Tjek dette, før du køber veteranbil

Når solen skinner, begynder landets veteranbiler at dukke op på vejene. Det skaber fornyede drømme hos alle, der overvejer at købe en veteranbil. Men der er vigtige ting at have i baghovedet, før du svinger dankortet

Du skal have den helt store pengepung frem, hvis du vil have fingrene i en af topmodellerne på forårets store bilauktioner. Arkivfoto: Ernst van Norde
Du skal have den helt store pengepung frem, hvis du vil have fingrene i en af topmodellerne på forårets store bilauktioner. Arkivfoto: Ernst van Norde
Følg Biler

Interessen for veteranbiler er generelt stor og har været stigende i de senere år. Sådan siger Peter Clausen, der til daglig følger veteranbiler som redaktør på FDM’s magasin MotorClassic.

- Og der kommer da også nye folk ind i folden, siger han.

Ifølge Peter Clausen er de fleste i 40-50 årsalderen, når de køber deres første veteranbil.

På dette tidspunkt har mange efterhånden fået luft i økonomien og måske også noget friværdi i boligen.

- Så køber man typisk den lækre bilmodel, man drømte om som ung, eller som ham direktøren i det store hus rundt om hjørnet havde, da man var dreng.

- Eller måske sådan en bil, som bedstefar eller onkel Georg kom kørende i til familiefesterne.

På den baggrund er det kun logisk, at det især er biler fra 70’erne og 80’erne, som der er salg i for tiden, tilføjer han.

- Biler fra 1990’erne begynder også at blive interessante, selvom de endnu ikke kan veteranregistreres, siger Peter Clausen og nævner, at man til gengæld kan få en billig klassikerforsikring hos flere selskaber, allerede når bilen er fyldt 25 år.

Arkivfoto: Ernst Van Norde
Arkivfoto: Ernst Van Norde
 

Smag, interesse og pengepung
En veteranbil kan koste alt fra nogle få tusindlapper til flere millioner kroner. Så det er udelukkende din egen smag, interesse og pengepung, der afgør valget.

- Er du til en sportsvogn, en limousine, en firehjulstrækker eller noget helt fjerde? Det kan kun du svare på. Men du skal have luft nok i økonomien til at holde bilen kørende og måske betale for en garageplads til den, siger Peter Clausen.

Han uddyber, at faste udgifter som ejerafgift og forsikring er til at overse. Og et årligt eftersyn af bilen koster heller ikke alverden.

- Men du skal altid have penge i overskud til at klare en større reparation som en motor- eller gearkasserenovering, hvis du er uheldig.

Hvor stor den reserve skal være, afhænger helt af bilen.

- Har du en MGB eller Volvo Amazon, er 10-15.000 kroner nok. Men har du en klassisk Ferrari eller Lamborghini, skal beløbet helst være et pænt stort sekscifret et af slagsen.

Arkivfoto: Ernst Van Norde
Arkivfoto: Ernst Van Norde

Vær varsom med veteran-auktioner
Nu hvor foråret er ankommet, er mange begyndt at lede efter den rette veteranbil til sommermånederne.

- En række af verdens fornemste veteranbiler sælges typisk på internationale auktioner, men her er vi oppe i multimillionklassen, siger redaktøren for MotorClassic.

Nogle af de mest kendte auktioner er på Pebble Beach i Californien og Scottsdale i Arizona i USA, og der er også store årlige auktioner i for eksempel Monte Carlo og Paris.

På lidt lavere niveau har Bilweb i Sverige løbende online klassikerauktioner, og Campen Auktioner i Randers har også auktioner med klassikere og veteraner.

- Men helt generelt vil jeg ikke anbefale almindelige mennesker at handle på auktion, medmindre de virkelig ved, hvad de har med at gøre. Det er i høj grad et marked for professionelle, og man kan let lade sig rive med af stemningen på en auktion, så man gør noget, man kommer til at fortryde bagefter, lyder advarslen fra Peter Clausen.

De to aldersgrænser

Foto: Ernst Van Norde
Foto: Ernst Van Norde
 

Der er to aldersgrænser for veteraner i Danmark:

1. En bil eller motorcykel kan registreres til veterankørsel, når den fylder 30 år. Det betyder, at den først skal til syn igen, når den fylder 35 og derefter kun hvert ottende år.

Til gengæld må den kun bruges ’lejlighedsvist’. Helt konkret betyder det, at bilen ikke må benyttes til erhvervsmæssig personbefordring (det vil sige taxikørsel og lignende), transport af farligt gods, udrykningskørsel eller udlejning uden fører.

Men derudover beror lejlighedsvis kørsel på et skøn i hvert enkelt tilfælde. Tommelfingerreglen er, at bilen ikke skal være ejerens primære transportmiddel, hvorfor det ikke kan anbefales at køre på arbejde i den hver dag.

Foto: Ernst Van Norde
Foto: Ernst Van Norde
 

2. Når det gælder afgifter, er grænsen 35 år. Så falder vægtafgiften eller ejerafgiften til en fjerdedel af den normale takst, og det sker uafhængigt af, om bilen er veteranregistreret eller ej.

Desuden er der særlige registreringsafgiftsregler ved import fra udlandet. Normalt beregnes afgiften på en brugt bil ud fra handelsværdien hos en dansk bilforhandler, dertil kommer et CO2-tillæg.

På biler ældre end 35 år er afgiftsgrundlaget 70 procent af bilens pris som ny uden afgift, og derefter beregnes afgiften efter de samme procentsatser som nye biler.

Desuden pålægges veteraner ikke CO2-tillæg. Det har gjort mange veteraner - især de lidt ældre og ikke alt for dyre veteranbiler - betydeligt billigere at importere.

Kilder: FDM og DAS Karosseri

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det skal du undersøge, inden du køber

Arkivfoto: Anders Brohus
Arkivfoto: Anders Brohus
 

Kort fortalt kan man ikke stille samme krav til en 50 år gammel veteranbil som til en tre år gammel Toyota, fordi det er sværere at vurdere, hvad der er en deciderede fejl ved bilen og almindeligt slid og ælde, som man må forvente af en så gammel bil.

Dette har især betydning, når du køber hos en forhandler, der også for veteranbiler er forpligtet til at følge købelovens regler om reklamationsret - men hvor går grænsen?

Alle synlige og kendte skavanker skal naturligvis skrives ind i købekontrakten, og bilens pris skal være derefter. Du finder færdige standardkøbekontrakter hos FDM på nettet.

Bilen skal selvfølgelig være i synligt god stand i både karrosseri, mekanik og kabine, medmindre man decideret køber den for at sætte den i stand. Den skal også være så komplet og original som muligt. Det vil sige, at der ikke må mangle dele som pyntelister, interiørdele og så videre.

Det kan være svært at vurdere, hvis ikke man har et grundigt kendskab til modellen, og derfor anbefaler FDM altid, at man på forhånd melder sig ind i en mærkeklub og dér får råd og vejledning.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Forsikring af din veteranbil

Arkivfoto: Ernst Van Norde
Arkivfoto: Ernst Van Norde
 

Forsikring af veteraner er et kapitel for sig, for her fastsætter de enkelte forsikringsselskaber selv de regler og betingelser, som kunderne skal følge. Til gengæld kan en veteranbil kaskoforsikres for omkring 1000 kroner om året.

De fleste selskaber har en begrænsning på den årlige kørsel - som regel højst 6000 km - og kræver, at man har en hverdagsbil ved siden af.

Bilen må typisk heller ikke bruges til ’hverdagskørsel’. For eksempel kørsel til og fra arbejde eller hen til supermarkedet. Og der er også krav til, hvor og hvordan bilen opbevares.

Nogle selskaber (men ikke alle) forbyder kørsel i perioden fra 15. november til 15. marts. Derfor skal man tjekke vilkårene grundigt, inden man vælger forsikringsselskab.

Kilder: FDM og DAS Karosseri

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+