Tesla-veteran møder den lille ny

Tesla Model 3 er ved at nå til Danmark. Vi lod en rutineret Tesla-ejer køre de første meter i bilen

Testbilen, som Erik Loklindt prøvekører er 'Performance'-udgaven af Model 3. Foto: Jens Høy
Testbilen, som Erik Loklindt prøvekører er 'Performance'-udgaven af Model 3. Foto: Jens Høy

- Wauw, den er jo kæmpestor. Jeg troede, at det var en lille bil.

Overraskelsen er tydelig, da den inkarnerede Tesla-kører Erik Loklindt for første gang står foran den nye Model 3. Det brede smil bliver siddende, da han indtager førersædet for at give os sine første indtryk af den nye elbil, som mange danskere angiveligt venter på i disse måneder.

Præcis hvor mange, der venter, vil Tesla ikke ud med, men Erik Loklindt kan sagtens forstå, at kunderne vil vente på Model 3 efter kun få minutter bag rattet. Selv har han kørt 80.000 kilometer i sin Tesla Model S på tre år – inklusive mange lange ture til udlandet og ugentlige møder på tværs af Danmark.

Det er tydeligt, at Erik Loklindt har kørt Tesla før, selv om der trods alt er stor forskel på betjeningen af Model S og Model 3. Infotainmentskærmen er så at sige vendt om, og Model 3 har kun ganske få knapper, som man fysisk kan betjene. Resten sker via skærmen, og bilen har ingen instrumenter direkte foran chaufføren.

Foto: Jens Høy
Foto: Jens Høy

Tesla Model 3 er i stand til at nå 100 km/t. på under fire sekunder, og de første kilometer skal Erik Loklindt lige prøve bilens accelerationsevne af. Direkte adspurgt, om Loklidt egentlig har noget at bruge bilens heftige acceleration til, kommer svaret en smule nølende:

- Tja, det er jo mest til at imponere folk, der ikke har kørt Tesla før. Men det er rart at have kræfterne i reserve i trafikken. Blot undrer det mig, at så mange bilister med motorstærke biler gerne vil køre ræs fra det røde lys, når der holder en Tesla ved deres side, siger Erik Loklindt.

Generelt er han tilfreds med sin nuværende Tesla Model S, men på testturen skinner det alligevel igennem, at der er plads til forbedringer.

- Varmesystemet er dårligt. For er det koldt, så trækker det ind ved dørene, og man fryser om fødderne. Det, kan jeg allerede mærke, er blevet bedre i Model 3, siger Erik Loklindt og skæver til termometret, der viser plus tre grader udenfor.

Den store infotainmentskærm er nærmest vendt om i forhold til Erik Loklindts Tesla Model S. Foto: Jens Høy
Den store infotainmentskærm er nærmest vendt om i forhold til Erik Loklindts Tesla Model S. Foto: Jens Høy

Efter overraskelsen over størrelsen bider Erik Loklindt mærke i den generelle samlekvalitet. Den er bedre i den nye bil end i hans egen, selv om Tesla Model 3 ikke er helt så premium i visse detaljer.

- Der er mere plast i Model 3, men der er også kommet gode nyheder i form af kopholdere og kroge til at hænge sin jakke på. Den slags praktiske detaljer forventede jeg i Model S, men blev lidt skuffet, konstaterer Erik Loklindt.

Et andet positivt træk ved Model 3 er ifølge Tesla-veteranen udsynet skråt bagud.

- I Model S mærker man, at bilen er designet i Californien, hvor der ikke er mange cyklister på vejene. Man kan simpelthen intet se skråt bagud, og det er en plage i bytrafik, hvor man kun har sidespejlene til at spotte cyklister. Det er bedre i Model 3, der også opleves som en bil med mere dagslys i. Jo, jeg føler mig vel tilpas, siger han.

Efter testturen er det tid til at gøre status, og bundlinjen er positiv for Model 3, hvis man spørger Erik Loklindt.

- Priserne er gode, og medmindre man har brug for ekstra bagageplads og et lidt større bagsæde, så er der egentlig ingen grund til at købe en Model S fremfor en Model 3.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Justeret til det bedre

Foto: Jens Høy
Foto: Jens Høy

I oktober kørte jeg over 1000 kilometer i en Tesla Model 3 i solrige Californien. Testbilen var en AWD 'Long Range'-model med mange kilometer på tælleren, og den adskilte sig en del fra den 'Performance'-version, jeg nu har haft lejlighed til at prøve på de danske, februarkolde veje.

Oplevelsen af bilen er kun blevet bedre. Det danske testeksemplar virker bedre samlet og er fri for raslelyde, ligesom bilens generelle finish er blevet bedre.

En af de bedste egenskaber ved Model 3 er måden, bilen kobler sig til telefonen. Proceduren går legende let, og herefter er det blot at have telefonen på sig, når man vil ud at køre. Et ekstra nøglekort kan man så have i pungen med andre kreditkort. Her tilbyder Tesla den mest smidige måde at bruge telefonen til at styre en bil.

Den store infotainmentskærm kræver tilvænning, da alle informationer og indstillinger sker herfra. Hvis man har sat navigationssystemet i gang med at vise vej uden lyd og efterfølgende roder i andre menuer, så skal man lukke diverse skærme for at se, hvornår man skal dreje. Her er der plads til en opdatering.

At man heller ikke kan se ladestandere fra E.ON- og Clever er også på minussiden. De vises kun, hvis man tidligere har tanket strøm hos en af de to udbydere.

Sæderne har korte siddeflader, og bagsædet er knebent omkring fødderne. Samtidig er sædehynden meget lav, og der er en bred tærskel, når man skal svinge benene ud af bilen. Det kan nemt give beskidte bukser.

Præcis som i Tesla Model S er vinklen på ryglænet lidt for oprejst til, at sædet er behageligt til længere ture.

Priser

Model 3 'Long Range': Fra 470.004 kroner

Model 3 'Performance': Fra 581.724 kroner

Tesla tilbyder selv finansiering af 'Longe Range'-modellen fra 3563 kroner pr. måned med en udbetaling og løbetid på henholdsvis 35 procent og otte år.

52 kommentarer
Vis kommentarer