Snyd ikke dig selv for en tur til Porschepaladset

Porsche er meget mere end 911. Det finder du hurtigt ud af, når du træder ind i det overvældende Porsche Museum, som ligger klos op ad de historiske produktionsfaciliteter på Porsche Platz i Stuttgart

Når man ser Porsches skinnende hvide og kæmpestore museum, skulle man ikke tro, at den første rigtige sportsvogn fra det legendariske tyske firma faktisk blev produceret i et gammelt, forladt savværk langt ude i de østrigske alper. Foto: Porsche
Når man ser Porsches skinnende hvide og kæmpestore museum, skulle man ikke tro, at den første rigtige sportsvogn fra det legendariske tyske firma faktisk blev produceret i et gammelt, forladt savværk langt ude i de østrigske alper. Foto: Porsche

ZUFFENHAUSEN (Ekstra Bladet Biler): Bilturen gennem Tyskland til Frankrig eller Spanien skal for os danskere helst overstås, før den er begyndt.

Men tøv en kende.

I Sydvesttyskland - ikke langt fra den franske grænse i den rige delstat Baden-Württemberg - ligger Stuttgart med sine små 600.000 indbyggere.

Det har den gjort siden det Herrens år 950, da byen blev grundlagt omkring et hestestutteri, som en dristig hesteavler havde etableret, men byen kendes også for hestekræfter fra asfaltknusende Porscher, som fremstilles dernede, og fabrikken har et enormt museum, der nok er et besøg værd.

Vi er på Porsche Platz i Stuttgart-forstaden Zuffenhausen, og midt mellem fabrikshaller, lyskryds, jernbanespor og reklamebannere har man så at sige mejslet Porsches succes i sten.

Når man betragter Porsches kæmpestore museum, skulle man ikke tro, at den første rigtige sportsvogn fra det legendariske tyske firma faktisk blev produceret i et gammelt, forladt savværk langt ude i de østrigske alper.

Selve udstillingsarealet hviler på tre støttesøjler, og hovedbygningen ser ud til at svæve i fri luft.

Den centrale hal på 140 gange 60 meter bliver båret af tre skråtstillede betonpiller. Hallen er en gigantisk kasse bestående af kridhvid beton og tonet glas. Løftet på plads trods en vægt på 35.000 tons.

Her venter 5.600 kvadratmeter udstillingsflade med over 80 historiske køretøjer.

1967 Porsche 912. Det var en billigudgave af 911 med en firecylindret motor med 90 hk i stedet for den kendte sekscylindrede af slagsen i storebror. Bag rattet var der også kun udsigt til tre runde instrumenter mod ellers fem. Foto: Christian Schacht
1967 Porsche 912. Det var en billigudgave af 911 med en firecylindret motor med 90 hk i stedet for den kendte sekscylindrede af slagsen i storebror. Bag rattet var der også kun udsigt til tre runde instrumenter mod ellers fem. Foto: Christian Schacht
 

Historien er i centrum
Yderligere har museet et storslået historisk arkiv samt deres eget værksted, der ikke kun står for vedligeholdelsen af museets egne biler, men også håndterer reparationer samt renoveringer af historiske modeller fra kunder over hele verden.

Det største indtryk skabes dog af alle racerbilerne, som har fået masser af plads i det enorme, trendy rum.

Selvfølgelig er der noget grundlæggende forkert ved racerbiler, der står stille. Det er, som om de højeffektive racere dør en lille smule, når de fjernes fra det vilde liv på racerbanen, men her buldrer de nærmest løs, selvom de står helt stille.

For enden af den lange rulletrappe, der efter endt rundtur fører dig ned til gulvplan fra Porscheparadiset på første sal, kan du overvære fabrikkens egne specialister renovere klassikere i workshoppen på den anden side af glasruden. Her finder du også museumskiosken med modelbiler, tøj og lekture, cafeen samt den udsøgte restaurant.

Porsche 917 var den sidste 'monster-bil' i sportsvognsracing. Bilen var suveræn på Le Mans på grund af en kæmpestor motor, men i de første udgaver havde den nærmest dødsensfarlige køreegenskaber. Bilen fik desværre kun tre år på Le Mans, så blev reglerne ændret for at udelukke den.

Den første ordrebog fra 1930, hvor Ferdinand Porsche noterede sine købere. Foto: Porsche
Den første ordrebog fra 1930, hvor Ferdinand Porsche noterede sine købere. Foto: Porsche
 

Gamle racerbiler
Lige fra starten blev der i Zuffenhausen skrevet et vigtigt kapitel i motorhistorien: Efter at de første Volkswagen prototyper var blevet samlet, blev de første udgaver af det, der senere blev til 'VW-Beetle', lavet i 1938.

Også af historisk betydning er produktionen af de tre Type 64 racing coupéer i 1939. De var oprindeligt tiltænkt langdistanceløbet Berlin-Rom, og de aerodynamisk strømlinede biler går for at være alle øvrige Porschemodellers forfædre.

Navnet Boxster er en sammensætning af boxermotor og speedster. Porsche Boxster er måske det mindste medlem af familien, men den lille roadster har været en tordnende succes siden introduktionen i 1996.

Hemmeligheden findes i opbygningen med centermotor, der skaber grundlag for tæt på en optimal vægtfordeling til gavn for køredynamikken. På museet kan du se konceptbilen fra 1992.

Porsche 356 var oprindeligt udviklet som en sportsvogn med centermotor, men produktionsomkostningerne var for høje. Ferry Porsche valgte derfor den billige løsning og byggede Porsche 356 på en almindelig VW type 1.

Det betød blandt andet, at motoren på 1131 cm3 også blev anvendt i Porsche 356. Produktionen startede i Østrig i 1949, men det var først i 1950, da produktionen blev flyttet til Tyskland, at fabrikationen for alvor gik i gang.

Det var i en Porsche 718/ RS60, at den legendariske Sterling Moss var tæt på at vinde det ligeså legendariske 1961 Targa Florio, da gearkassen gik i stykker mindre end tre km fra målstregen. Den var født med en 1600 cm3-motor, der ydede 148 hk. Porsche 718 RSK så dagens lys tilbage i 1957.

Hele vejen rundt er der interaktive pulte, hvor du kan lære mere om alt fra design til teknologi. Foto: Porsche
Hele vejen rundt er der interaktive pulte, hvor du kan lære mere om alt fra design til teknologi. Foto: Porsche
 

Prøv selv en tur
Under navnet Porsche Drive kan biler fra den nuværende modellinje lejes fra en time og op til en uge.

Booking, overdragelse og aflevering af bilerne foregår på Porsche Museum i Zuffenhausen, Stuttgart, i Tyskland. Målet er, at en større gruppe af potentielle kunder kan opleve mærket.

Priserne begynder ved 99 euro for en time bag rattet i en Boxster, Cayman eller Macan, mens Cayenne løber op i 109 euro, og Panamera koster 129 euro for en time, og 911 står til 139 euro. Det er også muligt at låne bilerne i hhv. tre timer, en dag, en weekend eller en hel uge.

Kommer du i nærheden af Stuttgart-forstaden Zuffenhausen, er der altså ingen undskyldning for ikke at tage omkring det flotte museum.

Porsche Museum

Har åbent alle ugens dage, undtagen mandag, og en voksen adgangsbillet koster otte euro, mens børn op til 14 år kommer gratis ind.

Fire interessante modeller

  • 1950 Porsche 356 Coupé 'Ferdinand'. Den første rigtige Porsche opstod præcis den 8. juni 1948, da den første Porsche-prototype blev godkendt. Motoren havde beskedne 40 hk, men alligevel en topfart på 140 km/ t.
  • 1953 Porsche 356 America Roadster. Den blev bygget eksklusivt til det amerikanske marked, som en afart af 356 og havde en firecylindret boxermotor på 1,5 liter og med 70 hk. Det rakte til en topfart på 177 km/ t.
  • 1953 Porsche 597 'Jagdwagen'. Den var Porsches bud på et terrængående køretøj til den tyske hær, men bilen nåede aldrig i masseproduktion, da hæren valgte en billigere model til styrkerne.
  • 1969 Porsche 914/ 8. Historisk er Porsche og Volkswagen forbundet, og det førte op gennem 1960' erne til udviklingen af 914-modellen. En sportslig, men billigere Porsche. Ved siden af versionerne med fire-og sekscylindrede motorer blev der fremstillet to versioner med ottecylindret maskine fra Porsches racerbiler.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere