Tesla anklaget for unfair konkurrence

Dansk Tesla-importør nægter at sælge reservedele til andre værksteder, og det er i strid med reglerne for fri konkurrence, lyder anklagen

Vildt kapløb: Er en Tesla S hurtigere end en Boeing 737? Se med her

Tesla nægter at sælge reservedele, og det er i strid med reglerne for fri konkurrence. Sådan lyder budskabet i to sager, som nu er havnet hos Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.

Det er værkstedet Autoskadestuen og brancheorganisationen Dansk Bilbrancheråd, som har indklaget den danske importør efter to konkrete sager.

En af virksomhederne hos Dansk Bilbrancheråd, som organiserer de frie værksteder, har ifølge Dansk Bilbrancheråd fået afslag på at købe en tredje sæderække med børnesæde til en brugt Tesla S, hvor det skulle genmonteres for en kunde.

Det andet tilfælde er Autoskadestuen, der ifølge medindehaver Emil Ellefsen godt kan købe de såkaldte skruedele, men har fået afslag på at købe motor- og eldele samt karrosseridele, som skal limes, svejses eller nittes på samt manualer og en testcomputer.

Se også: Apple hyrer Tesla-boss til hemmeligt projekt

Ingen begrundelse
Hos Dansk Bilbrancheråd mener man, at sagen er klar.

- Hvis det havde været en elektrisk del, havde vi sagt okay. Men det her er en reservedel som alt andet, der bare kan skrues på. Vores holdning er, at lige som man køber en del til en Mazda3, skal man også kunne gøre det til en Tesla, siger Johanne Berner, der er advokat for Dansk Bilbrancheråd.

Emil Ellefsen (stående) og Henrik Tidemand Jørgensen, der er indehavere af Autoskadestuen, mener, at Tesla overtræder reglerne for fri konkurrence. Hos Tesla lyder meldingen, at man overholder lovgivningen, men at man ønsker at sikre kunderne en god service. (Foto: Privat)
Emil Ellefsen (stående) og Henrik Tidemand Jørgensen, der er indehavere af Autoskadestuen, mener, at Tesla overtræder reglerne for fri konkurrence. Hos Tesla lyder meldingen, at man overholder lovgivningen, men at man ønsker at sikre kunderne en god service. (Foto: Privat)

Hun henviser til de såkaldte gruppefritagelsesregler, som er EU-lov og foreskriver, at bilfabrikker og importører ikke kan nægte at sælge reservedele. Ifølge advokaten fik det pågældende værksted aldrig en begrundelse, men blev henvist til at kontakte en person i Bruxelles. Men det går ikke, da firmaet er underlagt dansk lov.

Autoskadestuen ejes af to tidligere medarbejdere hos Tesla, som laver skader, service og reparationer på Tesla-bilerne. Her er en speciel tester bl.a. nødvendig, hvis kølesystemet skal serviceres. Indehaverne mener, at de bliver forhindret i at reparere Tesla S, som er trafikskadede, da de ikke kan få alle dele.

- Det begrænser os i vores arbejde, og det er ikke logisk, at vi skal behandles på denne måde. Det er konkurrenceforvridende, at de ikke vil sælge de dele, som vi skal bruge for at reparere en Tesla. Vi har gjort dem opmærksomme på dette. Men de er iskolde. De gør, hvad der passer dem, lyder det fra Emil Ellefsen, som er medindehaver af Autoskadestuen.

Se også: Vi kører VW Up - så luksuriøst kører de i Sverige  

Ønsker god service
Peter Bardenfleth-Hansen, nordisk direktør for Tesla Motors afviser kritikken.

- Overordnet set ønsker vi hos Tesla at sikre, at vores kunder får den bedste service, og det er derfor, at vi ejer og driver alle vores serviceværksteder. Derudover følger vi naturligvis de almindelige danske og europæiske regler, som forpligter os til at sælge til tredjepersoner.

- Vi samarbejder med de værksteder, der er godkendte og autoriserede af Tesla. Og vi er sikre på, at vi overholder de gældende regler i Danmark og EU. Hvis der er nogle, som er af en anden opfattelse, må de selvfølgelig prøve sagen af ved Konkurrencestyrelsen, siger Peter Bardenfleth-Hansen.

Hos FDM har man hørt om lignende tilfælde i andre lande og følger sagen med kritiske øjne.

- Vi er som forbrugerorganisation bekymret for, om man sætter den frie konkurrence ud af kraft. En svækket konkurrence gør nemlig produkterne dyrere for forbrugerne, siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef hos FDM.

- Hvis der ikke er fri adgang til viden og reservedele, begrænser det konkurrencen. Vi frygter i FDM, at man som et nyt bilfirma opfører sig på en måde, der begrænser den frie konkurrence. Det kunne se ud som om, Tesla som en ny aktør i bilbranchen mere læner sig op ad den kutyme, man bruger hos et firma, der har et æble som logo. Men der er forskel på at sælge en telefon til 5.000 kr. og en bil til en million kr., siger Torben Lund Kudsk.

Apple fik for nyligt kritik for, at mærkets iPhone kunne få en ”Fejl 53” hvis for eksempel glasset blev skiftet hos en uautoriseret reparatør. Fejlen betød, at telefonen gik ned. Det blev ændret efter mediekritik.

Forbruger- og Konkurrencestyrelsen udtaler sig ikke om konkrete sager.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere