Splittede bil for at finde anakonda

Anakonda gemmer sig i bil, Nissan indfører en gymnastik-funktion i deres biler - og politiet tager på spiritus-kontrol i påsken. Passer det mon her på den 1. april?

Den første april går man som journalist altid ekstra skeptisk til sin inbox. For hvilke nyheder er kan tages for gode varer den 1. april?

Normalt ringer vi journalister til afsenderen af pressemeddelsen, inden vi skriver historier, men historisk set ved vi, at det ikke altid er tilfældet på alle aviser.

Nissan har i dag sendt en pressemeddelse ud, hvor det fremgår at man fremover vil kunne købe en funktion, som deaktiverer samtlige funktioner som gør det nemt at være bilist. Nissan kalder funktionen for Gym.

Den nye GYM-funktion, som til en start vil være tilgængelig i de førende crossover-modeller Nissan X-Trail og Qashqai, deaktiverer alle førerassistentsystemer med et tryk på en knap, så førerne kan få deres workout, mens de kører.

 

Påske-motion
Foruden at deaktivere bilens parkeringsassistent, deaktiverer GYM-knappen også funktioner, som mange førere tager for givet – f. eks. servostyring og elruder. Desuden øges modstanden i speeder, bremsepedal og koblingspedal, ligesom gearskiftet bliver lidt strammere, så det alt i alt kræver flere kræfter at køre.

Mens der trænes under kørslen, registrerer bilens infotainmentsystem de kalorier, der forbrændes, og træningen kan følges via den nye Gym And Go-app. Yeah ... right.

Påsketjek af spritbilister
Mødet med Nissans og andre pressemeddelelser skaber ekstra grobund for skepsis, så da Rigspolitiet her til morgen skriver, at de vil lave sprit-kampagne på vejene i påsken, er jeg lige nødt til at tjekke validiteten:

- Påskekampagnen - den er god nok. Vi muntrer os ikke med at lave aprilsnar, fortæller Thomas Kristensen fra Rigspolitiet til Ekstra Bladet.

Og sandt at sige lyder det egentlig også ret troværdigt, når Rigspolitiet skriver at påsken er en højtid, hvor man mødes i festligt lag.

Politiet opfordrer til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal køre bilen efter festlighederne, eller at man tager en taxa eller bus hjem - og så må vi jo bare håbe, at de, der har planer om at køre spritkørsel, læser med her.

- På trods af at det i dag er mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er spiritusbilister fortsat involveret i hver femte dødsulykke, lyder den alvorlige forklaring fra Thomas Kristensen.

I påsken vil politiet også se efter bilister, der er påvirkede af narkotika eller medicin.

Anakonda i kabinen
Også den her skulle også være god nok:

Henrik Vallentin har haft masser af slanger i hånden på sit værksted, Autoquick, i Solrød. Benzinslager, bremseslanger og kølerslanger, men en dag skulle en kunde have hjælp til at fjerne en slange, der ikke normalt hører hjemme i en bil. Nærmere bestemt en anaconda, der havde gemt sig under instrumentbordet på en Toyota Avensis.

– Kunden havde hørt flere værksteder, men de fleste havde bare grinet eller takket nej. Vi siger ikke nej til opgaver, så vi måtte bare i sving, fortæller Henrik Vallentin.

Ifølge ham skulle slangen have været byttet til et andet krybdyr, men da sønnen og en ven tog et pitstop for at spise, så var slangen sluppet ud af papkassen og havde gemt sig et sted i kabinen. Og så var gode råd dyre. Det skulle tilmed vise sig at være temmelig vanskeligt at få slangen ud igen.

– Min kollega havde fjernet en del af instrumentbordet, men da han kunne se slangen, så turde han alligevel ikke mere. Så måtte jeg selv i sving. Slangen havde krøllet sig helt sammen, og jeg måtte lave en speciel krog, så jeg kunne trække den ud, siger Henrik til BilBasen Blog. Slangen var desværre død, fandt Henrik ud af, da han havde fået den ud.

Var du nervøs, da du skulle hive den ud (nu bliver han lummer, ham journalisten, red.)

– Næ, det rørte mig ikke – jeg syntes bare det var synd at den var død. Havde det været en edderkop, så havde jeg lukket døren og brændt bilen, siger Henrik Vallenquist.

Så har du en edderkop, der er sluppet ud, så skal du nok alligevel finde et andet værksted.

God påske fra Ekstra Bladet Biler

 

 

 

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere