Selvom 2022 blev et skidt år for salget af nye personbiler i EUs medlemslande på grund af manglen på komponenter og leveringsudfordringer, endte året alligevel med at blive et rekordår for elbilerne.
Således steg antallet af elbiler på tværs af EUs markeder med 28 procent i forhold til 2021. Samlet udgjorde elbilerne 12,1 procent af bilsalget i 2022 - en stigning på 3 procentpoint i forhold til 2021. Det viser netop udgivne data fra ACEA, brancheorganisationen for de europæiske bilproducenter.
- Det er dejligt at se, at udbredelsen af rene elbiler og omstillingen til en grønnere bilpark ikke længere er et primært nordeuropæisk fænomen, men nu også breder sig til det øvrige EU, siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør for Bilbranchen i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.
- Hvor det herhjemme er mere end hver femte nye bil, der i dag er en ren elbil, er det samlet set i EU stadig kun lidt mere end hver tiende. Men den procentuelle stigning i forhold til sidste år viser, at EU i den grad er på rette vej. Specielt ser vi, at flere af de østeuropæiske lande nu også har fået gang i salget, siger han videre.
Hvor der var medvind på motorvejene til de 100 procent elektriske biler, gik det noget sløjere for nye fossilbiler. Således faldt antallet af nye solgte benzinbiler i EU med 12,8 procent, mens dieselantallet faldt med 19,7 procent.
- Benzin- og dieselbiler tegner sig stadig for mere end halvdelen af EU's bilsalg, og nedgangen skyldes primært de kendte leveringsudfordringer, der har præget 2022. Men der er ingen tvivl om, at en del af nedgangen også kan ses som udtryk for, at efterspørgslen på nul- og lavemissionsbiler nu langsomt øges i flere europæiske lande, siger Thomas Møller Sørensen.
Kom med ind bag facaden på Danmarks hemmelige bil-fabrik, der bygger biler til de rigeste af de rige i denne artikel fra arkivet.