8

 

Miniklassen
2011: 25,9 pct.

2012: 27,1

2013: 27,7

2014: 26,7

2015: 29,6

2016: 27,6

2017: 27,3

Mellemklasse
2011: 19,3 pct.

2012: 14,4

2013: 16,6

2014: 19,9

2015: 19,6

2016: 20,1

2017: 19,3

Kilde: De Danske Bilimportører

105 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere