Smugkig: Nu vil Yamaha bygge en bil

Ja, du læste rigtigt – en af verdens største motorcykel-producenter tager en konceptbil med til bilmessen i Tokyo

Yamaha vil tilsyneladende også til at lege med biler. Lige nu vil de dog ikke sige meget om den konceptbil, de tager med til bilmessen i Tokyo i slutningen af måneden. (Foto: PR)
Yamaha vil tilsyneladende også til at lege med biler. Lige nu vil de dog ikke sige meget om den konceptbil, de tager med til bilmessen i Tokyo i slutningen af måneden. (Foto: PR)

Den japanske Yamaha-koncern spænder ekstremt bredt i sine aktiviteter. Lige fra pianoer, robotter og swimmingpools til motorbåde, elcykler og vandpumper. Og ikke mindst motorcykler naturligvis.

Selvom Yamaha også tidligere har lavet nogle enkelte motorer til biler, har vi stadig den første egentlige bil fra Yamaha til gode. Men det kan der måske blive lavet om på inden for kort tid.

Biler - 17. okt. 2015 - kl. 16:17 Det er en ommer, Honda  

I hvert fald har Yamaha her kort før den store bilmesse i Tokyo, der åbner dørene d. 29. oktober, sendt en pressemeddelelse ud med et billede, hvor en silhuet af en sportsvogn anes i mørket.

Mestre i motorer
Som sagt er det ikke helt nyt for Yamaha at beskæftige sig med biler. Siden 1960'erne har Yamaha flere gange arbejdet sammen med en af de andre store japanske virksomheder, Toyota, om at lave biler. Også Ford indgik i begyndelsen af 1990'erne en aftale med Yamaha om en 6-cylindret motor til Ford Taurus.

Se også: Ny Jaguar XF kører fremragende - men er ikke perfekt  

I de senere år er det primært Volvo og britiske Noble, der har nydt godt af at samarbejde med den japanske motorspecialist. Men i alle tilfælde er det altså kun motorerne, Yamaha har beskæftiget sig med.

Forsinket til evig tid
Det tætteste vi har været på en egentlig serieproduceret model fra Yamaha var i 1992, hvor der blev bygget tre prototyper af en sportsvogn kaldet Yamaha OX99-11. Der opstod dog det ene problem efter det andet med de designvirksomheder, der var inde over projektet, og efter at være blevet forsinket i flere år, droppede Yamaha i 1994 at få bilen på gaden, der efter sigende skulle have haft et prisskilt på over 10 millioner kroner.

Se også: Unik samling: Sjældne veteranbiler fundet i lade på Sydsjælland  

Men nu ser det altså ud til, at Yamaha er klar til at gøre et nyt forsøg. De har i hvert fald brugt penge på at udvikle en konceptbil, der efter silhuetten på billedet at dømme må betegnes som endnu en sportsvogn. Mere ved vi dog ikke om konceptbilen på nuværende tidspunkt.

Bilen står klar på Tokyo Motor Show i slutningen af måneden.

8 kommentarer
Vis kommentarer